Copenhagen Business School: CBS Open Journals

Melander, Preben

 
Årgang 38, Nummer 5, 2023, s. 135-137 
https://doi.org/10.22439/sis.v38i5.7015     
ISSN: 2596-6200 
 
135 
 
 
Verdenssamfundet slår revner  
Af Preben Melander *) 
 
 
1. Vi lever i en urolig og uforudsigelig verden, hvor krige, militære overgreb, brud på 
menneskerettigheder, overtrædelser af krigens love etc.  
Det finder dagligt sted, uden at Verdenssamfundet kan sikre overholdelsen af de vedtagne 
humanitære love og regler. De internationale institutioner, som FN har oprettet, organiseret og 
kæmpet for at realisere sine humanitære verdensmål, har i dag ikke magten til at forsvare og sikre 
målenes overholdelse. Det er en global katastrofe. 
 
FN er i dag en forening med de fleste af Verdens stater som medlemmer. Men ikke alle medlemmer 
er enige om fællesskabets humanitære mål og de vedtagne normer om at følge krigens etiske regler. 
En stat som Rusland har siden 2014 med stor brutalitet ført en angrebskrig mod sine frie nabostater 
for at erobre deres land og udrydde deres befolkning. Dette alene for at fremme sine egne politiske 
og sikkerhedsmæssige mål. Der er her tale om et planlagt folkemord. 
 
Rusland har som mål at besætte og udslette Ukraine. Og når dette er opnået, vil de fortsætte med 
at nedkæmpe de næste naboer i rækken. Heldigvis har Ukraine takket været sin nationale 
modstandsvilje, sit modige lederskab og opbakningen fra Vesten i form af våben, penge, træning 
m.v. været i stand til at forsvare sit territorium trods Ruslands overmagt. En tilsvarende brutal krig 
er opstået mellem Israel og Hamas i Palæstina. Også her er krigen eskaleret med enorme tab af 
menneskeliv. Også her ser krigen ud til at brede sig til flere dele af Mellemøsten og Verden. 
 
 
 
 
 
 
 
 
*) Preben Melander er professor emeritus ved CBS 
Melander / Verdenssamfundet slår revner 
 
136 
 
2. Et globalt opgør mellem to ideologiske værdisystemer 
Set med et overordnet globalt og strategisk magtperspektiv ser vi i begge konflikter indbygget et 
politisk opgør mellem Vestens frie demokratier og Østens centralistiske autokratier. Vi kender de 
aggressive stater, der ser stort på Verdenssamfundets humanitære værdier, og som bevidst 
overtræder krigens etiske regler. Men desværre har Verdenssamfundet ikke tilstrækkelig politisk og 
militær magt til at forsvare sine humanitære Verdensmål. Det kræver en bred enighed mellem alle 
Verdens stater. Men en sådan eksisterer ikke. 
 
Da FN blev oprettet efter 2. Verdenskrig, fik Stormagterne en præferencemagt som medlemmer af 
Sikkerhedsrådet. De stærkeste stater fik en vetoret som medlemmer af Sikkerhedsrådet. Dvs., at de 
kunne modsætte sig flertallets vedtagne beslutninger. Men da flere af disse stormagter også var 
stater styret af egne globale aggressive magtinteresser, er Verdenssamfundets muligheder for at 
håndhæve fællesskabets humanitære og fredsbevarende interesser yderst begrænsede. 
 
Som eksempel kan nævnes Ruslands angrebskrig mod sine naboer Ukraine, Georgien, og Moldavien. 
En krig, der er styret af Putins ønske om at genskabe det gamle russiske imperium fra Sovjettiden. 
Ruslands forsøg på at udslette Ukraine som stat udgør en alvorlig overtrædelse af FN´s  regler om 
sameksistens, forbud mod krig med brug af brutal våbenmagt mod andre stater, brud på krigens 
etiske regler etc. Men Rusland er en stormagt, som er medlem af Sikkerhedsrådet, der sammen med 
en række andre imperialistiske stater, herunder Kina, accepterer Ruslands overtrædelse af 
Verdenssamfundets vedtagne regler. Men trods det har FN dog alligevel kunnet bevare en vis 
regulerende magt i Verdenssamfundet, fordi et stort antal demokratiske stater i Vesten har fordømt 
Ruslands angrebskrig og overtrædelse af krigens etiske love. På denne måde får FN skabt en 
symbolsk magtposition. Det samme gælder også modstanden mod anvendelse af atomvåben, hvor 
et stort antal af FN`s medlemmer, herunder Kina, har kritiseret Ruslands vedvarende trusler om 
anvendelse af atomvåben, hvis Ruslands sikkerhed bliver truet. Det er dog altid uklart, hvor den 
røde linje bliver trukket. 
 
Rusland er i dag den største atommagt i Verden, men det har hidtil ikke haft væsentlig betydning, 
fordi Nato med USA`s atomslagstyrke som basis har garanteret at svare igen, hvis Rusland gør brug 
af sine trusler. Men spørgsmålet er, om USA`s lederskab vil blive truet af den tiltagende 
”Trumpisme” i USA. 
 
