Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Carl Jørgen Nielsen om Starup-stenen, Ribe-kraniestykket og dannelsen af den korte runerække

Nielsen, Carl Jørgen

Mindre bidrag 
Om Starup-stenen, Ribe-kraniestykket og dannelsen af den 
korte runerække 
Indskriften på den sønderjyske Starup-sten hører til de absolut kortfattede: 
a i r i k s [:] k u b 1 
»Eriks dødeminde, mindesmærke« 
(jf. DR 17, Moltke 1976, s. 27) 
Den ligger på linie med de tilsvarende ordknappe indskrifter på Hammel-ste-
nen 1, Høje Tåstrup-stenen m.fl., som - sammen med de mere omfattende ind-
skrifter på bl.a. Helnæs-stenen og Gørlev-stenen - tilhører gruppen af over-
gangsindskrifter til de egentlige vikingetidsindskriftcr. Denne gruppe over-
gangsstene (DR: Helnæs-Gørlev-typen) kan ikke dateres arkæologisk, men 
henføres i DR skønsmæssigt til tidsrummet: ca. 750-ca. 900. 
Overgangsstenenes indskrifter er affattet i en 16tegns version af runealfabe-
tet, som ligger meget tæt på vikingetidens normal-futhark, Jelling-stenenes ru-
nerække. Således findes på Gørlev-stenen, der sandsynligvis hører til de yngste 
overgangsstene, en opskrift af 16tegns futharken, som med undtagelse af en 
enkelt rune er identisk med Jelling-risternes futhark. På den store Jelling-sten 
har a-runen (til betegnelse af nasal a-lyd) bistavene placeret ved midten af ho-
vedstaven, på Gørlev-stenen anvendes en ældre form med bistavene ved ho-
vedstavens top: 
f u t h a r k h n i a s t b m l R 
I andre - formodentlig ældre - overgangsindskrifter er bevaret den oprindelige 
24tegns futharks h-rune: H og m-rune: fj . Og for ristere, som benytter den 
gamle h-rune, betegner formen + ikke-nasaleret a-lyd, der således kan udtryk-
kes ved to runeformer: \ a og + A. Til sidst fortrænges + A, som måske er 
den ældste; den er i hvert fald udviklet i senurnordisk tid: midten af 500-tallet -
600-tallet.1 Den senurnordiske 24tegns futhark har således - ligesom 16tegns 
futharken - to a-runer ( ^ og + ); men de benyttes ikke til at skelne mellem 
nasaleret og ikke-nasaleret artikulation. 
Netop med hensyn til nasalitetsbetegnelsen adskiller Starup-indskriften sig 
fra overgangsindskrifterne, idet den har en for Helnæs-Gørlev-typen unormal 
anvendelse af a-runen. Stavemåden a i r i k s betegner nasaleret udtale af dif-
tongen ai. Det er også sandsynligt, at diftongen har været nasaleret, da navnet 
Erik kan være udviklet af *Aina-rikijaR (jf. Andersen, s. 127ff). Men i over-
146 • Mindre bidrag 
gangsindskrifterne er nasaleret ai ubetegnet. Erik Moltke og Karl Martin 
Nielsen sammenstiller ganske vist Starup-stenens a i r i k s med Tryggevælde-
stenens b a i b a t r i, med b-runen for mb (DR sp. 860 anm. 1 og sp. 944). Men 
Tryggevælde-indskriften tilhører ikke Helnæs-Gørlev-typen; den er næppe me-
get ældre end indskriften på den store Jelling-sten (fra midten af 900-tallet), 
hvor der ikke længere skelnes helt skarpt mellem nasaleret og ikke-nasaleret a-
lyd(jf. DRsp . 939). 
Starup-indskriftens anvendelse af a-runen bliver ikke mindre påfaldende af, 
at den svenske Sparlosa-sten (fra ca. 800) har ikke-nasaleret stavemåde: A i r i-
k i s. Harry Andersen mener, med Ivar Lindquist, at Starup-stenens stavemåde 
er arkaiserende (s. 129 m. henvisn.). Forklaringen er dog snarere, at Starup-
indskriften er så gammel, at den ortografiske distinktion mellem nasal og ikke-
nasal a-lyd ikke eksisterede for risteren. Som den eneste danske stenindskrift 
er den i vendcruner. Det er et træk, som peger tilbage i tiden. Erik Moltke 
sammenligner den således med »primitive indskrifter fra 3-500'erne i Norge og 
Sverige« (1976, s. 27), og han mener, at den måske er Danmarks ældste over-
gangssten, men har vanskeligt ved at give nogen præcis datering: »det er ikke til 
at sige, om den er fra o. 700 eller o. 800«. 
Starup-indskriftens primitive runografi må tale for en så tidlig datering som 
muligt. Men jo tidligere Starup-indskriften dateres, jo mindre selvfølgelig bli-
ver dens placering i Helnæs-Gørlev-gruppen, blandt den tidlige 16tegns futh-
arks indskrifter. Der er dog heller intet i vejen for, at indskriften kan være i 
24tegns futharken. Starup-indskriftens rune- og sprogformer er ikke yngre end 
dem, der optræder i indskriften på den norske Eggjum-sten, som er affattet i 
den yngste form af 24tegns futharken, der kendes. På Eggjum-stenen findes 
foruden indskriften en hestefigur, som giver mulighed for arkæologisk date-
ring: 2. halvdel af 600-tallet (jf. f.eks. K. M. Nielsen 1969, s. 18ff). 
Indskriften indeholder 21 af 24tegns futharkens runer, idet der ikke er ek-
sempler på i-, p- og ng-runen:2 
r n i > h [ * F X i > H i i * A H T & n n r %M 
f u t h a r k g w h n i A - - R s t b e m l - o d 
Runerne for h, n og s findes også spejlvendt på stenen. Futharken svarer til 
den, der er benyttet på den senurnordiske blekingskc Stentoften-sten (runolo-
gisk datering: slutningen af 500-tallet - 600-tallet), men har et par nydannelser: 
k-runen og s-runen, som går over i 16tegns rækken. Og som i 16tegns indskrif-
ter benyttes de to a-runer til at udtrykke modsætningen mellem nasaleret og 
ikke-nasaleret udtale. På dette punkt synes Eggjum-indskriften altså at repræ-
sentere et yngre trin end Starup-indskriften. Sprogligt er de på samme udvik-
lingsniveau; Eggjum-stenens ordformer er oldnorske, Starup-stenens old-
danske. 
Med en placering af Starup-indskriften blandt den sene 24tegns futharks ind-
skrifter bliver det måske ældste eksempel på anvendelse af overgangsfuthar-
ken, den tidlige 16tegns futhark, indskriften på det kraniestykke, som blev fun-
det ved udgravningerne i Ribe sommeren 1973. I modsætning til overgangsste-
Om Starup-stenen • 147 
nene kan det dateres arkæologisk. Dateringen er dog ret bred: »700'erne, i alt 
fald - efter fundlaget at dømme - senest fra o. 800« (Moltke 1976, s. 287).3 
Med hensyn til kraniefragmentets runer konstaterer Erik Moltke, at der op-
træder »former, som ikke tilhører det normale vikingetidsalfabet: H h, + A, 
H m« (1973, s. 381). De øvrige stemmer overens med vikingetidsfutharken -
og med Eggjum-runerne, som han ikke nævner. Kun mangler a-runen, idet der 
ikke er eksempler på nasal a-lyd. Til gengæld optræder et tegn, som ikke tilhø-
rer 16tegns futharken: »Ribe-skallen giver det eneste eksempel på bevarelsen 
af den gamle g-rune X . ligesom den blekingske Solvesborg-sten er ene om at 
holde den gamle w-rune i hævd«. Det er dog ikke sikkert, at Solvesborg-ind-
skriften er ristet i 16tegns futharken. Alle runeformerne findes på Eggjum-ste-
nen, og der er ikke noget i indskriften, som med sikkerhed må placere den på 
et yngre trin end Eggjum-indskriften.4 
Indskriften på Ribe-kraniefragmentet er affattet i en 16tegns futhark, hvis 
runeformer allerede er færdigdannede på Eggjum-stenen: 
f u t h a r k h n i A s t b m l R 
Denne række må ifølge Erik Moltke suppleres med 24tegns futharkens g-rune. 
Men runen er ikke sikker. Egentlig ligner den ikke en g-rune mere end en u-
rune (eller en n-rune), og andre, som har beskæftiget sig med indskriften, læser 
runen som et u (jf. N. Å. Nielsen, s. 53-54, sml. Moltke 1985 a, s. 161-162 note 
2, hvor u-runen accepteres som en mulighed). Og da det samtidig er tvivlsomt, 
om w-runen på Solvesborg-stenen optræder i en indskrift i den korte runeræk-
ke, er der ingen ganske sikre eksempler på, at indskrifter af Helnæs-Gørlev-
typen kan have bevaret tegn, som ellers er forsvundet med futharkredukti-
onen. 
De i dag kendte indskrifter må også umiddelbart antyde et skarpt skel mel-
lem den ældre og den yngre runerække, hvad tegnenes antal angår. Futharkre-
duktionen er vel også i det hele taget af en sådan karakter, at det må forekom-
me sandsynligt, at 16tegns futharken er dannet på én gang og ikke resultatet af 
en gradvis udvikling. Og det er i høj grad tænkeligt, at den korte runerække er 
skabt af en enkelt rister eller gruppe af ristere, »en kommission (nedsat af 
Kong Gudfred)« (Moltke 1985 b, s. 32).5 
Mellem Eggjum-runerne og runerne på Ribe-kraniefragmentet ligger beslut-
ningen om at begrænse futharken til 16 tegn. Denne beslutning synes taget i 
Danmark. Der kendes ingen runografisk sikre eksempler på anvendelse af den 
tidlige 16tegns futhark uden for det danske område.6 
Typen er talrigst repræsenteret på Fyn. Og Helnæs-Flemløse-stenene m.fl. 
hører til typens ældste, med bevaring af gamle runeformer ( H h , k A, PI m) 
og sprogformer (f.eks. bevaring af u-stammevokal på Helnæs-stenen: s u n u , 
k u b u - ) . På linie med disse findes i det sydlige Jylland Ribe-kraniefragmen-
tet. Og typens sandsynligvis yngre indskrifter er fortrinsvis placeret øst for Sto-
re Bælt: Gørlev-stenen, Snoldelev-stenen m.fl. 
Denne fordeling er bemærkelsesværdig. Det er den almindelige opfattelse, at 
