Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Mogens Leisner-Jensen om Jens Hougaards bog Bemærkninger vedrørende Jens Hougaard: Ludvig Holberg. The Play wright and his Age up to 1730 (1994

Leisner-Jensen, Mogens

Danish

Bemærkninger vedrørende Jens Hougaard: Ludvig Holberg. The Play wright and his Age up to 1730. Translated by Jean and Tom Lundskær-Nielsen

Mogens Leisner-Jensen om Holberg og Shakespeare

Mindre bidrag 
To Holbergiana 
I Holberg og Shakespeare 
F.J. Billeskov Jansen mener, at denne sætning i ep. 190, 'Mand kand sige, at fra 
Plauti Alder indtil Moliere, som giør en Tiid af 2000 Aar, intet anseeligt Skue-
spill, som bekiendt er, haver kommet for Lyset', er 'et talende Bevis paa H's 
Ukendskab til Shakespeare!'1 Jeg er ikke så sikker. Et kendskab til Shakespeare 
måtte vel i givet fald stamme fra Holbergs ophold i Fngland i 1706-1708, og 
epistlen udkom i 1750, over 40 år senere, og Holberg har i mellemtiden næppe 
haft anledning til at læse eller høre om Shakespeare. Det der for ham er 'kome-
die' er den type der repræsenteres af den nye antike komedie i Athen og Rom og 
de italienske, franske og originale danske komedier, navnlig de sidste. Det er ik-
ke forkert, at der indenfor denne 'klassiske europæiske' komedie ikke er frem-
kommet anselige skuespil i det angivne tidsrum, selvom han gerne kunde have 
skevet Terents i stedet for Plautus. Shakespeare hører ikke hjemme i denne ræk-
ke, uanset hvor højt vi andre måtte vurdere ham. 
Viljam Olsvig oversætter i Holberg og England (Kria. 1913), 202-203, et læn-
gere uddrag af digteren, dramatikeren, skuespilleren og teaterdirektøren Colley 
Cibber's selvbiografi, An Apology for the Life ofColley Cibber (1740)2. Cibber 
skriver her om de forestillinger han og hans teater, The Theatre Royal in Drury 
Lane, spillede i Oxford i anledning af Universitetets årsfest, 'the Aet'. Han skri-
ver (cit. efter Fone's udg., 254-255): 
But my chief Reason for bringing the Reader to Oxford, was to shew the diffe-
rent Taste of Plays there, from that which prevail'd at London. A great deal of 
that false, flashy Wit, and forc'd Humour, which had been the Delight of our 
Metropolitan Multitude, was only rated there at its bare, intrinsick Value; 
Applause was not to be purchas'd there, but by the true Sterling, the Sal Atii-
cum of a Genius; unless where the Skill of the Actor pass'd it upon them, with 
some extraordinary Strokes of Nature. Shakespear, and Johnson had, there, a 
sort of classical Authority; for whose masterly Scenes they seem'd to have as 
implicit a Reverence, as formerly, for the Ethicks of Aristotle. 
Ganskevisst, Olsvig har ikke kunnet finde 'oplysninger om forestillinger i 
Oxford i tiden 1706-8'. Han har tværtimod hos Thomas Hearne - underbibliote-
kar ved the Bodleyan Library, som Holberg (sandsynligvis) også har været i kon-
takt med - fundet breve fra 1707, hvoraf det fremgår, at Viccchancellor i dette år 
forbød skuespil'. Det skulde dog være mærkeligt, om ikke Holberg havde hørt 
om diskussionen for og imod teater, og om Shakespeare, der nød klassisk autori-
tet hos Oxonianerne sammen med Ben Jonson, som Holberg jo godt - senere -
kendte. Et andet brevcitat hos Olsvig viser at der var opposition imod skuespil i 
148 • Mindre bidrag 
byen, vel i kirkelige kredse som hér i landet: 'We are very much pleased in town 
with the vice-chancellor's resolution in not suffering the players to have an op-
portunity to corrupt the youth of the university'. 
