Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Jens Kristian Andersen og Christian Jackson om Georg Brandes »Emigrantlitteraturen«

Andersen, Jens Kristian

Jackson, Christian

Danish

Georg Brandes: Emigrantlitteraturen

Ejgil Søholm om Meïr Aron Goldschmidts to jyske fortællinger

Søholm, Ejgil

Goldschmidts to jyske fortællinger

Harry Andersen om Sophus Claussens »Hvidtjørn«

Andersen, Harry

Sophus Claussens »Hvidtjørn«

Iørn Piø og Erik Dal om folkemindesamling og traditionsforskning

Piø, Iørn

Dal, Erik

Folkemindesamling og traditionsforskning

Bjarne Stoklumd om publikationer fra Udvalget for udgivelse af kilder til landbefolkningens historie

Stoklund, Bjarne

Publikationer fra Udvalget for udgivelse af kilder til landbefolkningens historie

Harry Andersen om natbred hos Sophus Claussen

106 Mindre bidrag 
I anledning af Mogens Kai Nørregaards opsats om Johs. Jørgensen ønsker 
jeg at bemærke følgende: 
1. M. K. N. har ret i, at det var Dantes egen personlighed og skæbne, 
der interesserede J. J. mest. Men det fremgår også med fuldstændig klarhed 
af min afhandling. At J. J. ikke skulle have læst Den guddommelige 
Komedie, anfægter ikke min fremstilling. Litteraturhistorien kender eksemp-
ler nok på, at en digter lader sig inspirere af en bog, som han ikke har 
læst fra ende til anden. 
2. For mig var det overflødigt at omtale den italiensk-katolske syns-
måde, hvorefter Dante og Manzoni er den italienske litteraturs grund-
piller. Der var ingen grund til at vente, at den skulle have haft nogen 
betydning for J. J.; han opfattede italiensk litteratur fra et personligt, 
katolsk præget, men ikke ensidigt katolsk synspunkt; derfor er det naturligt, 
at hos ham andre forfattere træder i forgrunden. 
3. Jeg har ikke opstillet J. J. som noget i retning af en kunstkender eller 
kunstkritiker. Det er rigtigt, at han ikke havde nogen teknisk forstand 
på billedkunst, men det er uberettiget at kaste vrag på hans mere subjek-
tive, digteriske opfattelse. Af tre grunde medtog jeg dette afsnit: fordi det 
belyser J. J.s almindelige udvikling henimod større tolerance og en mere 
alsidig smag; fordi det viser sammenhængen i hans ideer om Italien; fordi 
jeg tror, at den tidlige italienske malerkunst havde betydning for ham som 
helgenbiograf. 
Trods den skarpe kritik benytter jeg gerne lejligheden til påny at takke 
M. K. N. for den interesse, han har vist min afhandling. 
Jørgen Breitenstein. 
N A T B R E D ( H O S S O P H U S C L A U S S E N ) 
Sophus Claussens »Pilefløjter« 1899 (2. udgave 1929) har denne mottostrofe 
på titelbladet: 
Over mit Hoved 
slaar Tungsindets Fugl, 
dens natbrede Vinger 
beskygger min Sjæl, 
naar jeg tænker paa, 
hun var ung og fin 
med et Blik, der beruste 
som 'nygæret Vin. 
Jeg ved ikke hvornår denne strofe er skrevet, om den er ældre end 1899 
eller samtidig med udgivelsen. Strofen kommer igen i »Heroica« 1925; her 
er den første strofe i digtet »Ung Glorie« (p. 152 f.). Hvornår dette digt er 
skrevet ved jeg ikke. Ernst Frandsen oplyser intet om det i sit store værk 
om Sophus Claussen (1950). Digtet er ikke taget med i »Udvalgte Digte« 
Natbred 107 