148 • Mindre bidrag 
16tegns futharken har bredt sig østfra, fra Blekinge, sammen med skikken at 
rejse runestene. Således er overgangstypen ifølge Lis Jacobsen »udgået fra Li-
ster-halvøen og har fulgt vejen Skåne - Sjælland - Fyn - Sønderjylland« (DR 
sp. 1026). Vejen er sikkert den rigtige, men retningen nok den modsatte. Efter 
de overleverede indskrifter at dømme må det være en sandsynligere antagelse, 
at 16tegns futharken er opstået i det sydlige eller sydvestlige Danmark, som har 
de typologisk ældste indskrifter. 
Det er vel sandsynligt, at dannelsen af 16tegns futharken har forbindelse 
med runestensskikkens udbredelse i Danmark. Faktisk lader futharkreduktio-
nen sig lettest forklare ud fra antagelsen af en (begrænset) dansk runestenstra-
dition i 24tegns futharken: Man har arbejdet med 24tegns futharken på sten og 
hér fået ideen til reduktion og simplificering af runerækken (Harry Andersen, 
Anders Bæksted m.fl. jf. senest K.M.Nielsen 1981, s. 109ff m. henvisn.). 
Der synes i Sønderjylland at have foreligget en runestenspraksis i 24tegns 
futharken (Starup-stenen). Og dette sammenholdt med det forhold, at Ribe-
kraniefragmentets indskrift hører til 16tegns futharkens typologisk ældste og 
sikkert ikke i tid ligger langt fra den sene 24tegns futhark, må lede til den slut-
ning, at den korte runerække er dannet i det sydlige Jylland - at dømme efter 
fundforholdene omkring kraniefragmentet - et stykke ind i 700-tallet. 
Litteratur 
Andersen, Harry: 1972 »Om navnet Erik«, Namn och bygd 60, 127-137 
Bencard, Mogens: 1973 »Fundforholdene omkring hjerneskallen med runeind-
skrift«, Sønderjysk Månedsskrift 49. årg. nr. 12, 390-392 
DR = »Danmarks Runeindskrifter« ved Lis Jacobsen og Erik Moltke, 1941-
1942 
Moltke, Erik: 1973 »Et makabert runebrev«, Sønderjysk Månedsskrift 49. årg. 
nr. 12, 377-389 
Moltke, Erik: 1976 »Runerne i Danmark og deres oprindelse«; (1985 a »Runes 
and Their Origin« (revideret udg.)) 
Moltke, Erik: 1985 b »Det yngre runealfabets tilblivelse og spaltning«, Aarbø-
ger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1985 (udg. 1986), 29-37 
Nielsen, Karl Martin: 1969 »Om dateringen af de senurnordiske runeindskrif-
ter, synkopen og 16 tegns futharken«, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 
og Historie 1969,5-51 
Nielsen, Karl Martin: 1981 »Den yngre futhark«, Aarbøger for nordisk Old-
kyndighed og Historie 1981 (udg. 1983), 109-117 
Nielsen, Karl Martin: 1982 »16-tegns futharken og fonologisk teori«, Danske 
Studier 1982, 71-85 
Nielsen, Niels Åge: 1983 »Danske runeindskrifter« 
NlyR = »Norges Innskrifter med de yngre Runer« ved Magnus Olsen, bd. II 
(1951), bd. V(1960) 
Om Starup-stenen • 149 
Noter: 
1. Dette betyder dog ikke, at man, med Erik Moltke, kan slutte, »at (bortset 
fra enkelte stædige ristere) er de indskrifter, som bruger ^ for en a-lyd, 
ældre end 16tegns futharkens dannelse« (1976, s. 129). En påfaldende stor 
del af den tidlige 16tegns futharks indskrifter ville så skyldes »stædige« ri-
stere. Og det forhold, at Snoldelev-stenen og Flemløse-stenen 1 begge har 
både + A og \ a, tyder da også på, at risterne reelt har sidestillet de to 
former, og at det først er relativt sent i Helnæs-Gørlev-perioden, at k bli-
ver tegn for h-lyd. 
2. Ifølge Karl Martin Nielsen viser Eggjum-indskriften, at de tre runer er gået 
af brug (1981, s. 109-110). Dette behøver dog ikke at betyde, at Eggjum-
risteren ikke medregnede dem i futharken. De tre runer har aldrig rigtig 
været i brug uden for futhark-opremsninger. De synes at have været en 
slags alfabetets blinde passagerer, ligesom q og x er det i dag. 
3. Mogens Bencards redegørelse for fundforholdene (1973, s. 390ff) kunne 
tale for en forholdsvis sen datering. Stykket er fundet inden for de øverste 
20 cm af et ca. 80 cm tykt kulturlag, som på basis af glasperler, potteskår og 
mønter henføres til »de sidste tre fjerdedele af 700-årene« (s. 393). Erik 
Moltke bemærker, at »runerne ikke viser tegn på slid« (1973, s. 380). De 
kan således næppe være ridset på kraniestykket længe før det blev tabt (ka-
stet bort?). 
4. Solvesborg-indskriften henføres i DR til Helnæs-Gørlev-gruppen. Andre 
placerer den blandt den sene 24tegns futharks indskrifter (jf. K. M. Nielsen 
1982, s. 82 m. henvisn.). Karl Martin Nielsen kommenterer indskriften så-
ledes: »Den er ikke ristet med 16 tegns futharken, men har ortografiske 
overensstemmelser med denne«. Den har erstattet d-runen med th-runen: 
w a b i og t-runen: a s m u t. Tilsvarende har Eggjum-indskriften (der har 
bevaret d-runen) et eksempel på t for d-lyd: 1 a t (og k for g-lyd: f o k I). 
5. Ifølge Erik Moltke er normalfutharken (med k h og Y , ? m) dannet ca. 
800 direkte ud fra en »masse varianter« af 24tegns rækken (s. 32-34). Såle-
des kommer både Eggjum-runerne og Helnæs-Flemløse-runerne til at re-
præsentere »overgangsstadiet mellem 24tegns og 16tegns futharken« (s. 
30). Hermed sløres imidlertid det typologisk afgørende skel mellem Egg-
jum-indskriften og Helnæs-Flemløse-indskrifterne m.fl. De sidste er 
16tegns indskrifter. Der er intet, der tyder på, at risterne har haft en rune-
række på mere end 16 tegn til deres disposition (men for enkelte tegns ved-
kommende har de benyttet ældre former end Gørlev-futharkens). 
6. To norske indskrifter, Strand og Valby, har været nævnt som eksempler på 
anvendelse af den tidlige 16tegns futhark (NlyR V, s. 2-3 og II, s. 175). 
Men Strand-indskriften kan være i den sene 24tegns futhark, Eggjum-ty-
pen (jf. K. M. Nielsen 1969, s. 24). Og Valby-indskriftens eksempel på be-
varing af R efter dental: a u a r b R er ikke afgørende, idet tilsvarende 
former findes i tidlige indskrifter i stutrunefutharken (f.eks. Rok: h i s t R), 
som almindeligvis anses som sekundær i forhold til den danske vikingetids-
futhark (jf. dog K. M. Nielsen 1981, s. 11 lff, herimod Moltke 1985b, s. 34-
35). 
150 • Mindre bidrag 
To svenske indskrifter, Ravsal og Skee, kan minde om de tidlige danske 
stenindskrifter, men er ikke sikre eksempler på anvendelse af den tidlige 
16tegns futhark (jf. K. M. Nielsen 1981, s. 113 m. henvisn.). 
CarlJørgen Nielsen 
Oksby-hjortetak. En ny runeindskrift og et hidtil ukendt 
mandsnavn. 
Et af de seneste runefund i Danmark har en ejendommelig fundhistorie. Det er 
en lille smukt forarbejdet genstand af hjortetak, som i april 1989 blev fundet 
skyllet i land på Hvidbjerg strand i Blåvand kommune i Oksby sogn. Finderen 
indleverede den til Esbjerg museum, hvorfra den gik videre til Nationalmuseet. 
Den er som alle runegenstande danefæ. 
Takken måler ca. 13 x 2,5 x 1,8 cm., den er lige afskåret i den ene ende, 
afrundet i den anden, der er smallere (1,5 cm), stykket er imidlertid bredest på 
midten. Takken er savet igennem, så den er flad og glat på den ene side, mens 
de tre andre sider - to smalle sideflader og en hvælvet overside - er dækket af et 
mønster af tætsiddende, smukt og præcist udførte koncentriske cirkler i fem 
rækker. På midten af stykket er der boret et hul tværs igennem, med en diame-
ter på 5-7 mm, størst på den glatte side. Hullet sidder midt i den midterste ræk-
ke af cirkler, og der findes en mørkfarvning omkring det. 
Runeindskriften er anbragt på en glat flade for enden af den ene af de tre 
cirkelrækker på oversiden. Det er tydeligt, at cirkelmønsteret var lavet, før ru-
nerne blev ristet, der var ikke megen plads til overs til de syv runer, et indled-
ningstegn, et topunkts-skilletegn og muligvis et lille afsluttende punkt, de to 
sidste runer er således kun halvt så høje (3 mm) som de første. Overfladens 
struktur og præget af slid gør det vanskeligt at afgøre, om det sidste punkt er 
tilsigtet, men det ligner skilletegnets punkter. I så fald tyder det på, at indskrif-
ten er fuldstændig. 
Takken synes mest slidt i den spidse ende med runerne; det kunne se ud, som 
om man har holdt den ind i hånden i et overhåndsgreb, men det er vanskeligt at 
afgøre, hvad den har været brugt til. Den ligner nærmest et håndtag til et lille 
redskab; men man har også gættet på, at den kunne være et lille hammerhoved. 
Gennemboringen er så lille i diameter, at der ikke kan have siddet en tyk stok, 
det kan derfor ikke have været fx. et krykkehåndtag, som man har foreslået for 
den såkaldte Klim-taks vedkommende (Liebgott 1975, s. 10-15). Den tak med 
runer, der er fundet i Skarp-Salling, har kun hul på den ene side og opfattes 
som et håndtag (DR 141), og Kalundborg-takken med en latinsk runeindskrift 
har intet hul (Holleufer og Stoklund 1985, s. 4-7, Stoklund 1987, s. 195-198). 
Indskriften kan gengives: 
x t u l k r : r i • 
Den sidste rune må betegnes som lidt usikker, den næstsidste må være r, den 
øverste del af bistaven med det karakteristiske knæk ses tydeligt, skønt ne-
derste del er skadet. 