Når Holberg i 'Don Ranudo' overtager en række spanskklingende personnav-
ne fra John Dryden's bearbejdelse af 'The Tempest'4, har han antagelig også læst 
Shakespeare's navn, omikke på titelbladet (der er intet forfatternavn på 1. udg.s 
titelblad5), så dog i Dryden's forord, hvor den oprindelige digter er nævnt sex 
gange). Skyldes den ukorrekte datering af Dryden i 'Ny-Aars Prologus' - 'Med 
en Elisabeth en Dryden spirer op' -, at han forvexler 'Stormen's to digtere? Chr. 
Bruun tager det ganskevisst som et tegn på at linjen skyldes en mindre vidende 
person end Holberg6. 
Det vigtigste spørgsmål der har beskæftiget literaturhistorikere er naturligvis: 
er der nogen forbindelse mellem 'The Taming of the Shrew' (på dansk som oftest 
'Trold kan tæmmes') og 'Jeppe paa Bierget"? Shakespeare's komedie er som 
man veed forsynet med en 'induction', hvor Christopher Sly, a tinker, kedelflik-
ker, har en oplevelse der meget ligner Jeppes på baron Nilus' herregård; selve 
komedien om Petruchio og Katharina opføres til Sly's forlystelse hos en Mord'. 
Hertil kan meddeles et visst ellers ikke på dansk påagtet forhold. Det ændrer gan-
skevisst ikke på den gamle dom, at der er ingen forbindelse, men fjerner mulig-
heden for en sidste lille tvivl. 
O.J. Campbell lægger i The Comedies of Holberg (Cambridge, Mass. 1914), 
hvor han gerne vil bevise en sammenhæng, vægt på det faktum at Holberg under 
sit ophold i London i 1706 kunde have set 'The Taming of the Shrew' opført to 
gange (s. 250). Det er ikke rigtigt. To nyere lister over repertoiret i London7 angi-
ver samstemmende, at man kender fire opførelser af 'The Taming of a Shrew or 
Sawny the Scot' under Holbergs ophold i England: d. 4. juli, 5. august og 15. ok-
tober 1707 på the Queen's Theatre Haymarket og d. 19. juni 1708 på Drury Lane. 
Selvom Holberg skulde have været i London på ét af disse tidspunkter (og Olsvig 
mener at han nok 'under sit aarelange ophold i Oxford har gjort sig en tur til ho-
vedstaden oftere end den ene gang han omtaler i juli 1706'8), havde det ikke hjul-
pet Campbell. Det var ikke Shakespeare's komedie man spillede, men en bear-
bejdelse fra 1667 af skuespilleren John Lacy, der selv havde rollen som Sawny, 
Gruinio hos Shakespeare, der var blevet en hovedperson. Den havde sceneheld 
og spilledes i London til 1736. Men Lacy havde udeladt the induction, så Hol-
berg kan umuligt have set den spillet. 'The Taming of the Shrew' blev først gen-
optaget i det 19. århundredet 
Det er på en måde mere interessant, at the induction blev bearbejdet til selv-
stændige stykker. Det gjorde Charles Johnson og Christopher Bullock samtidig i 
1716, begge under samme titel, 'The Cobler of Preston'. Johnson begyndte, men 
Bullock skyndte sig og havde premiere først, d. 24. januar 1716 på Lincoln's Inn 
Fields, medens Johnson kom med sin d. 3. februar på Drury Lane. Avery kalder 
det 'cutthroat competition'10. Begge er ret korte, og ingen af dem har nogen lig-
hed med 'Jeppe'. 
Når endelig Holberg aldrig nævner Shakespeare, kunde det også skyldes, at 
han - forudsat han havde kendt noget af hans stykker - ikke fandt dem anseelige. 
I 'Betænkning over Historier' i Dannemarks Riges Historie III" nævner han, at 
de skønsomste folk kan have en særdeles egen smag, 'saasom de Engelske udi 
To Holbergiana • 149 
uordentlige og forvirrede Skuespill'. Det samme siger Rosenstand-Goiske i me-
sterens ånd mere udførligt om Shakespeare i sine Kritiske Efterretninger. 