(1952). Mon ikke vi har et ungdomsdigt for os? Diktion og indhold stem-
mer særdeles godt med en række ungdomsdigte i »Pilefløjter«, »Danske 
Vers« 1912 og »Fabler« 1917;1 men vi kan selvfølgelig have et yngre digt 
som er skrevet i Sophus Claussens ældre stil. 
Udtrykket »natbrede Vinger« er originalt. Sammensætningen natbred 
er vist ikke brugt andre steder i dansk litteratur. Den er sikkert skabt af 
Sophus Claussen. Den er ikke medtaget i »Ordbog over det danske sprog« 
(i det følgende forkortet ODS). Jeg tror at man forgæves vil lede efter et 
udtryk som: den brede nat, hvorimod vi kan finde: den store nat. Jeg minder 
om Ingemanns aftensang: Den store stille Nat gaaer frem. Det er ikke 
usædvanligt at digtere bruger stor og nat.2 
Det ejendommelige natbred synes dannet over »Natten breder sine 
Vinger« i Adolph Reckes - i sin tid kendte - sang »Paa Dampskibet«: 
Natten breder sine Vinger, / Stjerner mylre paa Himmelen frem (i »Viser« 
1868 p. 102), der citeres i ODS under II. brede (II (1922), 1131).3 Johannes 
Jørgensen har i digtet »Sommernat« fra 1886 - der må formodes at være 
ældre end Sophus Claussens mottostrofe -: Nattens brede, blegblaa Vinger 
ligge søvntungt over Staden (»Vers« (1887) p. 47, »Lyrik« (1904) p. 17 og 
»Udvalgte Digte« (1944) p. 24). Hertil svarer i digtet »Døden« (i »Vers«) 
det ualmindelige udtryk: Nattens havbrede Ro (p. 57). Sammensætningen 
havbred (adjektiv) er ikke indregistreret i ODS. Det er ikke usandsynligt at 
Sophus Claussens »natbrede Vinger« har en forudsætning i Johannes Jør-
gensens »Nattens brede, blegblaa Vinger«. 
Oehlenschlager har i »Correggio« (1811) i femte handling: 
Hvor skiøn dog Aftnen er; hvor frisk og kølig! 
Den vifter mig med sine brede Vinger; 
Og styrker mig. I Østen falder Regn.4 
I «Transfigurationen« i »Aarets Evangelium« (i »Samlede Digte« II, 1823) 
- ikke i »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur« i »Poetiske Skrif-
ter« 1805 - hedder det: Her alt Skyggen længe dækker / Dalen med sin 
Vinge bred. 
Fra norsk litteratur skal anføres et par eksempler der hører hjemme i 
denne sammenhæng: nat, bred og vinge. Henrik Ibsen har i »Catilina« 
(1850): og sin brede Vinge sænker i min Barm en Nat. Dette sted citeres 
ikke i ordbogen til Henrik Ibsens »Samlede verker« (1957), ved Ragnvald 
Iversen (under bred, nat eller vinge). Derimod citeres, under vinge, digtet 
»Dødningeballet«: Hen over den Kirkegaard øde / Har Natten sin Vinge 
udbredt (se XIV (1937) p. 48). Olav Aukrust har i sit digt »Natt som stillast« 
i »Himmelvarden« 1916: Alt er tagna. Ned kjem natt / på breide, svarte 
vengjer.6 Disse verslinier kommenteres således af Bjarte Birkeland: »Dik-
taren trår mot sol og dag. For nattens tider kan mørkret vera »ladd med 
rædsle« som ofte openberrar seg i fugleskepnad. Men angestfuglen frå 
ukjende heimar har sitt motstykke i fugleflokken brått dalande i nysnøen 
som ein blid og varm helsing ovanfrå i vintermørke og kulde«.7 I og for sig 
108 Mindre bidrag 
er der ikke knyttet nogen angst-stemning til ordene »natt/på breide, svarte 
vengjer«. Billedet af natten som en fugl er klassisk (herom i det følgende). 