Danish

Om Starup-stenen, Ribe-kraniestykket og dannelsen af den korte runerække

Marie Stoklund om runeindskrift i Oksby-hjortetak

Stoklund, Marie

150 • Mindre bidrag 
To svenske indskrifter, Ravsal og Skee, kan minde om de tidlige danske 
stenindskrifter, men er ikke sikre eksempler på anvendelse af den tidlige 
16tegns futhark (jf. K. M. Nielsen 1981, s. 113 m. henvisn.). 
CarlJørgen Nielsen 
Oksby-hjortetak. En ny runeindskrift og et hidtil ukendt 
mandsnavn. 
Et af de seneste runefund i Danmark har en ejendommelig fundhistorie. Det er 
en lille smukt forarbejdet genstand af hjortetak, som i april 1989 blev fundet 
skyllet i land på Hvidbjerg strand i Blåvand kommune i Oksby sogn. Finderen 
indleverede den til Esbjerg museum, hvorfra den gik videre til Nationalmuseet. 
Den er som alle runegenstande danefæ. 
Takken måler ca. 13 x 2,5 x 1,8 cm., den er lige afskåret i den ene ende, 
afrundet i den anden, der er smallere (1,5 cm), stykket er imidlertid bredest på 
midten. Takken er savet igennem, så den er flad og glat på den ene side, mens 
de tre andre sider - to smalle sideflader og en hvælvet overside - er dækket af et 
mønster af tætsiddende, smukt og præcist udførte koncentriske cirkler i fem 
rækker. På midten af stykket er der boret et hul tværs igennem, med en diame-
ter på 5-7 mm, størst på den glatte side. Hullet sidder midt i den midterste ræk-
ke af cirkler, og der findes en mørkfarvning omkring det. 
Runeindskriften er anbragt på en glat flade for enden af den ene af de tre 
cirkelrækker på oversiden. Det er tydeligt, at cirkelmønsteret var lavet, før ru-
nerne blev ristet, der var ikke megen plads til overs til de syv runer, et indled-
ningstegn, et topunkts-skilletegn og muligvis et lille afsluttende punkt, de to 
sidste runer er således kun halvt så høje (3 mm) som de første. Overfladens 
struktur og præget af slid gør det vanskeligt at afgøre, om det sidste punkt er 
tilsigtet, men det ligner skilletegnets punkter. I så fald tyder det på, at indskrif-
ten er fuldstændig. 
Takken synes mest slidt i den spidse ende med runerne; det kunne se ud, som 
om man har holdt den ind i hånden i et overhåndsgreb, men det er vanskeligt at 
afgøre, hvad den har været brugt til. Den ligner nærmest et håndtag til et lille 
redskab; men man har også gættet på, at den kunne være et lille hammerhoved. 
Gennemboringen er så lille i diameter, at der ikke kan have siddet en tyk stok, 
det kan derfor ikke have været fx. et krykkehåndtag, som man har foreslået for 
den såkaldte Klim-taks vedkommende (Liebgott 1975, s. 10-15). Den tak med 
runer, der er fundet i Skarp-Salling, har kun hul på den ene side og opfattes 
som et håndtag (DR 141), og Kalundborg-takken med en latinsk runeindskrift 
har intet hul (Holleufer og Stoklund 1985, s. 4-7, Stoklund 1987, s. 195-198). 
Indskriften kan gengives: 
x t u l k r : r i • 
Den sidste rune må betegnes som lidt usikker, den næstsidste må være r, den 
øverste del af bistaven med det karakteristiske knæk ses tydeligt, skønt ne-
derste del er skadet. 
Oksby-hjortetak • 151 
^ ' © • ' 3 'ro ''v'"£?%: *v ® -®^-
Fig. 1. Den smukt forarbejdede hjortetak fra Oksby, 13 x 2,5 x 1,8 cm. Nati-
onalmuseet fot. 
Man bemærker den ensidige t-rune, som tyder på, at indskriften er middelal-
derlig. Den kan dog også opfattes som en kortkvistrune, og i så fald kan ind-
skriften være fra vikingetid og eventuelt norsk (eller svensk). Der er brugt r, 
fc , i tulkr, ikke R, i ; dette er karakteristisk for middelalderindskrifterne ge-
nerelt; men der sker i norsk en særlig tidlig udvikling og brug af r for R, derfor 
må fx. Elisenhof kammen, som arkæologisk dateres så tidligt som til 800-tallet, 
med kortkvistruneindskriften kqbr, kqmbr, »kam«, anses for at være norsk 
(Moltke 1985, s. 370, 371, 389; Nielsen 1983, s. 3). Det er vanskeligt at vide, 
hvor Oksby-takken kommer fra, ligesom der ikke er sikre holdepunkter for en 
bestemmelse til vikingetid eller middelalder, skønt middelalderdateringen for-
mentlig er den mest sandsynlige, bl.a. på grund af det lille begyndelseskryds. 
Opdelingen med et skilletegn efter rune 5 gør det sandsynligt, at tulkr er et 
mandsnavn i nominativ efterfulgt af et verbum, ri for risti (eller rist), »ristede«. 
Det er nærliggende at sammenligne med en nyfundet middelalderindskrift på 
en sandstenskvader fra Fjelie kirke i Skåne med indskriften: olaf.ri, »Olaf ri-
(stede)« (Stoklund 1990). Det kan være et tegn på indskriftens ælde, at nomi-
nativsendelsen er bevaret i tulkr modsat olaf, men behøver ikke at være det, da 
nominativs-r (gerne uden støttevokal) meget ofte ses i mandsnavne i middelal-
derens runeindskrifter, skønt den endelsesløse form i navneordene i øvrigt do-
minerer i de maskuline a-, i- og u-stammer, fx. i det ældste håndskrift af Skån-
ske Lov, B 74, fra o. 1250 (Bjerrum 1966, s. 7 m. henvisninger, 33-36). 
T P\ T y k kan opfattes som Tulkr; men det er som nævnt vanskeligt at datere 
Oksby-indskriften. Hvis det er en tidlig indskrift (fra vikingetid eller begynden-
de middelalder), er det muligt at tolke det som Dolgr, Dolkr (mens Tolgr, 
152 • Mindre bidrag 
* \ 
Fig. 2. Indskriften, 
museet fot. 
t u l k r : r i Runerne er 3-6 mm høje. National-
Dylgr, Dølgr næppe er realistiske muligheder). Dolgr findes i vestnordisk som 
dværgenavn o. lg., det kan betegne 'fjende' og 'Væsener, der ere af anden Na-
tur eller føre en anden Tilværelse end de almindelige Menneskers' - djævle, 
trolde, gengangere (Fritzner 1886, s. 249), jf. dolg, 'fjendskab, kamp' og sam-
mensætninger. En anden mulighed kunne måske være at knytte til personbe-
tegnelsen dolk, som i ældre dansk og norsk kan betegne en 'klodset eller ube-
høvlet person', 'klump, klodset, doven person', vi kender det stadig i sammen-
sætningen ædedolk (ODS 1921, s. 845, Nielsen 1966, s. 472). Det kunne mulig-
vis tænkes som personnavn. Af ukendt oprindelse er den forældede betegnelse 
for strandhjejlen, dolk eller dolke, mens dolk (= kniv) synes at være et sent 
lån. 
Da Oksby-indskriften snarest er en middelalderindskrift, er Tulkr dog den 
mest sandsynlige transkription. Det er ganske vist ukendt som personnavn i 
dansk; men det er muligt at knytte det til kendt ordstof. Nydansk tolk er en 
nærliggende mulighed, det er et låneord (fra slavisk); men der er lidt uenighed 
om, hvornår det kom ind i sproget, det findes i oldislandsk-oldnorsk i formen 
tulkr, som kan betegne 'tolk, mellemmand, talsmand' (jf. Fritzner 1896, s. 
729); men i dansk og svensk synes o-formen at dominere. Da de danske mid-
delalder-runeindskrifter i reglen skelner mellem i , o, og [\, u, ville man for så 
vidt vente, at o-runen var brugt. 
En anden, måske mere sandsynlig mulighed, er at knytte navnet til målered-
skabet, en tolk, som ganske vist i ODS anses for at være et ret sent hollandsk 