Shakespeare, hvor stort et Gcnie han for Resten er, saa streng han er i sin 
Handlings Eenhed, saa original han er i sine Characterers Anlæg, Tegning og 
Skattering, saa mangfoldig i sine Contraster, og saa megen Interesse han har i 
Situation og Plan: saa meget er han paa den anden Side uregelmæssig, og hans 
meget gode og ofte uforlignelige Dialog indhyllet i saa mange Fadaiser, Grov-
heder og Ordspil, at han aldrig kan sættes i Ligning med Corneille eller Vol-
taire, eller hans Stykker ansces for ægte Mesterstykker, uden maaskee af den 
Nation han skrev for1-. 
Den der vil have syn for sagn, kan sammenholde Chorus's berømte prolog til 
Shakespeare's 'Henry the Fifth' med epilogen til 'Ulysses von Ithacia'. Man 
skulde næsten tro, at den sidste var provokeret af den første. 
II Valerius og Brutus 
I den anden satire, 'Apologie for Sangeren Tigellio', bruger Holberg to gange 
'Brutus' som et historisk exemplum, nemlig i vers 69 og vers 220. Digteren går 
åbenbart ud fra, at læseren udenvidere kan forstå hvem der er tale om, han præci-
serer det ikke selv. De fleste vil formentlig gå ud fra, at der er tale om samme per-
son, men det er ikke tilfældet. 
På det første sted behandles det forhold, at et samfund som et menneske kan 
være ubestandigt: 
Paa høiest Spidse naar er stegen Tyrannie, 
Det styrtes, drives plat hen til et Anarchie. 
Jeg gaar i Tiden hen,jeg finder Rom bedrøvet, 
Den sukker, hyler; thi dens Frihed er berøvet, 
Man nu paa Andres, nu paa egne Lænker seer, 
Man bliver desperat, man griber til Gevær. 
En Brutus herudi giør vel et Mesterstykke, 
Men styrter Staden dog i anden stor Ulykke; 
Thi Rom fra Tyrannie til saadan Stand faldt hen, 
At den cureres maa ved Tyrannie igien (v. 63-72). 
Dette er jo en unuanceret gengivelse af den i antiken hyppigt optrædende teori 
om de mulige statsforfatningers bestandige kredsgang, anakyklosis]\ Den Brutus 
der hér refereres til er Marcus Iunius Brutus, Caesarmorderen, den yngre B. (85-
42 f.Kr.f.). Billeskov Jansen mener ganskevisst i kommentaren til epistel 324, der 
handler om den yngre Brutus14, at omtalen hér kan dække også den ældre, Luci-
us I.B., frihedshelten der fordrev den sidste konge, Tarquinius Superbus, 'den 
overmodige', og oprettede Republiken i 509. Det skal vel ikke forstås sådan, at 
150 • Mindre bidrag 
Holberg her bevidst vil spille på begge mænd, men at han ubevidst er tvetydig. 
Der kan dog ikke være tvivl om hvem der menes. Hvad han har sagt i skæmte-
digtet gentager han utvetydigt i epigrammet IV 92: 
In Brutum Cæsaris percussorem. 
A propriis vitiis domita haud a Cæsare Roma est; 
Novimus himc urbis composuisse statum. 
Sublato domino, veteres rediere tyranni*} 
Pmmeritum Bruti**) quale sit inde patet. 
*) Anarchia, turbæ, seditio. 
**) Occisoris Cæsaris. 
'Rom blev ikke undertvunget af Cæsar fordi han var en politisk skurk; / vi 
veed at han skabte ordnede forhold i byen. / Da eneherskeren var fjernet vend-
te de gamle tyranner tilbage. / Heraf ses det, hvad der var Brutus' fortjene-
ste/forseelse. 