3. Kan verden samfundet sikre en retfærdig verden? 
Et andet afgørende spørgsmål er, om Verdenssamfundet også fremover vil være i stand til at sikre 
overholdelsen af krigens love, og hvor krigsforbrydelser bliver opfattet som kriminelle og udsat for 
retsforfølgelse. Den internationale krigsforbryderdomstol i Haag har vedtaget at anklage Rusland 
Melander / Verdenssamfundet slår revner 
 
137 
 
og Putin for at begå krigsforbrydelser i Ukraine. Man har iværksat en løbende registrering af 
Ruslands begåede forbrydelser, såsom bombninger af boligblokke og hospitaler, drab på civile på 
åben gade, begåelse af voldtægter, brug af illegitime våben, deportationer af Ukrainske børn til 
Rusland etc. Den internationale domstol har ud fra registreringerne afsagt en arrestordre mod Putin, 
som fremover begrænser hans rejsefrihed udenfor Rusland. En række illegitime stater har dog valgt 
at negligere domstolens kendelse. Dette gælder bl.a. Kina, Ungarn, Nordkorea, Belarus m.fl. Det er 
vigtigt, at FN`s stater følger FN`s retsafgørelser. Men Putin kan ikke deltage i FN`s internationale 
møder, FN`s generalforsamling mv. Dette har ikke kun en symbolsk konsekvens for 
Verdenssamfundet, men det vil til evig tid kunne have en realpolitisk konsekvens for 
Verdenssamfundet. Altid vil Putin være at betragte som en krigsforbryder på linje med Hitler. Og 
det vil have en afgørende betydning for Verdenssamfundets autoritet og opretholdelse af lov og 
orden i hele verden.  


Danish

Verdenssamfundet slår revner

Anna Marya Greve

REVY 1 FORÅR 2023 4
deres afhandling. At de selv skal indlevere, er 
en vigtig pointe i forhold til bekendtgørelsens 
retningslinjer for processen omkring håndte-
ring af ph.d.-afhandlinger.
Der blev oprettet roller for Aalborg Uni-
versitetsforlag, for at grafikeren kunne tilgå og 
klargøre den indleverede afhandling til bedøm-
melsesudvalg og tryk. AAU PhD (forskersko-
lerne) fik også henholdsvis en redaktørrolle og 
en plagiat-redaktørrolle, så de kunne tilgå den 
indleverede afhandling til scan for plagiat.
Workflowet blev udviklet ud fra den proces, 
som er nødvendig for organisationen. 
Undervejs i processen kan afhandlingen 
afvises, hvis formalia ikke opfyldes eller hvis 
bedømmelsesudvalget ikke ønsker at indstille 
den ph.d.-studerende til forsvar.
Som en del af udviklingsprojektet blev 
et designfirma kontaktet og et design spe-
cifikt for AAU blev udarbejdet og godkendt 
af ph.d.-skolelederne. For at få udgivet sin 
afhandling i det nye design skal afhandlingen 
enten indleveres i en prædefineret skabelon 
eller møde en række minimumskrav for at sik-
re at AAU-designet følges og den publicerede 
afhandling præsenteres optimalt. 
Publicering og formidling
Der blev til formålet oprettet bogserier for 
hvert fakultet. Hver serie med sin egen farve. 
Bogserierne med hvert deres ISSN-nummer er 
tilknyttet og vedligeholdes af Aalborg Univer-
sitetsforlag. Ved organisationsændringer på 
fakultetsniveau oprettes nye bogserier i Pure. 
Alle afhandlinger som ønskes publiceret efter 
tildelt grad, bliver publiceret Open Access i 
VBN – Aalborg Universitets forskningsportal 
med Aalborg Universitetsforlag som udgiver.
Anne Marya Greve, VBN-teamet, Aalborg 
Universitetsbibliotek
Aalborg Universitet begyndte at lege med 
planerne om at lave en digitaliseret indleve-
ringsproces for universitetets ph.d.-afhandlin-
ger i 2012. Universitetet havde i flere år oplevet 
et tab af viden, fordi der ikke var en central 
opsamling af afhandlinger fra universitetets 
ph.d.-studerende, og dette medførte, at når de 
ph.d.-studerende søgte videre i deres karriere, 
gik vigtig viden tabt. 
Et oplagt sted at opsamle afhandlingerne 
var i Pure, hvor al forskningsregistrering pågår 
på de danske universiteter, men desværre var 
det ikke alle institutter som havde en forma-
liseret proces for arkivering af universitetets 
afhandlinger, ligesom der fandtes mange kva-
litetsniveauer for de indleverede afhandlinger. 
Mest grelle eksempel var en afhandling holdt 
sammen med et rødt sugerør…
Systemudvikling – roller og  
workflow
En arbejdsgruppe blev nedsat og med-
lemmer blev hurtigt enige om at tage skridtet 
videre fra registrering af ph.d.-afhandlingerne 
som publikation i Pure, og i stedet undersøge 
muligheden for at køre hele indleveringspro-
cessen i det danske CRIS. Et udviklingsprojekt 
blev igangsat sammen med Elsevier-Aalborg, 
det daværende Atira A/S. Løsningen blev et 
særskilt modul i Pure med eget workflow og 
roller defineret ud fra adgangsbehov for de 
forskellige brugere.
Indskrevne ph.d.-studerende på Aalborg 
Universitet er alle oprettet som personlige 
brugere i Pure og kan således selv indlevere 
Ph.d.-indlevering på  
Aalborg Universitet: Et 
unikt samarbejde mellem 
bibliotek, forlag og 
forskere
REVY 1 FORÅR 2023 5
En særlig ph.d.-portal er blevet udviklet. 
Den fremviser Aalborg Universitets ph.d.-af-
handlinger opdelt efter fakultet. Afhandlinger-
ne er meget søgte, og portalen fungerer som 
en nem og simpel indgang til en væsentlig 
vidensproduktion hos AAU
Tilbud om support
For at hjælpe de ph.d.-studerende med at 
navigere i de mange regler og retningslinjer 
omkring ph.d.-afhandlinger, har VBN-teamet 
udarbejdet en omfangsrig hjemmeside med 
gennemgang af hele processen for indleve-
ring af ph.d.-afhandlinger på AAU, ligesom 
der løbende bliver afholdt introduktioner 
til ph.d.-indlevering. Support hjemmesiden 
er den mest brugte af VBN-teamets vifte af 
guides og hjemmesider og er vidtfavnende, 
lige fra hjælp til fejlretning af formatering i en 
wordfil, hjælp omkring copyright clearence af 
artikler i en artikelbaseret afhandling og afkla-
ring af, hvor mange vejledere man skal nævne 
i afhandlingen. Som afledt effekt af det tætte 
samarbejde mellem ph.d.-skolerne, universi-
tetsforlag og VBN-teamet får de ph.d.-stude-
rende som henvender sig i supporten generelt 
meget hurtig hjælp og svar på deres spørgsmål.
Siden projektet blev officielt implementeret 
på alle fakulteter på AAU i januar 2016 har vi 
behandlet 1614 ph.d.-afhandlinger, hvoraf 1398 
er publicerede hos Aalborg Universitetsforlag 
og ligger som Open Access på VBN-porta-
len. Ph.d.-afhandlinger er kontinuerligt en 
af de mest downloadede typer forskning fra 
VBN-portalen, så der er en stor værdi forbun-
det med at udstille disse for omverdenen i 
fuldtekst.
Bog sendt til fakultet
Indleveret Sendt til fakultet (AAU Ph.d.) Sendt til bedømmelse
Indstillet til forsvar Ph.d.-grad tildelt
Processen omkring indlevering af 
ph.d-projekter skaber overblik over, 
hvor langt aandlingerne er i forløbet:
Workow-trin
Ph.d.
Send