Oksby-hjortetak • 153 
Fig. 3. Den svenske runolog Elisabeth Svardstroms tegning af det redskab, 
hun mener er en tolk (Vg 240). Den er 23,6 lang og 2,8 bred, fundet i 
Lodose og dateret til o. 1300. Den bærer indskrifterne erikus a mik og 
gihorp. Her gengivet efter Fig. 355 i Sveriges Runinskrifter V. Vaster-
gotlands Runinskrifter I. 
lån (1948, sp. 133); men som af andre forskere anses for at være et arveord. 
Senest har Svante Strandberg beskæftiget sig hermed, idet han har påvist et 
hidtil ukendt mandsnavn, "Tolke, i middelalderlige stednavne som Tolkathorp 
i Småland, Tolkæbol i Skåne og et senere overleveret Tolkatorp i Soderman-
land (Strandberg 1989, - jeg vil gerne takke Lena Peterson og Svante Strand-
berg for henvisning hertil). Skønt Strandberg er tilbøjelig til at opfatte *Tolke 
som en hypokoristisk dannelse til et sammensat navn med Thor- som førsteled, 
overvejer han både stillingsbetegnelsen, tolk, som er belagt som tilnavn (s. 375, 
378) og måleredskabet, (samt fuglenavnet, tolk, for 'rødben' i svensk og dialek-
talt i dansk, der dog anses for mindre sandsynligt, det sammenstilles i ODS 
med et oprindeligt ve-stolk, oldn. stelkr (1948, sp. 134)). 
Strandberg regner med muligheden af et gammelt hjemligt ord, ældre forn-
svensk *tulker, "tolker - urnordisk 'tulkaR, *tolkaR med betydningen 'pind, 
kæp' o.lg. (s. 377, 379), samtidig med at tolk i mere speciel, faglig betydning 
kan være indlånt senere. Som det fremgår hos Strandberg, synes der at være en 
vis spredning både med hensyn til, hvad det er for et redskab, og hvad det bru-
ges til: fx. 'kile, tommestok, målepind, lille cylinder' eller 'prøvedorn'. Det kan 
tilføjes, at Elisabeth Svardstrom har formodet, at et runefund fra Lbdose (med 
indskriften: erikus a mik og gihorj).. »E. ejer mig« og »gjord«) er en tolk, »ett 
icke stållbart måtverktyg for kontroll av arbetsstyekets matt«, brugt til at afsæt-
te mål på fx. remme eller tøndestaver. Genstanden er arkæologisk dateret til o. 
154 • Mindre bidrag 
1300, den er 23,6 lang, 2,8 bred med forskellige indskæringer. Et lignende red-
skab er fundet i Ribe (Svardstrom 1964, 1965, 1970, s. 450-452, 1982, s. 8-11). 
Det er næppe muligt at opfatte selve Oksby-takken som en tolk, - også det, 
at der står ri, »ristede« (?), efter tulkr gør, at der ikke kan være tale om en 
genstand, der nævner sig selv, (som er en ret almindelig indskrifttype). Tulkr 
må være et personnavn. Det er imidlertid nærliggende, at dette 'tolk' har kun-
net bruges som personbetegnelse - Strandberg nævner et eksempel fra 1600-
tallet, en lyten tolck (s. 379), og det er sandsynligt, at det har kunnet blive et 
navn. Tolk i betydningen 'pind, målepind, kæp' og lignende, synes at have bå-
de o- og u-former, derfor forekommer sammenstillingen af Tulkr hermed mere 
sandsynlig end med stillings-, personbetegnelsen, hvor o-formerne synes at do-
minere i østnordisk. Det er muligt, at også "Tolke hører hjemme i denne sam-
menhæng, navneformen (in) tolkathorpe (fra perioden 1351-1378, Strandberg 
s. 375 m. henvisn.) med th- for oprindeligt /p/ i thorpe : t- i tolka kunne måske 
tale mod at aflede *Tolke af en 77iør-sammensætning, som Strandberg fore-
trækker. 
Det er som nævnt vanskeligt at datere Oksby-takken ud fra andet end runo-
logiske kriterier. Det er mest sandsynligt, at det er en middelalder-indskrift: 
x t u l k r : r i • »Tulkr ri(stede)« 
Dermed har vi fået belæg på et i Danmark hidtil ukendt mandsnavn, som må-
ske kan sættes i forbindelse med redskabsnavnet, tolk. Ordet er i så fald ældre i 
dansk end antaget i ODS (1948, sp. 133) og har haft en mere oprindelig, gene-
rel betydning: 'kæp, pind, målepind', som også kan have været brugt om et red-
skab som det, der er fundet i Lodose og Ribe. 
Litteratur 
Bjerrum, Anders 1966. Grammatik over Skånske Lov efter B 74. København. 
DR. Danmarks Runeindskrifter /-//, udg. af Lis Jacobsen og Erik Moltke un-
der medvirkning af Anders Bæksted og Karl Martin Nielsen. København 
1941-42. 
Fritzner, Johan 1886-96. Ordbog over det gamle norske sprog2 I-HI. Kristiania. 
IV ved Finn Hødnebø. Oslo 1972. 
Holleufer, Lars og Stoklund, Marie 1985. Runegåde. Skalk 1985 Nr. 3, s. 4-7. 
Højbjerg. 
Liebgott, Niels-Knud 1975. Ornamentalt tilbageblik. Skalk 1975 Nr. 5, s. 10-
15. Højbjerg. 
Moltke, Erik 1985. Runes and Their Origin, Denmark and Elsewhere. Køben-
havn. 
Nielsen, Karl Martin 1983. To runologiske bidrag. II. Ållekopinge runesten. 
Arkiv for nordisk filologi 98, s. 1-3, Lund. 
Nielsen, Niels Åge 1966. Dansk Etymologisk Ordbog' København. 
ODS. Ordbog over det danske Sprog I-XXVIII. København 1919-56. 
Om ubetydeligheder • 155 
Stoklund, Marie 1987. Runefund. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Hi-
storie 1986, s. 189-211. København. 
- 1990. Runfynd 1988. Fornvannen 85. 1990, i trykken. Stockholm. 
Strandberg, Svante 1989. Mansnamnet 'Tolke. Studia onomastica. Festskrift 
till Thorsten Andersson den 23 februari 1989. s. 375-382, Stockholm. 
Svardstrom, Elisabeth 1964. Erik tunnbindares tolk. Fornvannen 59, s. 115-
128. Stockholm. 
- 1965. Medeltida måttolkar. Ett nytt belagg. Fornvannen 60, s. 80-82. Stock-
holm. 
- 1970. Sveriges runinskrifter V. Våstergotlands runinskrifter I, H. 5. Stock-
holm. 
- 1982. Runfynden i Gamla Lodose. Lodose - vest-svensk medeltidsstad IV: 5. 
KVHAA Stockholm. 
Marie Stoklund 
Om ubetydeligheder 
I indledningen til sin udgave af Charlotte Dorothea Biehls Mit ubetydelige Lev-
nets Løb skriver Marianne Alcnius: »Kender man bare lidt til dansk kulturliv i 
anden halvdel af det 18. århundrede, er man stødt på hendes navn og må studse 
over at se det knyttet til den beskedne titel »Mit ubetydelige Levnets Løb«. 
Kender man også noget til Biehls egne skrifter, gætter man på, at titlen ikke 
skal tages for pålydende«.' 
Da udgaven vistnok i øvrigt ikke indeholder noget forsøg på at fortolke vær-
kets titel, kunne man her gøre sig et par overvejelser desangående. Sagen er 
nemlig formentlig den, at Biehl med den valgte titel ikke bare gennemfører et 
koket og dobbelttydigt spil imellem selvfølelse og ydmyghed, men at hun ved 
valget af titel leger med på en gammel leg, som er af central betydning for selve 
genrebestemmelsen af hendes erindringsværk - og for dets tilhørsforhold til en 
bestemt litterær periode. 
Som man vil vide, er værket skrevet til og tilegnet forfatterens mange år yng-
re ven, hofmarchal Johan Biilow, det har karakter af et langt brev til ham, og 
det indledes med et tilegnelsesdigt, der lyder således: 
Dit Ønske er en Lov for mig, 
Naar Venskabs blide Stemme byder, 
Mit ømme Hierte villig Lyder, 
I Barmen slaaer det kun for Dig. 
Forunderlige Hændelser, 
Som Siel og Hierte heftig rører, 
Og snart til Graad, snart Rædsel fører, 
Maae du ei tro at finde her. 