De to fodnoter understreger hvad der menes med de tyranner der afløste Caesar, 
anarki, forvirring og opstand, dvs. borgerkrig, og hvem af de to berømte Bru-
tus'er der sigtes til. Pointen i epigrammet er ironien i det dobbeltydige promeri-
lum, 'hvad man har gjort sig fortjent til'. Selvom Brutus, som det hedder i nævn-
te epistel, gemenligen regnes blandt de allerdydigste gamle Romere, fordi han 
omkom en tyran, er dette mord en plet i hans levned, som aldrig kan aftoes; han 
myrdede den mand, som ikke alene var hans velgører, men som endog elskede 
ham fremfor alle Romere. Her ses altså ikke på de øvrige ulykker som fulgte af 
attentatet på Caesar: borgerkrig mellem Caesarianere og optimater, de blodige 
proskriptioner, hvis prominenteste offer var Cicero, og de borgerkrige mellem 
Caesarianerne indbyrdes under henholdsvis Marcus Antonius og Caesar Octa-
vianus, som endte med Octavians sejr over Antonius ved Actium i 31, hvorefter 
den sidste blev enehersker, 'tyran', fra 27 med navnet Augustus. Man kan ikke på 
samme måde sige, at den ældre Brutus' heltedåd fulgtes af katastrofale begiven-
heder der førte til et nyt tyranni. 
Det andet sted hvor 'Brutus' forekommer, er under omtalen af, hvordan domme 
om historiske personer bestandig vexler. 
Om en Xantippes Dyd man skriver aabenbar, 
Om Messalina, at hun meget ærlig var. 
At Sokrates var skiøn, har mærket En og Anden. 
Der fattes kun, at man giør Forsvarsskrift for Fanden; 
Ja, at man Caji Hest til god Bormester giør, 
Ham med Valerio og Bruto ligne tør (215-220). 
I serien af tænkte rehabilitationer - af hvilke Holberg jo senere realiserede én -
nævnes Incitatus, den hest kejser Gaius, almindeligt kaldet Caligula, skulde have 
To Holbergiana • 151 
designeret som consul ('Bormester')15, og som man måske kunde finde på at gøre 
til en ligeså stor politicus som 'Valerius og Brutus'. 
Georg Christensen går i sin kommentar fra 192516, hvad der måske er meget 
naturligt, udenvidere ud fra, at 'Brutus', som på det første sted, er Caesarmorde-
ren Marcus Iunius Brutus, den berømteste bærer af navnet, 'der værgede den 
gamle Romeraand', og at 'Valerius' derfor nok er den Lucius Valerius Flaccus 
(før 103-c. 54), der i 63 som prætor urbanus aktivt bistod Cicero ved oprulningen 
af Catilinas militærkupplaner. Det kan ikke være rigtigt. 
Sammenhængen kræver, at begge de nævnte har været prominente historiske 
personer og consuler, og vel også at de har udgjort et par. Det gjorde denne Vale-
rius og M. Brutus ikke; ingen af dem opnåede consulatet, og selvom Brutus fik et 
stort ry på godt og ondt efter mordet på Caesar'7, var ingen af dem heller egentlig 
prominente politikere i deres samtid, og da sletikke Valerius. Hans politiske kar-
riere endte, da han efter sit statholderår i provinsen Asia (62) i 59 blev anklaget 
for udpresning af provinsen, selvom han blev forsvaret af Cicero i en bevaret ta-
le og frikendt. Der vides visstnok intet om nogen forbindelse mellem L. Valerius 
og den atten år yngre M. Brutus. 
Holberg må have tænkt på den ældre Brutus, Lucius Iunius Brutus og hans 
medconsul i 509, Republikens første år, Publius Valerius Publicola. Den sidste 
overtog consulatet efter L. Tarquinius Collatinus, den kydske Lucretias ægte-
mand. Denne havde sammen med Brutus og andre retsindige Romere, efterat 
kong Tarquinius Superbus, den Ovennodiges søn Sextus (hans egen fætter) 
havde voldtaget Lucrctia, deltaget i fordrivelsen af Tarquinierne og oprettelsen 
af Republiken, og var blevet consul sammen med Brutus. Men han måtte ned-
lægge consulatet på grund af slægtskab og navn. P. Valerius Publicola, 'Folke-
ven', hvem Plutarch viede én af sine biografier - parret sammen med athene-
ren Solon -, og Lucius Brutus, de to frihedshelte, udgør et værdigt par og en 
eklatant kontrast at sætte op imod hingsten Incitatus, der vel var dum som en 
hest. 