English

Ph.d-indlevering på Aalborg Universitet: Et unikt samarbejde mellem bibliotek, forlag og forskere

REVY-redaktionen

REVY 1 FORÅR 2023 13
#biblioteksblik Genstart, nytår, nye studerende og renove-ring af studiemiljø. Et friskt årshjul snurrer med nye aktiviteter og gamle vaner. Hvilke FFU-biblioteker følger du på Instagram?
Brug #biblioteksblik, når du søger eller selv 
poster noget – hvis du vil ses af os.


#biblioteksblik

Cescon, Fabio

 
   
 
© Fabio Cescon 
ISSN: 1832-5203 
DOI: https://doi.org/10.22439/fs.vi32.6707 
Foucault Studies, No. 32, 92-95, October 2022 
 
Article reuse guidelines: 
https://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/4.0/  
REVIEW 
Cory Wimberly, How Propaganda Became Public Relations: Foucault and the Corpo-
rate Government of the Public. Routledge: New York, 2020. Pp. 214. ISBN: 978-0-367-
26314-0 (hardback). 
Many political theorists have been addressing the workings of propaganda, detailing the 
dangers it bears for democratic rule. Cory Wimberly’s How Propaganda Became Public 
Relations does not merely position itself within this literature; rather, it significantly con-
tributes to it through a provocation: to analyze propaganda immanently, as taking part in 
the creation – not the obfuscation – of reality. In contrast with traditional critiques of 
propaganda as a mechanism which corrupts human nature, the author invites the reader 
to consider the latter as a contingent assemblage of forces, producing subjects on the 
level of conducts. Building from Foucault’s genealogical approach, Wimberly explores 
propaganda as an apparatus of government which governs through subjectification, 
lying on the assumption that there is no “essential self” to be corrupted by propaganda. 
As such, the author critically questions both the epistemologically focused (Stanley) and 
critical (Marcuse, Adorno, Horkheimer) understanding of propaganda to put forward 
an empirical analysis of corporate governmentality. If propaganda’s goal is to change 
subjects’ conducts, then its main outcome is to produce subjectivities and not “papering 
over reality with false beliefs” (p. 5). This epistemological commitment is further ex-
pressed by the author: “I will not shelter the hope most critics have that the world they 
want lives just below the surface waiting to spring forth once the right critical philo-
sophical incantation is uttered to clear away the lies and ideological distortions” (p. 6).  
The book will surprise the reader for the meticulous archival work presented therein. 
Wimberly’s precise account of the genealogy of propaganda as a historical discipline 
mobilizes newly available archives on early 20th century’s public relations in the US. This 
original data allows the author to empirically ground their work and convincingly argue 
against the traditional epistemological, ideological and ontological critiques of propa-
ganda in favor of a Foucauldian analysis of public relations as a governmental apparatus 
working on subjects’ conducts. The author integrates major theorists of the field of Pub-
lic Relations, including, but not limited to, Edward Bernays, George Creel, and Ivy L. 
Lee, as well as an astonishing amount of sources ranging from strategy papers to text-
books. As such, the book is a claim on the propagandists’ archives, delineating public 
REVIEW 
Foucault Studies, No. 32, 92-95.    93 
relations as a particular manifestation of the conduct of conduct, governing through 
mass subjectification.  
As outlined by Wimberly, propaganda emerged to deal with the perceived social 
chaos witnessed in the US between the 19th and 20th centuries. The newly established 
urban working masses needed to be managed by developing ad hoc behaviors and sub-
jectivities. The analysis of these techniques of power is the fil rouge that goes throughout 
this book. Notably, the author delves into the ties linking public relations and corpora-
tions, highlighting how the intervention of the former shaped several subjectivities and 
sensitivities, which in turn influenced each other. Wimberly is successful in showing 
how the effect of PR did not simply mold consumers; on the contrary, it molded manag-
ers, corporations, and voters as well. The author explains this technique by showing 
how behavioral change is the most successful when novelty is introduced in multiple 
social spheres. As such, Wimberly reiterates his central theoretical position: propaganda 
“is about subjectification” (p. 59), and this can be evidenced through empirical analysis.  
Propaganda, Wimberly shows us, is a new government technique directed at the control 
of publics (collective subjects) for the benefit of corporations.  
The genealogical analysis put forward by the author brings forward the theoretical ef-
forts and lineages that characterize propaganda. As previously stated, propaganda was 
aimed at the management of the rising influence of the urban working class. The social 
chaos brought about by these emerging “irrational masses” of the 20th century needed to 
be managed by rational elites. Borrowing from crowd psychology, PR criticized political 
liberalism in failing to acknowledge the radical irrationality of the modern urban sub-
ject. Crowds are posited as working only through irrational chains of images, unable to 
self-govern, suggestible, dependent and imbecilic. As such, the role of propaganda was 
clearly delineated: guiding the more irrational sides of the social fabric, as the latter were 
too impressionable to know their best interests. It is one of this book’s merits to aptly 
show how crowd psychology and the conservative elitism of Orléanists were integrated 