Oksby-hjortetak. En ny runeindskrift og et hidtil ukendt mandsnavn.

Morten Axboe om Frejas smykke Brísingamen

Axboe, Morten

Brísingamen:  - også et arkæologisk problem

Hans Jacob Iversen giver supplerende registrant over bibelstoffet i Blichers »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog

Iversen, Hans J.

Supplerende registrant over bibelstoffet i Blichers »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog«

Erik Sønderholm om Christian Falsters Juvenaloversættelse

Sønderholm, Erik

Om Christian Falsters Juvenaloversættelse

Harry Andersen om Johannes V. Jensen »Dyrlægens Minde«

Andersen, Harry

132 • Mindre bidrag 
Til Johannes V. Jensen 
»Dyrlægens Minde« 
Den femte strofe i Johannes V. Jensens digt »Dyrlægens Minde« (fra 1924) lyder således: 
1 al Slags Vejr, med liden Ro, 
naar kværksyg Hest, forfangen Ko 
hans Hjælp paakaldte, ud han drog. 
Og Vejret ham med Svøber slog. 
(»Verdens Lys. Nye Digte« (1926 p. 34)' 
Udtrykket »med liden Ro« fører en usøgt hen til den første strofe i Poul Møllers »St. Lauren-
tius« (skrevet 1817-18): 
Bonden beder med liden Ro, 
Naar Regnen slaar paa hans Hue; 
Naar Taaen er kold og Ryggen vaad, 
Kun lidet hans Tanker due.1 
Jeg tror ikke at der kan være tvivl om, at Johannes V. Jensen - måske ubevidst - har hentet 
udtrykket »med liden Ro« fra Poul Møllers digt. Det er ordet liden som er det afgørende. Jeg 
har ikke fundet dette udtryk citeret i »Ordbog over det danske sprog« - hverken under liden 
eller under Ro. I begge strofer hører vi om vejret. Det giver yderligere de to strofer affinitet 
til hinanden. 
I »Æstetik og Udvikling. Efterskrift til Den lange Rejse« (1923) omtaler Johannes V. Jen-
sen Poul Møller i afsnittet »Naturmennesket i Litteraturen« (p. 69 ff.). Digteren skriver: »I 
Tiden efter Oehlenschlåger er der kun to der har gjort Indtryk paa mig af at have bidraget 
til Menneskets Placering i Naturen: H.C. Andersen og Poul Møller« (p. 69). Johannes V. 
Jensen skriver om Poul Møller: »han rejste, nærmede sig Naturmennesket ogsaa geogra-
fisk... Ikke desto mindre har han paa et Sted direkte været inde i Midten af Temaet, kun en 
Berøring, men fuldstændig rigtig sigtet, i det mærkelige lille Digt der hedder Længsel, kun 
to Strofer, først for ganske nylig er jeg bleven opmærksom paa det« (smst.). Digtet citeres 
(p. 70). Johannes V. Jensen spørger: hvorfor kaldes digtet for »Længsel«. Havde døden ikke 
indhentet Poul Møller »saa kunde han have fyldestgjort denne Længsel, der er vor Races dy-
best iboende Trang til at rekonstruere sig som Art med fuld Livsbevidsthed om den Natur og 
den Forhistorie hvoraf vi er fremgaaet« (p. 70 f).4 
I Oehlenschlågers fortælling »Eremiten« fra november 1813 (trykt i »Digtninger. II« 
(1813) findes et digt. Det hedder i første strofe »Jeg har kun liden Ro,/Jeg slider mine Skoe« 
(se f.eks. Oehlenschlågers »Poetiske Skrifter«. I Udvalg ved A. Boysen. XV (1899) p. 257). 
Poul Møllers digt blev trykt første gang i nytårsgaven »Iris« (1819). Det er ikke usandsynligt 
at Poul Møller har lånt udtrykket »med liden Ro« fra Oehlenschlåger. 
Hamlet igen - og igen -133 
Noter 
1. Se f.eks., også Johannes V. Jensen »Digte« (1954) p. 166. 
2. Se. f.eks. Poul Møller (»Udvalgte Skrifter. I« (1895), ved Vilh. Andersen, p. 15. 
3. ODS XXII (1944) har i artiklen I. Svøbe: om piskende blæst ell. nedbør. Her citeres 
bl.a. Knud Rasmussen »Under Nordenvindens Svøbe (1906), bogtitel (1368). Johan-
nes V. Jensen har i »Bræen« (1908): »Nordenvinden med sin kolde Svøbe« (p. 12) og 
»Nordenvinden suser bagved dem over Passet med sin lange, kolde Svøbe« (p. 19). Se 
min afhandling »Bræen«. (i Ord och Bild« 1959), optrykt i min bog »Afhandlinger om 
Johannes V. Jensen« (1982). Sep. 182. Her citerer jeg ikke »Dyrlægens Minde«. Det 
burde jeg have gjort. Tænk om man havde en ordbog over Johannes V. Jensens sprog. 
Hvilket skatkammer det ville blive. Man havde gerne set svøbe citeret fra »Bræen« og 
»Dyrlægens Minde«. 
4. Vilh. Andersen skriver i indledningen til digtet »Længsel« (i »Udvalgte Skrifter. I« p. 
89 f.): »I Aforismerne fra denne Tid, da Poul Møller havde sine fjendtlige Berøringer 
med Hovedstadens kvindelige Intelligens, udtaler han oftere sin primitive Naturs Uvil-
je ved det moderne Kulturlivs Fordringer, som det var ham en Overvindelse at skulle 
opfylde. Nedenstaaende halvt humoristiske Længselssuk efter de gamle Tider, der er 
af en noget grundigere Beskaffenhed end de dannede romantiske Sværmerier, findes 
indskrevet mellem Strøtankerne fra disse Aar og er optaget 2. Udgave af Eftel. Skr.«. 
Jeg ved ikke hvor Johannes V. Jensen har fundet Poul Møllers »længselssuk«. Jeg ved 
ikke om han har kendt Vilh. Andersens meget smukke udgave af Poul Møllers skrifter 
i udvalg. 
Harry Andersen 
Hamlet igen - og igen 
Saxo skrev en god historie. Shakespeare gjorde den bedre. 
Begge dele er blevet gransket af forskere gennem generationer. Deres produktion af notit-
ser, diskussioner, artikler, bøger, er endeløs. 
Og Amleths kværn maler videre. 
De sidste otte år har høstudbyttet været særlig rigt. 
For at kanalisere en del af produktionen har universitetet i New Delhi påtaget sig at udsen-
de et særligt tidsskrift, under redaktion af Professor R.W. Desai, HAMLET STUDIES. An 
International journal of Research. I 1981 udkom vol. 3. (Endnu ikke i vore biblioteker). 
Cay Dollerups bog fra 1975 om Danmark, Hamlet og Shakespeare er siden da blevet ivrigt 
benyttet og har imødekommet et savn. Hr. Dollerup (trods fornavnet er det altså en mand) 
er født 1939 og universitetslektor i København, velbevandret i Elizabeth-periodens engelske 
dramatik. Bogen gennemgår diskussionerne om de danske træk i »Hamlet«. Det er blot en 
enkelt side af stykkets problemer. Og så kunne man tro, det var nemt gjort. Men nej, det må 
have været et hårdt og stædigt detektivarbejde at opspore og registrere hvad der er påstået 
om det og det i tidens løb i diverse publikationer. Og derefter at finde kontrolmidler i de kil-
der vi har til rådighed for perioden 1580-1603. Bibliografien opregner 250 titler. 