De to linier må ses på baggrund af hele digtet og Olav Aukrusts syn på 
den mørke nat. Jeg citerer første strofe der bringer en bedre forståelse 
af Bjarte Birkelands kommentar: 
Soli fjella, glein og glatt, 
fjell står att og stengjer. 
Alt er tagna. Ned kjem natt 
på breide, svarte vengjer, 
då vaknar dulde strengjer. 
Og Satan kjem med all sin her 
og Himmelørn og Herrens vér, 
og angest-orm 
og eld og storm, 
og logen stri'r som villast, 
og det er natt som stillast. 
ODS XXVII (1954), 66 anfører adjektivet vingebred: 1. br. (med tre 
eksempler). Fra Grundtvigs »Krønike-Riim« (1829) citeres: Mid-Nat ruged 
saa vinge-bred (p. 2). Vi kan altså konstatere at vi i en række eksempler 
har nat, vinge og bred kædet sammen; men Sophus Claussens natbred synes 
at stå helt isoleret. 
I det følgende skal jeg give en række eksempler på nat og vinge(r) for-
bundet med hinanden. ODS citerer under nat (XIV (1933), 904): »Den 
mørke fæle Nat med sine sorte Vinger« fra Holbergs »Peder Paars«. Det 
samme citat bringes under vinge (XXVII (1954), 54). Fra Johan Ludvig 
Heiberg citeres (smst. sp. 56): Nu tabte Dagen sit sidste Skjær: / Og Natten 
løfter sin Vinge (»Poetiske Skrifter« X (1862) p. 334). Citatet er fra 
»Nøddeknækkerne« (1845). I modsætning hertil har vi Holger Drachmanns 
kendte digt »Improvisation om Bord« (i »Dæmpede Melodier« 1875): Men 
endnu spreder Sommernattens Skær / Ud over Sø og Land de lyse Vinger. 
Versene citeres i ODS under sommernat (XX (1941), 1456), men ikke 
under sprede. Oehlenschlager har i »Freidigt Sommerliv« (i »Langelands-
Reise« i »Poetiske Skrifter« 1805): 
Hvor Natten hisset sortindsløret sidder! 
Og lytter taus til Nattergalens Qvidder; 
To Børn hun breder sine Vinger over, 
Eet lader som det sov, det Andet sover. 
ODS citerer de to første vers under nat (XIV, 914). Oehlenschlager har i 
»Oluf kommer til Havfruen« (anden strofe) i »Helge« (1814): 
Saa hæved hun sin Arm i Hast -
Da holdt en useet Finger 
Det skarpe Jern i Luften fast, 
Stærkt sused Nattens Vinger. 
I 
Natbred 109 
(Se f. eks. Oehlenschlager »Poetiske Skrifter«, udg. af H. Topsøe-Jensen, 
V(1930)p. 84). 
Fr. Paludan-Muller har i »Amor og Psyche« (1834): 
Saa staaer jeg atter i mit stille Slot, 
Hvor med de sænkede, de sorte Vinger 
Den tause Nat er ind ad Døren traadt8. 
I »Tithon« er der to eksempler på nat og vinge: Og hvorfor hader du den 
stille Nat? - /See hvor med tunge Vinger der hun flyver - Ind under 
Nattens Vinger han er flygtet9. 
Nis Petersen har i digtet »Skumring«: to alene i en verden under nattens 
sorte vinger (i »Stynede Popler« (1943) p. 142 og mindeudgaven af Nis 
Petersens skrifter VIII (1962) p. 293). Tove Ditlevsen har i sit digt »Regn« 
(i »Lille Verden« 1942) dette vers (som slutter digtet): Natten har vældige 
Vinger (se »Digte i udvalg« (1964) p. 70). 
Hos Erik Axel Karlfeldt har jeg fundet nat og vinge forbundet to gange 
i hans »Oration till skalder och kompaner« fra 1930: . . . att sova under 
nattens svarta vingar - gå nu till vila under nattens goda, svarta vingar! 
(se »Tankar och tal« (1932) p. 30 og 39). Karlfeldts »nattens goda, svarta 
vingar« står i afgjort modsætning til Olav Aukrusts »natt/på breide, svarte 