in the development of Public Relations; the author provides detailed explanations and a 
plethora of credible sources to corroborate their thesis, while making the theoretical ex-
planations rather accessible.  
However, the creation of a discipline and the delineation of the role of its acolytes 
does not imply its success. Wimberly illustrates how propagandists sold their roles of 
mediators able to identify and solve social problems in the interests of corporations. The 
emerging publics in the US context needed the intercession of propagandists to solve the 
problems of the era. The latter were framed by transposing the diagnoses of crowd psy-
chology to the US context, notably in the transformation from autarchic peasantry to 
cooperative urban wage laborers. Propagandists, thus, presented themselves as scientific 
experts whose knowledge was universally applicable. They could sell their “knowledge 
of the public” for any situation that needed intervention in the psychology of the mass-
es, whose conduct could be directed by addressing their unconscious, impulsive desires.  
Wimberly addresses the techniques mobilized to accomplish these tasks by focusing 
on Bernays’ Crystallizing public opinion, a seminal work in the field. In it, public opinion 
REVIEW 
Foucault Studies, No. 32, 92-95.    94 
is understood as a mapping practice relying on the assumptions inherited by crowd psy-
chology and aimed at the creation of conducts. Crucial for Bernays’ theorization is not 
the belief of people in propaganda but rather the conduct it creates; in other words, it is 
insignificant if people do not believe propagandistic messages as long as they act accord-
ing to them. These conducts are, then, organized on the basis of unconscious desires, 
which are influenceable through PR techniques. Wimberly uses the book as definitive 
evidence that propaganda should be treated as government aimed at the creation of new 
desires, new conducts and new subjectivities. Central for this process of subjectification 
is the internalization and naturalization of such desires, so much so that they will consti-
tute people’s sentiments of authentic selves.  
In the concluding chapter, the author takes the reader beyond the genealogical study 
of early propaganda to assess its contemporary status. According to Wimberly, the 
methodological developments of PR solidified its role and dominant status as an in-
strument of government (ranging from digital and technical tools, like statistical surveys 
or Big Data) thanks to its enhanced precision and professionalization. Further, the im-
pact of PR on democracy is highlighted, precisely in its dominant, unacknowledged 
presence in daily life. As such, the need for counter strategies of resistance becomes sali-
ent, although the author warns us against traditional liberation narratives in favor of a 
Foucauldian approach. Only by taking seriously propaganda’s theoretical body can its 
governmental effects be counter-acted; hence, the author invites their readers to engage 
in the creation of counter-subjectivities and counter-publics.  
This concluding chapter and its attempt to sketch a theory of resistance to propagan-
distic modes of government is the least convincing part of the book. If Wimberly is suc-
cessful in showing the contemporary influence of novel data-gathering techniques for 
propaganda, the ways in which we might counter-act these techniques fall short. Nota-
bly, the focus on a dichotomic opposition between the demos and corporations leaves the 
reader with a Hegelian aftertaste that leaves untouched the specificities of contemporary 
democratic rules. As the explicit goal of such counter practices is the increase of democ-
racy – put in danger by contemporary PR – a more thorough critical engagement with 
the relationship between the State and PR would have strengthened the proposal. More-
over, a more thorough justification for the effects of propaganda outside of the US con-
text might have contributed to address possible intriguing variations.  
Nonetheless, Wimberly proposes an invaluable intervention in the debate on PR, 
providing incredibly rich material and original data. Thanks to this methodological in-
novation in the topic, the book is able to describe in detail the theoretical underpinning 
of propaganda, allowing a solid engagement with its parameters. Moreover, their Fou-
cauldian intervention has the merit of enriching the theoretical debate on the topic by 
providing nuanced critiques and very interesting contributions on the possibilities of 
resistance. 
REVIEW 
Foucault Studies, No. 32, 92-95.    95 
Author info 
Fabio Cescon 
f.cescon@uva.nl 
Junior Lecturer 
Department of Sociology 
University of Amsterdam 
Netherlands 
 
 


Cory Wimberly, How Propaganda Became Public Relations: Foucault and the Corporate Government of the Public. Routledge: New York, 2020. Pp. 214.: ISBN: 978-0-367-26314-0 (hardback).

 
Årgang 37, Nummer 4, 2022, s. 161-110 
https://doi.org/10.22439/sis.v37i2.6657 
ISSN: 2596-6200 
 
  106 
 
Velfærdssamfundet synger på sidste vers 
Socialdemokratiet har trin for trin taget livet af den demokratiske dialog 
gennem sin ”sig-selv-nok”-strategi og sit lukkede forvaltningsregime 
Af Preben Melander *) 
 
 
 
Hermed følger den første i en serie af artikler, der analyserer regeringens håndtering af de alvorlige 
samfundsudfordringer, som vi står midt i. Vi vil her i SiS følge Regeringens kommunikationsstrategi 
og dermed at bidrage til at forstå samfundets fremtidige udvikling med henblik på at skabe en 
demokratisk og åben dialog. 
 