Til Johannes V. Jensen »Dyrlægens Minde«

Formålet med denne afhandling er at foreslå og argumentere for en bestemmelse af begrebet og termen kliché, brugt om sprogligt-stilistiske fænomener

Hansen, Erik

Den sproglige Kliché:  En studie i pragmatisk stilistik

Knud Sørensen om engelske betydningslån i moderne dansk

Sørensen, Knud

134 • Mindre bidrag 
Noter 
(1) »Festskrift udgivet af Københavns Universitet til minde om Kong Frederik IX 
11. marts 1972«. (2) Henvisningen er til »Danskere« (1896). Se 2. udgave (1972) 
p. 50: Buris låner J. P. Jacobsens bøger af frøken Nina, »Ham sværmede de for 
begge to, og ude mellem Stikkelsbærbuskene drøftede de »Niels Lyhne« og de-
klamerede »Kender Du Pan?««. (3) Se note 30 p. 182 i min bog. Jeg gør der op-
mærksom på at »Ordbog over det danske sprog« ikke har Madame Odéro og 
Madame d'Ora i artiklen Madame XIII (1932), 732. (4) Se Leif Nedergaards bog 
p. 54 f. I værk-registret henviser Leif Nedergaard ikke til »To Billeder«. De 
to prosaskitser behandles af Oluf Friis i hans store værk »Den unge Johannes V. 
Jensen 1893-1902. I. 1873-1898« (1974) p. 176 f. »Madame Dubois« (der er 
uden litterær værdi) er »en lille skrækhistorie, en conle critel, en genre, som 
hørte til tidens avis- og bladstof« (p. 177). 
Harry Andersen. 
Om engelske betydningslån i moderne dansk 
Det er velkendt, at dansk navnlig i tiden efter Anden Verdenskrig har optaget 
en mængde låneord fra engelsk; disse direkte lån, som cartoon, fairness, research, 
striptease, talk-show etc, påkalder sig som regel umiddelbart opmærksomheden 
ved deres fremmedprægede form. I en del andre tilfælde er de engelske lån 
blevet tillempet til dansk bøjning og stavemåde: additiv (fra additive), elektorat 
(fra electorate, 'vælgermassen'), faktuel (fra factual), hooliganisme (fra hooligan-
ism) og implementere (fra implement); men de nævnte og lignende eksempler er 
vel endnu, selv i deres fordanskede former, så påfaldende, at de røber deres 
udenlandske herkomst: sprogbrugeren er klar over, at de er fremmed gods. 
Anderledes forholder det sig med mange oversættelses- og betydningslån fra 
engelsk. Kun den, der har et godt kendskab til engelsk, er i stand til at spore 
sådanne låns oprindelse. Ved oversættelseslån forstås her sammensatte ord, i 
hvilke hvert af leddene gengiver et engelsk ord: frynsegoder (af jringe benefits), 
og om betydningslån taler vi, når et ord, der i forvejen findes på dansk, mod-
tager en ny betydning fra de tilsvarende engelske ord, fx. paraply- = 'fælles-' 
som i paraplyorganisation. Da det ikke altid er let at holde disse to typer ude 
fra hinanden, behandles de her sammen. 
Måske er det på sin plads kort at omtale de kilder, hvorfra de i det følgende 
anførte eksempler er taget, og i den forbindelse at anføre et principielt syns-
punkt på sådanne eksemplers status. De stammer for de flestes vedkommende 
fra aviser og tidsskrifter, og det drejer sig ofte om artikler eller telegrammer, 
for hvilke der ligger en engelsksproget kilde til grund. I registreringsøjeblikket 
kan man komme i tvivl om, hvordan afvigelser fra normal dansk sprogbrug 
skal opfattes: er det fejloversættelser, eller repræsenterer de den potentielle 
begyndelse til en ny sprogbrug? Regulære fejloversættelser kan naturligvis fore-
komme: en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten (2.2.77, 5,3) omtalte nogle 
»sadistiske mænd fra NCO«, hvad der ud fra den danske læsers synspunkt 
måtte forekomme meningsløst. En forespørgsel til redaktionen bekræftede mis-
tanken om, at det var den engelske forkortelse NCO (= non-commissioned 
Om engelsk betydningslån i moderne dansk • 135 
officer, 'underofficer'), som spøgte uoversat i den danske tekst. Men i al-
mindelighed forekommer det rimeligst at betragte engelskinspirerede afvigelser 
fra normalt dansk som potentielle nydannelser. Ganske vist er det klart, at to-tre 
'fejloversættelser' af et engelsk ord eller udtryk ikke nødvendigvis knæsætter 
en sproglig nydannelse; men i registreringsøjeblikket kan man ikke vide noget 
om en sådan nydannelses videre skæbne. Principielt må den imidlertid være af 
interesse, og kun tiden kan vise, om det er en døgnflue eller en levedygtig 
nydannelse. Lad et par eksempler belyse en sikker og en sandsynlig døgnflues 
begrænsede liv. 
Den sikre døgnflue er ordet bagmand i betydningen 'back'. ODS (bind 1, 1918— 
19, sp. 1039) har to eksempler herpå, begge fra 1901, og i en tid, da pressen 
jævnlig indeholder omtale af bagmandspolitiet, er det åbenbart, at en genopli-
velse af ordets sportslige betydning er udelukket. Den sandsynlige døgnflue er 
ordet gulvpris, som jeg har registreret nogle gange i 1975, men ikke senere, fx 
Han foreslog, at forbrugerlandene skulle enes om en fælles 'gulvpris' for 
importeret olie . . . Politiken 4.2.75, 2,2. 
Det oversætter jloor price, som betyder 'minimumspris, bundpris', og meget ty-
der på, at gulvpris allerede har udspillet sin rolle. Men derfor er ordets opduk-
ken alligevel af principiel interesse, dels fordi det vidner om, hvor hurtigt et 
nydannet engelsk udtryk kan omplantes til dansk, dels fordi det aldrig kan vides 
med sikkerhed, om det omplantede udtryk alligevel har en fremtid for sig. 
Hvilke semantiske områder er særlig udsat for påvirkning fra engelsk? Der op-
træder mange eksempler fra politik, økonomi og kulturelle forhold i alminde-
lighed, men derudover er en præcisering vanskelig. Derimod er det muligt at 
indkredse visse typer af semantiske ændringer, og det skal forsøges nedenfor. 
En typisk semantisk udvikling kan illustreres af ordet bank. Det optræder tit 
som andetled i sammensætninger som blodbank « blood bank), databank 
« data bank) og sædbank (< sperm bank). Den semantiske udvikling går fra 
'pengeinstitut' over '(banks) pengebeholdning' til 'forråd (af nærmere angivne 
ting)', altså en generalisering. Hvor selvstændigt ordet er i sin nye betydning -
i øvrigt både på engelsk og på dansk -, ses af, at det kan forekomme som 
simplex med efterstillet nærmere angivelse: 
Vi er nok et højt udviklet land, med en betydelig bank af uddannelse, vi-
den, men vi er også et meget forkælet folk . . . Jyllands-Posten 11.1.76, 
49,2. 
En lignende udvikling har pakke 'samlet gruppe' « package) gennemløbet. Man 