vengjer« efter Bjarte Birkelands analyse. 
I den græske kunst bliver natten altid fremstillet med vinger10. Euripides 
har i »Orestes« (vers 174 ff. i C. P. Christensens oversættelse 1875): 
Høje, ærværdige Nat, 
Du som med kvægsom Søvn dulmer al Jordens Nød, 
Hæv dig fra Mørkets Hjem, paa let Vinge svæv 
Hid til Agamemnons Bolig! 
Karlfeldts nat svarer hertil: den kvægende, gode nat som bringer hvile; 
her er ingen angst og ikke besøg af Satan som hos Aukrust. 
I denne forbindelse er der grund til at nævne Thorvaldsens berømte 
relief »Natten« fra 1815, der muligvis er inspireret af Oehlenschlagers 
strofe i »Freidigt Sommerliv«11. 
Harry Andersen. 
N O T E R 
1. »Rejseminder« fra 1887 (»Pilefløjter«) har smægte (De smægger saa sødt, saa 
hjærtebeklemt/mod Solskin og luftblaa Dage), »Ung Glorie«: sødt smægtende 
Tag. »Siesta« fra 1888 eller 1889 (»Danske Vers« 1912) har: naar Blikket ej 
beruser (sml. strofe i »Ung Glorie«). »Erindring« fra 1888 eller 1889 (»Danske 
Vers«) har: Jeg husker hendes blege Smil/og hendes Hænders myge Tag,/hvor 
ensomt og hvor stolt hun gik/paa vor Berusning første Dag (sml. strofe 1 i 
»Ung Glorie« og »sødt smægtende Tag« i strofe 3). »Ung Glorie« har videre 
110 Mindre bidrag 
tilknytning til ungdomsdigte som »I Hi« fra 1884 (»Fabler« 1917), »Balaften« 
fra 1888, »Solskinsvise« fra 1888, »I en Frugthave« fra 1888, »Tagdryp« fra 
1888 eller 1889, »Romance« fra 1890, »Novelle« fra 1890 (alle i »Pilefløjter«). 
»Anadyomene« fra 1890 (»Danske Vers«). Desuden nævner jeg »Den unge Pige 
i Sommerregnen« i fortællingen »Kitty« 1895 (2. udgave 1912), der er optrykt 
i udvalget »Eroter og Fauner« 1910 (men ikke i »Udvalgte Digte« 1952) og 
»I Vaaren« fra 1898 (»Fabler). - 2. Eksempler er anført i mit arbejde »Ludvig 
Holstein i den litterære tradition« (Københavns universitets festskrift 1963) p. 
125 og 147 (note 80). - 3. Digtet er taget med i »Den danske Lyrik 1800-1870«, 
ved F. J. Billeskov Jansen, 2. halvbind (1961) p. 241. - 4. Se f. eks. »Poetiske 
Skrifter« III (1896) p. 225. - 5. Se Henrik Ibsen »Samlede verker« I (1928) p. 
93 (3. akt). - 6. Se »Dikt i samling« I (3. utg., 1943) p. 71. - 7. Se hans prøve-
forelæsning for den filosofiske doktorgrad »Kosmiske førestellingar hos Olav 
Aukrust, Olav Nygård og Olaf Bull« (i »Edda«. 1963 p. 254 f.). - 8. Se f. eks. 
»Poetiske Skrifter i Udvalg« II (1901) p. 56. - 9. Smst. p. 232 og 319. - 10. Se 
artiklen Nyx i »Ausfuhrliches Lexicon der griechischen und romischen Mytho-
logie«, hrsg. von W. H. Roscher III, 1 (1897/1909) sp. 569 ff. (se specielt sp. 
575 f.) og Pauly-Wissowa »Real-Encyclopadie der classischen Altertumswissen-
schaft« XVII, 2 (1937), 1663 ff.: artiklen Nyx. I Grimms ordbog citeres: Die 
Nacht schwang ihre feuchten Fliigel (VII (1889), 152). - 11. Se Erik Moltesen 
»Thorvaldsens Museum« (1927) p. 35 (med citat fra Oehlenschlager) og 314 ff. 
(til det sidste sted henviser ODS under nat XTV (1933). 904). Korrekturnote (no-
vember 1964). I Anne Marie Lind Børups digtsamling »Fra Vang og Veje« 
(1964) har jeg fundet verset: Naar Natten breder ud sin mørke Vinge. Det viser 
hvor stærk traditionen er. 