1. Statsministeren greb den politiske Corona-krise med stor overbevisning og entusiasme til at 
styrke sin magt 
Det hele startede rimeligt godt. Corona-pandemien gav en flyvende start for Mette Frederiksens 
magtfulde og centralistiske ledelsesstil. Her udfoldede hun sin mindretals-etpartiregerings 
enevældige magtposition med de stort iscenesatte Corona-pressemøder fra Spejlsalen på 
Christiansborg. Her spillede hun scenevant rollen som den magtfulde, allestedsnærværende og 
handlekraftige regent. Under den pludseligt opståede og alvorlige pandemi trådte hun i spidsen for 
sine lydige fagministre, fageksperter og embedsfolk, uden at nogen sagde hende imod. Hun 
arrangerede markante og synlige møder med nyttige udenlandske politikere og indgik populære 
vaccineudviklingsaftaler med udlandet. Under stor mediebevågenhed rejste Statsministeren til 
Israel, hvor hun mødtes med kendte politikere, der dog allerede i foråret 2021 var uden politisk 
fremtid. Med Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz og Israels premierminister Benjamin 
Netanyahu indgik Mette Frederiksen en fælles aftale om en 10-årig forskningsfond til 122 millioner 
kr. Men det var dog helt klart mere en politisk og en symbolsk medieaftale end en faglig 
forskningsfond. Både Kurz og Netanyahu gik nemlig begge af efter kort tid som følge af 
korruptionsanklager.  
 
 
 
*) Preben Melander er professor emeritus og ansvarshavende redaktør for Samfundslederskab i Skandinavien. 
  
 162 
Dertil kom, at Regeringens støttepartier ikke forinden var blevet spurgt om deres medvirken, hvilket 
førte til en del kritik. Men Statsministerens tro væbner, uddannelses- og forskningsminister Jesper 
Petersen, kunne ikke se noget besynderligt i den arrangerede forskningsaftale med Østrig og Israel. 
”Den skal ses som et ”supplement” til de øvrige indsatser, idet det netop er de lande, der er 
”markante samarbejdspartnere” inden for forskning og innovation”. 
 
2. Statsministeren håndstyrede selv det velsmurte partiapparat fra toppen af Statsministeriet 
I sin storhedsperiode var Statsministerens ledelsesstil præget af en gennemarbejdet og politisk 
dreven og forførende sprogform. Hun talte sig ind i den almindelige borgers liv bl.a. ved at dele 
billeder af makrelmadder på de sociale meder og hun fandt det vigtigt at lade offentligheden vide, 
at hun selv pudsede vinduer, at hun drak øl med sine partistøtter og at hun kunne synge duet med 
kandis-Johnny.   
 
Hun udnævnte sig selv til at være Børnenes Statsminister, selvom det i dag bagefter er svært at se 
det reelle resultat af denne formynderrolle. Det førte dog til en problematisk statslig tvangsfjernelse 
af en række små børn, hvis liv ingen senere kom til at kende mere til.  
 
Hun satte sig selv i spidsen for Corona-projektet med Folketingets partier i en sekundær 
observatørrolle. Regeringens store dominerende Corona-indsats blev alligevel bakket op og støttet 
af de fleste danskere, selvom den var centralistisk styret, osede af populisme og formen var præget 
af udemokratisk lukkethed. Kommunikationen til offentligheden blev mediestyret fra toppen af 
Statsministeriet. Den var overvejende skriftlig eller udført af de udvalgte og fjernstyrede, altid loyale 
ordførere nøje efter drejebogen. De udpegede fagministre var næsten alle politisk usynlige og 
næsten uden egen politisk profil. 
 
2. Statsministeren nåede toppen af poppen med sin Arne-Pension, som sikrede hende valgsejren 
i 2019 
Mette Frederiksens glansnummer blev hendes indførelse af den i bund og grund socialdemokratiske 
Arne Pension under sloganet ”Nu må det være Arnes tur”. Her ramte hun plet med en populær og 
dyr reform, som skulle demonstrere hendes særlige magtposition og hendes kamp for den del af 
vælgerskaren, som udgør hendes magtbase. Det er en populistisk reform, som vil belaste Statens og 
skatteydernes økonomi i mange år, og som det bliver svært for senere regeringer at komme uden 
om, fordi den er så målrettet og forudbestemt for den udvalgte politiske vælgergruppe. Den blev 
indført med en gennemarbejdet kommunikationsstrategi, hvor det arbejdende folk endelig fik 
mulighed for at forlade arbejdsmarkedet, før de var blevet nedslidt. Den træder i kraft, når man har 
arbejdet i et fagligt job i et antal år. Den er derimod ikke betinget af særlige sundhedsproblemer, 
manglende arbejdsdygtighed eller fysiske gener. Den er præget af en kontroversiel politisk ideologi, 
idet den trækker raske mennesker ud af arbejdsstyrken på et tidspunkt, hvor samfundet og 
  
 163 
erhvervslivet overalt mangler hænder og hoveder, og hvor der kun er få muligheder for at finde nye 
medarbejdere. Den kan også virke uretfærdig i forhold til de nedslidte mennesker, der er blevet 
ramt af sygdom og arbejdsskader, der er opstået på et tidligere tidspunkt i livet, og som ikke får 
nogen pension. 
 
Derudover har Regeringen indført en række dyre reformer, som i årene fremover vil stille store krav 
til den offentliges sektors økonomi. Alt i alt har den nuværende Regering drevet den danske 
samfundsøkonomi ud til randen af det mulige gennem vedtagelsen af en række populistiske og 
belastende hjælpepakker. Det vil bevirke, at det vil blive svært for samfundet at finansiere 
fremtidens nødvendige udvikling af velfærdssamfundet. Det vil den næste regering komme til at 
kæmpe for at finde penge til. Det er utroligt, hvad en enerådig mindretals-etpartiregering kan 
udrette på så kort tid. 
 
I de næste numre af SIS vil vi tage fat i følgende temaer: 
 
• Regeringens magt og popularitet går forud for borgernes sundhed og trivsel og samfundets 
økonomi og sikkerhed 
• Velfærdssamfundets alvorlige kriser taler Regeringen uden om i sin magtfulde retorik 
• Alvorlige sager som Minksagen og FE-sagen bliver Regeringens Waterloo 
• Hvad kan vi lære af de sidste 3 års politiske udvikling? 
 