kan finde omtale af Kissingers fredspakke og af investerings- og lånepakker 
som i: 
Nordirske embedsmænd praler med, at de tilbyder den bedste investerings-
pakke i hele Vesteuropa . . . Undersøgelsen fastslog, at Nordirland i alle 
henseender tilbyder den bedste pakke af »opmuntringer«. Aarhuus Stifts-
tidende 20.12.76, 18,5-6. 
136 • Mindre bidrag 
Ofte har der været tale om såkaldte lånepakker, hvor lånene er delt op på 
»underlån« . . . Pakken bestod af 5 lån . . . Nyt fra Handelsbanken, decem-
ber 1976, s. 8. 
Som produktivt andetled har -rate i betydningen 'størrelse, procent' (engelsk rate) 
fået stigende udbredelse i de senere år. Vækstrate er nok den mest etablerede 
sammensætning, men derudover finder vi dødsrate, fødselsrate, fragtrate, infla-
tionsrate, produktivitetsrate og profitrate. Et par eksempler, hvoraf det sidste 
har rate som simplex: 
Dødsraten for lungekræft . . . Jyllands-Posten 26.12.76, 30,5. 
Eksportvognmænds fragtrate 10 pet. op . . . Eksportvognmændene har for-
højet deres rater med 10 pet. . . . Jyllands-Posten 13.9.76, 13,6. 
Om disse substantiver gælder det, at de opviser en større eller mindre grad af 
formel lighed med de tilsvarende engelske ord, og denne omstændighed har nok 
spillet en rolle for deres betydningsudvikling. Tilsvarende forholder det sig med 
engelsk gap og dansk gab: standardgengivelsen af fx credibility gap er ganske 
vist troværdighedskløft (eller tillidskløft), men i andre tilfælde spiller den for-
melle lighed ind: 
Jeg tror desværre ikke, at toldafviklingen er i stand til at bygge bro over 
det gab, der er opstået mellem danske og tyske lønninger. Aarhuus Stifts-
tidendes søndagstillæg 2.1.77, 5. 
. . . det voksende gab mellem rig og fattig . . . Tva 3.1.77 kl. 19.30. 
Det kan formodes, at samme faktor ligger bag den vist forholdsvis nye brug af 
rapporter i betydningen 'forlydender'. Engelsk reports svarer efter omstændig-
hederne til 'rapporter' eller 'forlydender', men i nedenstående citat burde utvivl-
somt den første gengivelse i passagen have været fastholdt: 
. . . forlydender i Hongkong . . . Rapporterne herom menes ifølge det briti-
ske dagblad »The Guardian«s korrespondent at stamme fra vestlige efter-
retningskilder i Kina. De er ikke blevet bekræftet. Aarhuus Stiftstidende 
6.3.76, 5,1. 
Af andre lignende semantiske nydannelser skal her nævnes: en »flåde af køre-
tøjer« (Politiken 24.3.75, 2,8; fra engelsk fleet i betydningen 'vognpark'), at røve 
en bank (Jyllands-Posten 5.4.76, 4,5; fra engelsk rob a bank) og et »komfortabelt 
flertal« (Aahuus Stiftstidende 3.5.76, 3,8; engelsk a comfortable ('pænt') ma-
jority). - Hvis flertallet er knap så komfortabelt, men kun lige akkurat et fler-
tal, karakteriseres det vel oftest på idiomatisk dansk som 'knebent', 'spinkelt' 
eller 'beskedent'; men det kan også nu findes betegnet som nedenfor: 
Også i denne situation var det desværre kun muligt at skabe et snævert 
flertal. Aarhuus Stiftstidende 23.1.77, 2,3. 
Om engelsk betydningslån i moderne dansk • 137 
Bag dette gemmer sig a narrow majority. Her kommer formel lighed ikke på 
tale. Den rimeligste forklaring på, at snæver således tiltvinger sig nye kolloka-
tionsmuligheder (også en snæver sejr kan registreres), er nok, at narrow i de 
fleste tilfælde vil kunne gengives ved 'snæver'; når vi møder et snævert flertal, 
er det derfor et vidnesbyrd om en standardoversættelses gennemslagskraft. -
Inden for det parlamentariske område kan man også støde på udtrykket en 
jordskredssejr '(uventet) stor valgsejr' (Jyllands-Posten 5.12.76, 5, 3-4) som gen-
givelse af engelsk landslide. 
Kollokationsudvidelse - det forhold, at et ord stifter nye bekendtskaber og 
omgås dem regelmæssigt - er et almindeligt træk i betydningsændringerne. I 
økonomiske relationer er køb og salg uundværlige begreber. I den angelsaksiske 
verden optræder betegnelserne for disse transaktioner ofte overført på ideolo-
giske forhold, og denne figurlige anvendelse af bity og sell kan genfindes på 
dansk: 
Russerne var lutter ører. Især fordi de mente, at Carter vil blive den anden 
supermagts næste præsident. De kunne ikke andet end at købe Carter. Jyl-
lands-Posten 6.10.76, 4,1. 
. . . Smith overbeviste Kissinger om, at denne betingelse var nødvendig for 
at han kunne »sælge« den hvide overgivelse til sit parti. Aarhuus Stifts-
tidende 16.11.76, 7,5. 
Analyserer vi denne betydningsændring, finder vi, at den semantiske parafrase 
'erhverve/afhænde en vare mod vederlag' er blevet modificeret i to henseender: 
objektet er nu immaterielt, og vederlag kommer ikke i betragtning. 
Når man har pådraget sig udgifter, må de på en eller anden måde betales, 
dækkes eller klares; men dette kan nu også angives ved hjælp af et engelsk-
inspireret udtryk: 
En tredjedel af pengene skal bruges til . . . at møde udgifterne ved stærkt 
stigende avispapirpriser . . . Weekendavisen 3.12.76, 9,1 (engelsk meet the 
ex penses). 
Ordene dræn og dræne har vi lånt fra engelsk drain; de har gammel hævd i 
dansk til at betegne 'bortledning af væske' o. lign., men har nu også fra engelsk 
modtaget betydningen 'bortledning af penge' etc: 
Men på importsiden vil det forøgede olieforbrug være et voksende dræn 
på betalingsbalancen. Nyt fra Handelsbanken, juni 1976, s. 14. 
Ghana er drænet for udenlandsk valuta . . . Weekendavisen 10.12.76, 5,7. 
Også ordet kandidat har fået sin anvendelsessfære udvidet under engelsk ind-
flydelse. Indtil for nylig var ordet begrænset til at referere til en person (der 
søger stilling, etc.). I kollokvialt sprog har engelsk candidate imidlertid i typen 
X is a candidate for . . . erhvervet sig mulighed for kollokation med et X, der 
138 • Mindre bidrag 
refererer til ikke-person: That idea is a candidate for the wastepaper basket, og 
en tilsvarende anvendelse kan træffes på dansk: 
Den danske krone bliver en mere og mere udpræget kandidat til nedskriv-
ning . . . Aarhuus Stiftstidende 11.2.76, 12,2. 
. . . det er også muligt, at politikerne vil prøve at ramme specielt impor-
ten, med biler som en oplagt kandidat til en sær-afgift. Aarhuus Stifts-
tidende 9.6.76, 21,7. 
Der findes ganske talrige eksempler på, at en engelsk kollokationstype slår 