Natbred (hos Sophus Claussen)

Steffen Hejlskov Larsen om billeder i Jens August Schades værker

Hejlskov Larsen, Steffen

Schade og billedet

Skadhauge, Povl

116 Mindre bidrag 
- bliver mening i den russisk-tysk-danske sætning. I gotisk skrift kan 
langt s forveksles med h og u med n, især hvis krøllen mangler over u-et, 
og skriften er utydelig. 
Når det vides, at et eksemplar af en bog kommer fra forfatterens hånd, 
ligger det nær at slutte, at en tekstrettelse skyldes ham, og skrifttrækkene 
og blækkets farve, jfr. nedenfor, synes at bekræfte, at det er Blicher, der 
har gjort rettelsen. 
På titelbladets bagside er skrevet følgende dedikation: 
Til Hr: Cand: Theol: 
Ludvig Lakier 
I Stodderposer, Skyttetasker 
En grumme Hob man sammenhjasker 
I huult Træ — som i Bog kan pakke 
Alt Skramlerie. Jeg beder: tag 
tiltakke! 
S S Blicher 
Bogen har tilhørt præsten Ludvig Lakier (1814-1886), broder til Wil-
helm Christian Lakier (1809-1847), der var Blichers kapellan fra 1842 
til sin død. Dedikationen spiller på titlerne og indholdet af samlingens tre 
første noveller: stodderposer - »Stodderkongen«, skyttetasker - skytten 
(på Aunsbjerg) »Guillaume de Martonniere«, hult træ - »Den hule Eeg« 
og kan måske tænkes at sige lidt om et selvkritisk syn på indholdet. 
Povl Skadhauge. 
S T . S T . B L I C H E R O G » T H E V I C A R 
O F W A K E F I E L D « 
I Danske Studier 1922 gennemgik Søren Vasegaard i en artikel, der med 
uvæsentlige ændringer blev optrykt som et kapitel af hans »Blichers Liv 
og Digtning 1820-1836« 1926, Blichers forhold til »The Vicar of Wake-
field« og viste, hvorledes Blicher i den grad havde taget Oliver Goldsmiths 
barn til sit hjerte, at romanen i dens danske skikkelse var blevet næsten 
lige så meget hans som Goldsmiths - hans kunstneriske adoptivbarn, som 
Vasegaard skriver. 
Når man sammenligner oversættelsen med originalen, bliver man op-
mærksom på en række afvigende enkeltheder, som naturligvis ikke alle 
kan være omtalt af Vasegaard. Det er især i romanens sidste del, og de 
viser, med hvilken ophøjet - man fristes til at sige hensynsløs - frihed 
over for Goldsmiths tekst Blicher har foretaget sin oversættelse, omtrent 
som man tænker sig, en forfatter kan arbejde med et af sine egne værker 
for at omredigere det til en ny udgave. Gang på gang møder man afvi-
gelser, udeladelser eller tilføjelser. 
St. St. Blicher og »The Vicar of Wakefield« 117 
Vasegaard har imidlertid givet et par eksempler på Blichers friheder, 
som ikke er helt rigtige. Når der således i 26. kapitel er tale om Moses' 
store spænder og torden- og lynilds-vest (Saml. Skr. IX. 185), er det rig-
tigt, at det står ikke i originalteksten. Man må tænke sig, at Blicher har 
husket, at søstrene havde pudset Moses' spænder, og at han blev udsty-
ret med et klædningsstykke af det særlige stof, da han i 12. kap. (Saml. 
Skr. IX. 70) sendes til marked; derfor er disse effekter kommet med igen, 
og så har Blicher glemt, at det var kjolen og ikke vesten, der var af tor-
den- og lynilds-klæde. Omtalen af Moses' klædedragt i 12. kap. må helt 
være gået Vasegaard af minde. 
I 32. kap. (ikke 31., som Vasegaard skriver) er kun første sætning af 
det citerede stykke (Saml. Skr. IX. 241-42) Blichers tilføjelse. Det føl-
gende fra »Jenkinson t o g . . . « stykket ud til parentesens slutning har 
Blicher flyttet fra dets plads tidligere i kapitlet til det sted, der nu passede 
ham - og hvor det også passer nydeligt i sammenhængen. Denne flytning 
må Vasegaard have overset. 
Endelig vil jeg henlede opmærksomheden på, at det næppe er sandsyn-
ligt, som Vasegaard synes at mene, at Blicher først skulde have lært »The 
Vicar« at kende i Thorning eller Spentrup. Den gamle danske oversættelse 
af Paul Danckel Bast fra 1779, som Blicher i indledningen til sin oversæt-
telse kalder såre uheldig og mislykket, kan dog vel tænkes at være kom-
met ham i hænde tidligere, og medens han i sine studenterår søgte at ud-
vide sine kundskaber i engelsk og som han selv skriver gav en mariner, en 
indfødt Londoner, the og aftensmad for at snakke med sig, forelå to i Kø-
benhavn udkomne engelske udgaver af romanen, beregnet til undervis-
ningsbrug. 
Den ene bærer på titelbladet »London 1800«, men intet forlægger- el-
ler trykkernavn, og er ifølge Bibi. Dan. IV. 483 udkommet i København 
1797. Den følges af et særskilt pagineret, 61 sider stort glossarium, der dog 
efter forlagsannonccrne s. 63-64 ikke kan være trykt før 1805. Den an-
den har dansk titel: Landsbye-Præsten af Wakefield, en Engelsk Læsebog. 
Gjennemseet og forøget med et Tillæg af Forklaringer paa de vanskeligste 
Ord og Talemaader, efter den Mening, de have i Bogen. Af [Jørgen Wer-
ner] Hviding. 1805. (Bibi. Dan. IV. 57). Teksten i denne udgave følger 
den førstnævnte linje for linje, men det er ikke samme tryk. Det er der-
imod glossariet, der er identisk med det førstnævnte lige til forlagsannon-
cerne fra Fr. Brummer, hvis navn også står som forlægger på udgavens 
titelblad. 
Det ligger nær at antage, at Blicher kan have kendt en af disse ud-
gaver og til dels derved være blevet så fortrolig med Goldsmiths roman, 
at han skalter og valter med den, som var den hans eget åndsfoster. En 
ved stikprøver foretaget sammenligning mellem ordlisten og Blichers ord-
valg synes hverken at bekræfte eller afkræfte en sådan hypotese. Blicher 
har ikke søgt den ordrette gengivelse, men har villet genfortælle på et na-
turligt dansk. Pov, skadhauge_ 