Velfærdssamfundet synger på sidste vers: Socialdemokratiet har trin for trin taget livet af den demokratiske dialog gennem sin ”sig-selv-nok”-strategi og sit lukkede forvaltningsregime

Meijaard, Toon

 
   
 
© Toon Meijaard 
ISSN: 1832-5203 
DOI: https://doi.org/10.22439/fs.vi32.6710 
Foucault Studies, No. 32, 105-108, October 2022  
 
Article reuse guidelines: 
https://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/4.0/  
REVIEW 
Paul Allen Miller, Foucault’s Seminars on Antiquity: Learning to Speak the Truth. Lon-
don: Bloomsbury Academic, 2021. Pp. 232. ISBN: 978-1474278669 (hardback). 
If every form of power has a claim to truth, there must be forms of speaking the truth to 
power. From 1980 to 1984, Foucault tells his students how mythical figures that repre-
sented power, such as Oedipus Tyrannus, Dionysius the Younger, and Socrates’ con-
demners, were told the truth; a form of speaking with a historically particular relation 
between truth and the speaker as its condition.   
     In Foucault’s Seminars on Antiquity: Learning to Speak the Truth (2022), Paul Allen Miller 
provides us with an exhausting overview of Foucault’s last five lecture series at the 
Collège de France. In the five chapters, Miller discusses the lecture series and traces the 
critical and conceptual developments in Foucault’s work on the subject of Antiquity. Each 
section is introduced by two blocks of quotations of Foucault’s text or the text of one of 
Foucault’s references. Through the citations, Miller shines a new light on what Foucault 
was writing about, and what Foucault found of great interest, using his own carefully 
made translations and offering us alternatives to the existing editions.  
The book is not limited to the lectures alone. It is a historical inquiry of itself, which is 
highly relevant for all readers interested in the texts and plays that Foucault discussed. 
The book is strong in its clear, detailed, and extended explanations of Foucault and his 
interests in Antique thinking. However, Miller chose to limit himself to Foucault and Fou-
cault’s references, leaving quite a gap between Foucault’s death almost 38 years ago and 
the present. The choice limits the conceptual possibilities of the book. 
     Interestingly, Miller introduces his book with an inquiry of how Foucault became in-
creasingly occupied with Ancient philosophy from the 1970s onwards and challenges the 
story of the eight-year silence in which Foucault is said to shift his interests towards An-
tique forms of subjectivation. It is already in 1971, writes Miller, that Foucault held a lec-
ture series that was titled La volonté de savoir, with a content quite far from the book from 
1976 (p. 4-5). Foucault speaks about Aristotle and Nietzsche as representatives of a specific 
form of subjectivity in which a subject has the ability to speak the truth through the rela-
tion it has with itself. According to Miller, the question of the relation between subject and 
truth is also already present during the lecturing on disciplinary power and biopolitics. 
If, according to Miller, Foucault asks ‘what is the truth, and what is its relation to power’, 
REVIEW 
Foucault Studies, No. 32, 105-108.    106 
there is in his work already a specific relationship between subject and truth that is not 
fully reducible to relations of power (p. 16).  
     Miller describes how Foucault sees a new type of subject in Oedipus Tyrannus. For Fou-
cault, the play is essentially a murder mystery in which eyewitness accounts and third 
parties are needed to find the truth about Laius, the murdered king of Thebes. Miller 
shows us how Foucault problematizes the psychoanalytical reading of the play and how 
it is exemplary of a form of subjectivity in which truth is not residing in the subject but 
outside of the subject. In this way, he contextualizes Foucault’s argument as an argument 
against the relationship between subject and truth, as brought forward in psychoanalysis, 
in an attempt to save the play of Oedipus Tyrannus from a psychoanalytical reading. How-
ever, the reading seems to oppose the reading of the relation between subject and truth 
that we find from The Subject and Truth and onwards, in which Foucault describes how 
the Antique subject gained access to the truth through spiritual exercise. It seems as if 
Foucault found something more promising. 
     Through the reading of the lecture series of ’80 and ’81 before going to The Hermeneutics 
of the Subject from ’82, Miller is able to present a highly original reading of the latter. If we 
follow Miller’s approach, the newly introduced elements are philosophical care for the 
self, spirituality, self-knowledge, and parrhēsia, and throughout the lecture series the four 
elements are unrelated to sexual comportments but appear as forms of self-reflexivity 
needed to become a subject of true knowledge, a phronimos, whose actions accord with its 
theoretical knowledge (p. 85).  
     Miller is very specific in his introduction of parrhēsia in the 1982 course, in which it does 
not yet occupy central space. Surprisingly, Miller chose to present it in connection to the 
Alcibiades dialogue, in which the ‘risk’ for the philosopher is almost absent because Alci-
biades is in love with Socrates. The philosophical activity in the activity of frank speech is 
a problematization of what was thought to be certain, and Plato’s works sometimes end 
with a resolution of the problem (e.g., in Republic) but mostly remain at the problematiza-