igennem på dansk. I reglen siger vi vel, at vi har 'meget hårdt brug for' et eller 
andet; men en journalists råoversættelse af det ækvivalente engelske udtryk kan 
falde ud som følger: 
Eksperter i Johannesburg siger, at UNITA »desperat« har brug for panser-
brydende raketter . . . Aarhuus Stiftstidende 20.1.76, 3,1-2. 
hvori det engelske need desperately tydeligt genspejles. Til samme type hører 
adjektiverne halvbagt « half-baked; fx om politiske eksperimenter) og hånd-
plukket (< handpicked). 
Der er hyppigt tendens til, at de danske ords semantiske udvikling under en-
gelsk indflydelse går fra konkret til figurlig anvendelse. Det gælder det po-
pulære udtryk græsrod, -rødder (< grassroots), som i sin nye betydning refere-
rer til 'menige medlemmer af samfundet, almindelige borgere', hvad marxister 
ville kalde 'basis': 
Når økonomiske problemer skal drøftes, er det mest eksperter som ud-
taler sig . . . Det er sjældent, at man ser nogen græsrod komme med syns-
punkter. Jyllands-Posten 29.2.76, 35,2-3. 
Fodarbejde eller vel hyppigere benarbejde (engelsk footwork) er normalt sports-
udtryk, der går på træning eller brug af disse legemsdele; figurligt kan det fore-
komme brugt om 'hårdt propagandaarbejde i politik': 
Folk, der til daglig udfører drøjt politisk fodarbejde rundt omkring i parti-
foreningerne . . . Ulla Terkelsen, Et andet England, Gyldendal 1974, s. 32. 
Den forklarende tilføjelse i det følgende citat tyder på, at skribenten har følt 
sig usikker om, hvorvidt den nye betydning af gorilla ville blive forstået umid-
delbart: 
Han blev kraftigt mindet om sin spillegæld af »gorillaer«. Det er stærke 
mænd, som truede ham til at betale. Aarhuus Stiftstidende 26.5.76, 2,3-4. 
I en række tilfælde finder vi nye sammensætninger, der har deres tydelige pa-
rallel i engelsk: 
Om engelsk betydningslån i moderne dansk • 139 
Senere har der imidlertid været nogle mindre vildkattestrejker .. . Aarhuus 
Stiftstidendes søndagstillæg 7.11.76, 5,4 (< wildcat strike 'ulovlig strejke'). 
Renovationsarbejdere og socialarbejdere deltog også i strejken . . . Aarhuus 
Stiftstidende 10.3.76, 9,1 (< social worker). 
Amnesty International er en verdensomspændende organisation for frigi-
velse af samvittighedsfanger. Aarhuus Stiftstidende 2.10.76, 4,6 (< prisoner 
of conscience). 
De typer, der har været omtalt ovenfor, må siges at være af semantisk art. Der 
optræder imidlertid også lånepåvirkninger, der giver sig udslag i en blanding af 
semantiske og syntaktiske ændringer. Der tænkes her på, at danske verber, som 
(næsten kun) er intransitive, kan få deres funktionsområde udvidet til transitive 
konstruktioner under engelsk indflydelse: 
Jeg var nemlig ikke klar over, at dersom man vil gro (= 'dyrke') sådan 
noget [vintergækker], må man selv . . . købe nogle løg . . . Jyllands-Posten 
31.1.76, 30,4. 
. . . der er betalt penge til en kampagne med det formål at influere rege-
ringsmedlemmernes handlinger . . . Politiken 7.11.73, 8,1. 
Sidste år blev to Sovjet-udsendinges »hemmelige mission« til Jerusalem til-
lige »lækket« til pressen . . . Jyllands-Posten 20.1.76, 3,1. 
Prof. Holm-Nielsen var formentlig inviteret med, fordi man vidste, at han 
ville plædere arabiske synspunkter . . . Politiken 11.10.73, 18,1. 
Omvendt kan man finde, at verber, der normalt på dansk er transitive, eller 
verber, som indgår en fast forbindelse med præposition, ændrer konstruktions-
måde efter engelsk forbillede: 
Henved 4000 selskaber kvalificerer under denne definition . . . (= 'kommer 
i betragtning ifølge'; engelsk qualify under). Berlingske Tidende 10.12.72, 
3. sektion 1,6-7. 
Imod stemte USA, Storbritannien og Costa Rica. Italien, Frankrig og Japan 
afstod. (= 'afholdt sig fra at stemme'; engelsk abstain). Aarhuus Stifts-
tidende 5.12.75, 5,2. 
Sluttelig skal endnu en påvirkningstype kort omtales. Det drejer sig om for-
bindelsen verbum + partikel, som naturligvis er udbredt både på engelsk og på 
dansk. Sådanne forbindelsers semantik er imidlertid ikke altid forudsigelig ud fra 
et kendskab til bestanddelenes betydning, og i en række tilfælde kan vi kon-
statere, at specifikt engelske betydninger overføres til dansk: 
140 • Mindre bidrag 
Han gættede straks på, at det var noget, som Verner Østergaard havde 
kogt op. (= 'fundet på'; engelsk cook up). Ib Henrik Cavling, Stormaga-
sinet, København 1969, s. 126. 
- Jeg er glad for, at det ikke er kommet op, sagde Vance i aftes om SALT. 
(= 'kommet på tale, på dagsordenen'). Aarhuus Stiftstidende 30.3.77, 9,1. 
Da den såkaldte olie-krise brød ud, ønskede USA prisen rullet tilbage . . . 
(= 'nedsat'; engelsk roll back). Jyllands-Posten 17.2.75, 4,4. 
Mandag tog to unge mennesker over i den gamle English Pub, Silkeborgvej 
269 . . . (løsrevet er denne formulering dobbelttydig, men efter sammen-
hængen er meningen tydeligt nok 'overtog driften af pub'en'). Aarhuus 
Stiftstidende 4.12.75, 40,3-4. 
Disse dannelser synes meget populære for tiden, måske specielt blandt politikere, 
der ynder at tale om at bakke ud, åbne op, starte op, (eller ud) og lukke [virk-
somheder] ned. Deres udbredelse peger måske tydeligere end noget andet på, 
at blandt de påvirkninger, som dansk modtager udefra, er betydningslånene fra 
engelsk en vigtig faktor; mange af dem er upåfaldende, og i modsætning til de 
direkte lån, som har tendens til at fremkalde protestreaktioner, har betydnings-
lånene gode muligheder for at etablere sig. 
Knud Sørensen. 


Om engelske betydningslån i moderne dansk

Ulla Musarra-Schrøder om genre i Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld (1958)

Not a member yet

Om Starup-stenen, Ribe-kraniestykket og dannelsen af den korte runerække

Oksby-hjortetak. En ny runeindskrift og et hidtil ukendt mandsnavn.

Brísingamen: - også et arkæologisk problem

Supplerende registrant over bibelstoffet i Blichers »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog«

Om Christian Falsters Juvenaloversættelse

Til Johannes V. Jensen »Dyrlægens Minde«

Den sproglige Kliché: En studie i pragmatisk stilistik

Om engelske betydningslån i moderne dansk

Tragiske og komiske strukturer i Den kroniske uskyld: En genreteoretisk analyse

Romantismen i Danmark! Stendhal (Henri Beyle) og Prosper Mérimée I. del: Henri Beyle

30,848

114,105