St. St. Blicher og »The Vicar of Wakefield«

Erik Dal om Gissur Sveinssons »Fornkvæði«-håndskrift

Tysk og dansk i Jammersmindet 119 
(i I.). Afhandlingen oplyser ved de pågældende statistikker intet om, hvor-
vidt der følger tunge led efter verbet eller ej, og vi kan derfor ikke afvise, 
at der skulle kunne herske et lignende princip som i de danske sætninger 
i Jammersmindet I. 
For de her undersøgte tyske tekster og for Jammersmindets tysk er tailene 
for små til, at et princip kan udledes for de enkelte hjælpeverber. For en 
forskel som ved Jammersmindet I's dansk taler måske de plattyske ekss. på 
finit + partc. Her er fordelingen anderledes end i de højtyske sætninger, 
men de 3 af 4 sætninger med efterstillet finit har netop haben (uden efterflg. 
tungt led). Af de tre højtyske ekss. på vfVp ved haben har de to efterfølgende 
led! Men materialet er som sagt for lille til, at dette spørgsmål vil kunne 
løses. 
Konklusion: Ægte tysk talesprog har nok i noget højere grad end det litte-
rære bevaret den gamle friere verbalstilling. Det tysk der taltes i Danmark 
har sikkert udnyttet denne frihed i noget højere grad, delvis ved påvirkning 
fra dansk, muligvis også ved fortsættelse af ældre tysk tradition, og måske 
har L. Chr. i denne henseende været endnu mere daniserende i sine replik-
gengivelser. Hermed kan jævnføres de i begyndelsen nævnte tilfælde, hvor 
L. Chr.s modersmål påvirker hendes gengivelse af tysk. 
Den litterære ordstilling i Leonora Christinas dansk i Jammersmindets 
første del kan ikke udelukkende forklares ud fra samtidigt tysk skriftsprog, 
hvor den nyhøjtyske ordstillingspraksis - som vist af Hammarstrom - var 
gennemført. Derimod genfindes L. Chr.s friheder i forhold til den strenge 
slutstillingsregel delvis i hendes gengivelse af replikker på højtysk og neder-
tysk, og disse viser igen en tilnærmelse til ældre og yngre gengivelser af 
tysk talesprog (om detaljerne se ovf. 114 og 118). 
Ligesom Leonora Christinas danske substrat må antages at have præget 
hendes gengivelse af talt tysk, således må det talte tysk have været bestem-
mende for den litterære ordstilling i første del af Jammersmindet. En forkla-
ring på den særlige praksis ved »haffuer« giver de tyske replikker imidlertid 
ikke, og det er derfor sandsynligt at det talte tysk ikke har været eneste 
bestemmende faktor. 
Leif Leifer. 
OM G I S S U R S V E I N S S O N S » F O R N K V Æ B I « - H Å N D S K R I F T 
/ anledning af: Kvædabok sera Gissurar Sveinssonar, AM 147, 8V0. A: 
Ljåsprentadur texti (160 facsimileblade). B: lnngangur eftir Jon Helgason 
(60 sider). (Islenzk rit siffari alda, gefin ut af hinu Islenzka Frædafélagi 
i Kaupmannahofn, 2. flokkur, 2. bindi A—B), Kph. 1960. kr. 
Skønt ordet fornkvæSi jo egentlig kan betegne anden gammel digtning end 
folkeviser og fx. af Sophus Bugge brugtes om Ældre Edda, er Islenzk 
Danske Studier 1961 (maj) 
120 Mindre bidrag 
fomkvædi blevet betegnelsen for den ikke særlig store gruppe af islandsk 
digtning, der svarer til den fællesnordiske ballade - og det til trods for 
at den islandske ballade ikke er udpræget gammel og ejheller autochthon. 
Dette skyldes som bekendt, at Svend Grundtvig og Jon SigurSsson gav 
deres udgave af viserne dette navn (I 1854-58, II 1859-85 afsluttet af 
Pålmi Pålsson, i rækken af Nordiske Oldskrifter); og dette skyldtes igen, at 
ordet fornkvæSi er knyttet til det vigtigste og ældste af de bevarede hånd-
skrifter, skrevet 1665 af præsten Gissur Sveinsson (1604-83). Han skriver 
nemlig, ikke på titelbladet, men over den første vise: »Nøckur fornnkvæde 
til gamans«. Genrenavnet i forbindelse med udgivernes traditionelle type-
ordning har vel givet de fleste fornemmelse af, at Gissurs håndskrift er 
et rent balladehåndskrift. 
Ligesom flertallet af de danske adelsvisebøger og de svenske visbocker 
er det imidlertid noget blandet; desuden har det en anselig lakune. Erken-
delse af det konkret givne manuskripts indhold, historie og særpræg er 