tion. There is not yet much of a courage of truth, although the ‘vocation of philosophy’, 
the commitment to the combatting of false opinion, has the execution of Socrates as its 
ultimate consequence (p. 96 and 175). Here, Miller does not so much emphasize the well-
known motive of subjectivity as resistance and vigilance but predominantly develops the 
argument that Foucault is telling the truth to us. He chooses to conclude his chapter with 
an explanation of practices of hermeneutics of the self in identity formations. Just as the 
‘New Soviet Man’ or ‘Japanese Company Man’ transformed itself in response to institu-
tional and governmental structures, we academics transform ourselves according to un-
stated assumptions of university life (p. 120). Miller notes that Foucault himself worked 
through the archives to describe ‘a decisive moment on which the modern subject’s mode 
of being is still engaged’ and shows that modern identity-formation and Antique forms 
of subjectivation progress along of similar lines (p. 83). According to Miller, a contempo-
rary example of such practices is the checking of privilege within progressive groups (p. 
121). 
REVIEW 
Foucault Studies, No. 32, 105-108.    107 
     In chapter four, on The Government of the Self and Others, Miller reminds us of Foucault’s 
interest in Kant in the creation of a genealogy of truth in which, in order to come to the 
truth, the Other is excluded. Since Kant, spiritual guidance no longer belongs to the realm 
of philosophy, and thinking can be done in private. Contrary to The Hermeneutics of the 
Subject in which Foucault speaks of a loss in modernity of the subject’s work on the self to 
gain access to the truth, Enlightenment is presented as ‘maturation’ of the subject. The 
subject has access to the truth because of what it is and not because of the care for the self. 
It is in the fourth chapter that the book offers its strongest conceptual possibilities, since 
Miller presents parrhēsia not as form of telling the truth that is lost in Antiquity but as an 
ever present historical possibility: ‘Thus the emancipated thinker of modernity is one who 
must stand before the present and speak frankly’ (p. 130). Miller’s fourth chapter brings 
the possibility of speaking the truth to the 20th century, serving as a theoretical introduc-
tion to the final chapter. After his disappointment in the GIP, Foucault thought that the 
one who speaks the truth to power should be on its own. However, it is here that Miller’s 
focus on the individual in his last years shows the limitations of the project. The exclusive 
focus on Foucault and his interests in a form of speaking the truth to power makes it look 
like as if we are waiting for Foucault’s successor. 
     ‘The Courage of Truth: Philosophical Life in the Face of Death’ is the title of the final 
chapter of the book. Miller interweaves the story of Foucault’s last phase in his life with 
the latter’s comparison between himself and Socrates: since the unexamined life is not 
worth living, we must think and act according to our thoughts until death takes us. We 
cannot stop saying the truth even when it has a cost for ourselves; either when we are 
executed for it or when we become too ill to work and lecture. As Miller reminds us, alt-
hough the lecture rooms were still full, Foucault did not die as a star, and a great many 
thinkers deplored his turn away from the analyses of power. In his reading of Foucault’s 
last years, Miller insists on Foucault’s emphasis on self-examination: Foucault does not 
tell us what we want to hear, but he is telling the truth to all of us, and we cannot get away 
with the genealogy of this or that. Miller’s description of the history of the reception of 
The Use of Pleasure and The Care for the Self in the U.S. in the introduction anticipates a sad 
introduction to the last chapter: Miller feels the need to defend Foucault against the accu-
sation that Foucault deliberately infected others with HIV, an accusation that can too eas-
ily be made with contemporary knowledge of the virus and that goes together with the 
resentment and disappointment in Foucault in the American progressive left and the aver-
sion against him in the conservative right.  
     Parrhēsia is only the case when you say, with an undetermined risk, not what others 
want to hear but what needs to be said. Foucault took the risk of being ‘called out’ by his 
contemporaries by leaving out references to women like Sappho and by making histori-
cally debatable choices in the description of sexual and ethical conducts in Antiquity (Mil-
ler 2021, 12). But, as he emphasizes in The Hermeneutics of the Subject, the historical inquir-
ies of his last years were not only motivated by historical curiosity. He wanted to trace the 
historical relation between subject and truth, which is where he found how the Antique 
subject of true knowledge became the subject of hermeneutics. However, in this same 
REVIEW 
Foucault Studies, No. 32, 105-108.    108 
history he saw the actual existence of forms of speaking the truth to power, that is, to 
problematize the omnipresent relations of power both inside and outside the university 
buildings. As Miller says: To be a professor of philosophy is a career choice, to be a phi-
losopher is a vocation (p. 96). 
Author info 
Toon Meijaard 
toon.meijaard@gmail.com 
MA in Philosophy 
University of Amsterdam 
The Netherlands 
 