først lettet nu, efter at den islandske filologis førstemand har besørget en 
pæn facsimileudgave med indledning. Da udgaven imidlertid snarere når 
islandsk-interesserede end vise-interesserede, turde det være betimeligt i 
stedet for en anmeldelse at give visse uddrag af professor Jon Helgasons 
grundige indledning; dog overspringes bl. a. Gissurs biografi, der tegner 
billedet af en sagtmodig og blød karakter. Om hans belæsthed vides ikke 
meget. Han havde gået i skole i Skålholt, men han kom ikke til København 
som sin yngre broder, den senere så bekendte biskop Brynjolfur Sveinsson. 
Fra 1628 var han præst i Ålftamyri på sin hjemegn i vestlandet. Gissurs 
litterære arbejder synes kun at have været to i tal, og højst forskellige: en 
oversættelse af Juan Luis Vives' Introductio ad sapientiam (afskrift AM 
95, 8°) og visebogen (AM 147, 8°). 
Denne lille bog på c. 9 X 16 cm har idag 151 blade med 17 å 22 linier 
på siden. Bl. 57-59 er dog kladder etc., der først i 19. årh. har fået deres 
plads på dette sted, hvor til gengæld 48 blade mangler; desuden mangler 
to blade mellem 149 og 150. Altså har der oprindelig været 198 blade 
i bogen. Udenom ligger forskellige forsatsblade, nogle beskrevet med Arni 
Magnussons hånd; et gammelt bind af beskrevet pergament og papir er 
aftaget, men bevaret. Håndskriftet virker helstøbt, skriften er fast, hver 
strofe begynder med ny linie, og omkvædets ordlyd forkortes efter plads-
forholdene på harmonikavis. Ortografien er fast, med nogle gammeldags og 
nogle vestlandske træk (udførligt gennemgået i indledningen). 
Håndskriftet fortæller selv om sin tilblivelse. Det er afsluttet 12.7.1665 
og samme dag skænket Jon Arason, provst i VatnsfjorSur, at læse »til 
gamans og Skiemtunar«. Dets senere vandring til Årni Magnusson, der 
fik det 1721, er beskrevet ved tolkning af forsatsbladenes tilskrifter. Nogle 
spor af nyere kollationering skyldes Finn Magnusen, men allerede Nyerup 
havde brugt det med islandsk assistance. Det blev så Grundtvig-SigurSssons 
hovedkilde, og optegnelser og afskrifter ved dem og ved Finn Magnusen 
findes i DFS, sign. Svend Grundtvig 65-67. 
Om Gissur Sveinssons »Fornkvædi«-håndskrift 12! 
Indholdet er stærkt balladepræget, men også andre genrer er repræsen-
terede, og der er oversættelser af danske ballader efter Vedels visebog, 
der uden tøven kan opfattes som Gissurs inspirationskilde. Regner man 
med indholdet af bogen i dens oprindelige, rekonstruerbare tilstand, når 
man til følgende deling (der sættes kritiske klammer om lakunen [26-38], 
og tallet 43 er oversprunget): 
1° »Folkeviser«, danse-ballader med omkvæd, iflg. udgiveren næsten 
alle importerede og med en betragtelig tradition bag sig før nedskrivnin-
gen: 1-23, [26, 27, 29-31, 33, 34, 36,] 41, 42, 44, 47, 50-52, 59-62 -
42 numre. Af disse er et par numre trykt i DgF foruden i IFkv; nr. 50 
findes i DgF V s. 346f efter to andre håndskrifter, mens Gissurs ikke 
nævnes; nr. 6, Kvæde af Elenu og Andrese Stijgssyne, er ikke medtaget 
i IFkv. Grunden kan være den, at det er en uselvstændig vise med ligesom 
tilfældig afslutning: Fru Ellen ser sejl ad sunde fare og ønsker, Anders 
Stigsøn var vel hjemme. Straks ved hjemkomsten rider han til hende og 
frier som ventet. Hun tøver, thi hele hendes familie holder vagt. Han vil 
alligevel have hende med til skovs; der venter femten borge og hans atten 
søstre. Hermed er lagt op til konflikt, men visen afbrydes brat med et 
dårligt formet vers om at han holdt sit ord. »Thi hun er en ædel rose.« -
Visen er selvstændig, forsåvidt som Grundtvig ikke på sin afskrift har 
noteret paralleller, men uselvstændig, forsåvidt som den kun bruger gængse 
strofefølger i dårlige former (jf. Recke: Nogle Folkeviseredactioner (1906) 
om DgF 82, 183, 249 etc.). Den er skrevet i gentagelsesstrofe i den sjældne 
form med gentagelse af een hel linie. 
2° Oversættelser efter Vedel, uden mundtlig tradition bag sig: [35, 37, 
38,] 39, 40, 53-57, 70, 71 - 12 numre. Hertil svarer flg. DgF-numre: 
[16C, 18D, 14,] 91, 285D, 479F, 153, 330, 143A, 154C, 331, 56E, under 
hvilke numre i DgF deres existens nævnes. 
3° Allitterationsdigte, islandske, med mundtlig tradition og altså »forn-
kvæSi« ligesom gruppe 1: 24 SnjålskvæSi, 25 Kotludraumur, 48 t>6rulj6S, 
49 Kringilnefjuvisur - 4 numre. De er trykt af Olafur DaviSsson i 
Islenzkar gåtur, skemtanir, vikivakar og pulur IV 1903 s. 30-38, 4-15, 
92-94, 39-44. 
4° Digte fra 16.-17. årh.s Island; forfatternes navne har nok oftest været 
kendt, men er ikke nævnt. Formodentlig er kun få nedskrevet efter mundt-
lig tradition. Numrene er [28, 32,] 45, 46, 58, 63-69 - 12 numre. De fleste 
er utrykte. 58 er fabelen om faderen og sønnen med æselet, »Det er ikke 
nemt at gøre alle tilpas«. - Hertil slutter sig den eneste selvstændigt in-
teressante text fra indskudsbladene 57-59, KvæSi um harSan vetur, trykt 
sidst i indledningen. 
Lakunen i håndskriftet er p. g. a. nummereringen let at påvise. Heldigvis 
kan man også bestemme dens indhold. Gissur har nemlig skrevet hele sin 
samling to gange efter samme tabte forlæg. Hans anden afskrift er tabt, 
men er selv blevet afskrevet to gange, og historien har gentaget sig: den 
ene afskrift er bevaret, den anden tabt, men forlæg for to bevarede: 
122 Mindre bidrag 
*X: Gissurs tabte forlæg. 
G: Gissurs hovedhåndskrift *Y: Gissurs tabte anden afskrift 
! 
B: Brit. Mus. Add. 11.177, solgt dertil *V: Afskrift for Magnus Jonsson i 
af Finn Magnusen 1837; benyttet i Vigur 1699-1700; stærkt udvidet med 
afskrift til iFkv's sidste hæfte. andet stof. Tabt. 
! 
V: NkS 1141,2°; afskrift for P. F. V2: Landsbåkasafn Islands, MS JS 
Suhm. Cit. i iFkv som Kgl. Fol. 405,4°. Afskrift ved ThorSur Thor-
steinsson 1819. Se J6n SigurSsson i 
Nærmere i indledningen om disse Antiquarisk Tidsskrift 1849-51 (1852) 
håndskrifters forhold og om udfyld- s. 218-256; cit. i IFkv som Gisli 
ningen af G's lakune. lvarssons hs. 
Det er klart, at disse bemærkninger ikke har kunnet give mere end 
antydninger af Jon Helgasons store indledning, især ikke af dens bidrag 
til islandsk filologi og personalhistorie. For viseforskningen tjener en ud-
gave som denne til at give klarere forestillinger om et kapitalt håndskrifts 
væsen og milieu, ligesom forbindelsen mellem flere vigtige kilder er klart 
fremlagt. Den udgave af hele fornkvæSi-materialet, der kan ventes fra Jon 
Helgasons hånd, med inddragelse af mange hidtil ubenyttede håndskrifter, 
vil ligesom den svenske udgave af visbocker følge kilde for kilde og be-
gynde netop med Gissurs håndskrift. Den må kunne bane vejen for det 
tilbundsgående studium af de islandske balladers placering, som er fagets 
mest brændende problem. g .. Q , 
S V E N S K T V I S A R K I V O G D E T S S I D S T E P U B L I K A T I O N E R 
Når dette hæfte udsendes, har Svenskt Visarkiv, Styrmansgatan 4, Stock-
holm, netop fejret sin tiårige beståen. Ingen lang tid, men dog en institu-
tion, der meget snart viste sig vigtig for studiet af ældre og yngre visegenrer 
og deres melodier, ikke blot for studiet i det forskningsmæssigt decentrali-
serede Sverige, men også for kolleger i nabolandene. 
Den beskedne begyndelse gjordes i 1950 ved en donation fra skibsreder 
Sven Salen, der i sit domicil indrettede lokaler for den nye institution, og 
dermed samtidig for organisationen Visans Vånner. Flere gange senere har 
skibsreder Salen haft viljen og evnen til at hjælpe visearkivet over vanske-
lige punkter. En kreds af svenske fagfolk danner arkivets styrelse, og det 
har senere også givet plads for Institutet for visforskning vid Stockholms 
hogskola (nu: universitet). Som daglig leder virkede oprindelig fil. lic. Ulf 
Peder Olrog, siden fil. lic. Bengt Jonsson. 
Visearkivet har ikke primær-indsamlinger på sit program, men samarbej-
der med de institutioner, der samler: Sveriges Radio's samlearbejde under 


Om Gissur Sveinssons »Fornkvæði«-håndskrift

Nils Dencker og Iørn Piø om Sankt Bentes gilde

Not a member yet