Toon Meijaard is interested in the philosophy of disease and finds his inspiration in 
French philosophy, Nietzsche, and the anti-ableism studies. He recently finishing his the-
sis, which is titled ‘Medicalization and Hermeneutics: the Care of the Self in Michel Fou-
cault’s L’Herméneutique du sujet’. 


Paul Allen Miller, Foucault’s Seminars on Antiquity: Learning to Speak the Truth. London: Bloomsbury Academic, 2021. Pp. 232.: ISBN: 978-1474278669 (hardback).

En uddøende race? Hvordan kan branchen fastholde og tiltrække medarbejdere? Klarhed over karrieremuligheder og åbenhed om lønudviklingen er gode steder at starte

Fugl, Jette

 REVY NR. 1   |   FORÅR   |   2022 19
Af Jette Fugl,  
jefp@kb.dk
D E B A T
Jubilæernes tidsalder
Et 25-års eller ovenikøbet et 40-års 
jubilæum har vi nok alle sammen væ-
ret inviteret til og deltaget i. 
Imponerende, tænker man uvilkårligt i 
dag. For hvorfor har så mange ansatte 
på fag-, forsknings- og uddannelsesbib-
liotekerne været så trofaste og været 
ansat på biblioteksområdet i så mange 
år? 
Svaret er ganske enkelt. Det var jo det, 
langt de fleste tog uddannelsen for 
og det felt, man ønskede at arbejde 
indenfor. Netop et fag-, forsknings- og 
uddannelsesbibliotek, så hvorfor dog 
søge væk derfra? For det var bibliote-
ket i den klassiske forstand, der trak.   
Rekruttering er ikke længere en 
selvfølge
Men hvad så med fremtidens arbejds-
marked for nuværende og kommende 
Hvad er der sket  
med bibliotekarens 
klassiske dyder? 
En uddøende race? Hvordan kan branchen fastholde  
og tiltrække medarbejdere? Klarhed over karrieremuligheder  
og åbenhed om lønudviklingen er gode steder at starte.
ansatte på fag-, forsknings- og uddan-
nelsesbiblioteket? Det er selvfølgelig 
ikke nyt, at informationsspecialister 
ansættes i øvrige offentlige institu-
tioner og ikke mindst på det private 
arbejdsmarked, men efterspørgslen og 
bredden i ansættelsesmulighederne 
er helt klart vokset og vil uden nogen 
tvivl fortsat gøre det.
Foto: Ying Ge/U
nsplash
 REVY NR.  1   |   FORÅR   |   202220
Der er og vil fremadrettet være stor 
efterspørgsel efter medarbejdere, der 
har forståelse for kompleksiteten i 
implementering af systemer, for at 
indsamle og håndtere data, for formid-
ling og undervisning og ikke mindst 
for at skabe sammenhæng og overblik. 
Det er bibliotekernes grundkerne og 
force den dag i dag, som er skabt af 
medarbejdere med netop disse kvali-
fikationer og kompetencer. Nu er der 
bud efter dem!   
En uddannelse direkte og helt entydigt 
målrettet bibliotekerne er væk! Så der 
vil være langt færre, der uddanner sig 
til netop fag-, forsknings- og uddan-
nelsesbibliotekerne og deres klassiske 
arbejdsopgaver og det ovenikøbet i 
en tid, hvor bibliotekarens klassiske 
kvalifikationer og kompetencer netop 
er, og bliver, mere og mere vigtige og 
efterspurgte. Og de medarbejdere som 
entydigt og målrettet har valgt at  
uddanne sig til at arbejde på biblio-
tekerne, er dem, der afholdes jubilæer 
for. En uddøende race. 
Har vi haft et lidt forstemmende syn på 
de klassiske kvalifikationer og kompe-
tencer igennem en årrække? Både på 
fagets og på egne vegne? Nu er det så 
andre udefra, der gør os opmærksom 
på værdien og relevansen i netop disse 
klassiske biblioteksfaglige dyder. Ud-
møntet i efterspørgsel.
Foto: Serpil O
. / U
nsplash
 REVY NR. 1   |   FORÅR   |   2022 21
Hvorfor har så mange ansatte på 
fag-, forsknings- og uddannelses-
bibliotekerne været så trofaste og 
været ansat på biblioteksområdet i 
så mange år? 
D E B A T
Jette Fugl,  
informationsspecialist  
og bibliotekar DB ved KUB 
SUND/SCIENCE.
Konkurrence om kompetencerne
Fremtidens mange spændende og 
udfordrende arbejdsfelter og -opgaver 
kræver blandt andet kendskab til for-
midling, verificering, og systematisering 
og evne til at skabe overblik i komplek-
se sammenhænge, alle kvalifikationer 
og kompetencer, der også har været 
målrettet og anvendt på bibliotekerne. 
Bibliotekerne har altså fået skarp kon-
kurrence, da de kompetencer og kvali-
fikationer nu efterspørges af mange og 
forskelligartede arbejdspladser.
Offentlige arbejdspladser er ikke, som 
verden ser ud nu, i nogen reel konkur-
rence med de private arbejdspladser, 
hverken når der tales lønkroner eller 
personalegoder og i sidste ende fast-
holdelse.
Men hvordan kan bibliotekerne så 
fortsat sikre sig disse kompetencer og 
kvalifikationer?  
 
Det er en noget uvant tanke på biblio-
tekerne, generelt, hvor arbejdspladsen i 
årtier ikke har skullet bruge mange tan-
ker på at fastholde og sikre nuværende 
og kommende medarbejdere i ansæt-
telserne. Så hvordan kan fag-, forsk-
nings- og uddannelsesbibliotekerne så 
fremadrettet ”konkurrere” med de man-
ge andre jobudbud og efterspørgsler 
efter netop informationsspecialisten?
Fastholdelse og et blik for fremtiden
Hvorfor skal man søge netop job i bib-
lioteksbranchen? Og hvordan kan man 
fremadrettet fastholde medarbejdere, 
der allerede er ansat? Det er en debat 
og samtale, som det er vigtigt at få talt 
sammen om på arbejdspladsen, blandt 
kollegaer og ledelser.   
Helt personligt tænker jeg, at klarhed 
over karrieremuligheder, fleksibilitet 
og åbenhed om lønudviklingen vil 
være oplagte bud. Sammen med ty-
deliggørelsen af de goder, som ikke er 
repræsenteret på lønsedlen, men som 
derimod findes i den fælles faglige 
arbejdskultur og udvikling; ikke at for-
glemme. Altså 1-2-3 gode bud til den 
fortsatte samtale. 
Hvorfor skal man søge netop job i biblioteksbranchen? Og hvordan kan man fremadrettet  
fastholde medarbejdere, der allerede er ansat? Foto: Stefan Katic


Not a member yet

Verdenssamfundet slår revner

Ph.d-indlevering på Aalborg Universitet: Et unikt samarbejde mellem bibliotek, forlag og forskere

#biblioteksblik

Cory Wimberly, How Propaganda Became Public Relations: Foucault and the Corporate Government of the Public. Routledge: New York, 2020. Pp. 214.: ISBN: 978-0-367-26314-0 (hardback).

Velfærdssamfundet synger på sidste vers: Socialdemokratiet har trin for trin taget livet af den demokratiske dialog gennem sin ”sig-selv-nok”-strategi og sit lukkede forvaltningsregime

Paul Allen Miller, Foucault’s Seminars on Antiquity: Learning to Speak the Truth. London: Bloomsbury Academic, 2021. Pp. 232.: ISBN: 978-1474278669 (hardback).

Hvad er der sket med bibliotekarens klassiske dyder?

Starting-Up During COVID-19

What is Our Sense of Place in the Time of the Pandemic?

Creative or Coercive?: Cities, Workspaces, and Business Anthropology in the Near Aftermath of the Covid-19 Pandemic

4,653

5,556