Noter 
1. Epistelkommentaren VII (Kbh. 1953), 17f. 
2. I B.R.S. Fone's udg. (Ann Arbor 1968), 252-256. 
3. Olsvig, anf.v., 201 fog 281-283. 
4. Carl Roos i komedieudgaven III (1924), 490. 
5. Reproduceret i The Works oj John Dryden X, 'Plays' (Berkeley 1970), 2. 
6. Om Ludvig Holbergs trende Epistler (Kb\\. 1895), 153f. 
7. Charles Beecher Hogan, Shakespeare in the Theatre 1701-1800. A Record of 
Performances in London 1701-1750 (Oxford 1952), 4-6; og Emmett L. Ave-
ry, The London Stage 1660-1800. A Calendar of Plays etc. (Carbondale, 111. 
1960), 150, 151, 154 og 173. Lektor Thomas Pettitt, M.A. takkes for henvis-
ning til disse to værker. 
8. Holberg og England, 9. Af 1. Levn., 50 Kr. fremgår at opholdet varede en 
152 • Mindre bidrag 
måned, medens Olsvig (sm.st., 54) udstrækker det til hele universitetsferien. 
At det skulde være just i juli synes ikke at fremgå noget sted. 
9. Se: Tori Haring-Smith, From Farce to Metadrama. A Stage History of The 
Tatning of the Shrew 1594-1983, Contributions in Drama and Theatrc Stu-
dies, Number 16, 10-12. 
10. Anf.v. (ovf. n. 7), p. cxiii. 
11. P. vin i Levins udg. (1856). 
12. Kritiske Efterretninger om den Kongelige danske Skueplads... 1778-80, udg. 
Kbh. 1839 af C. Molbech, s. 2. 
13. Se Erik Christiansen, Politisk teoridannelse i antikken (Kbh. 1974), 195-197 
og Person- og sagregister under 'anakyklosis' og 'forfatningsformemes 
kredsløb'. 
14. Episteludg.s bd. VII (Kbh. 1953), 201. 
15. Sueton, Gaius Caligula 58. 
16. Peder Paars og Skæmtedigtene i 'Festudgaven 1922' (Kbh. og Oslo 1925), 
419. Liebenberg har i de Mindre Poetiske Skrifter (Kbh. 1866) ikke fundet en 
forklaring nødvendig. 
17. Holberg har, som nævnt, meddelt hvad han mente om M. Brutus i ep. 324. 
Det bemærkes, at når index til Billeskov Jansens episteludgave (VIII, 63) un-
der Brutus, Marcus Junius henviser til 'VI 205' er det ikke rigtigt; det dér 
meddelte citat fra Gilbert Burnet nævner også L. Brutus 'sous le regne des 
Tarquins'. Henvisningen hører til under 'Brutus, Junius d. Æ.' 
Mogens Leisner-Jensen 
Oehlenschlager og Vergil. 
... die Geister des Horats, 
Virgils, Ovids und Propertz 
werden mich nun vielleicht 
kiinftig als 'Sohn' griifien ...' 
Et eksempel på en lykkelig forbindelse af nomen og epithet finder man i anden li-
nie af Oehlenschlagers fædrelandssang Der er et yndigt Land, hvor det hedder 
»Det staaer med brede Bøge«. Udtryksmæssigt overhører man ikke allitteratio-
nen, uden at den dog insisterer, medens »brede Bøge« indholdsmæssigt »provides 
size, solidity and stability to the trees; one needs to remind oneself of the impres-
sive bcech trees in contemporary Danish landscape painting, as for instance in P. 
C. Skovgaard's, to glimpse the mental image a 19th century singer would connect 
with them».2 
Når man ud fra en nutidig betragtning - mod Oehlenschlagers formulering -
umiddelbart kunne synes, at bøge er høje snarere end brede, er det en konsekvens 
af den omlægning af skoven, der var resultatet af udskiftningen i 1780'ernc og 
fredskovsloven af 1805, en ændring, som ikke skulle vinde bifald hos romantik-
kens kunstnere. Som det hedder om Oehlenschlager: »De Bøge, Digterkongen 


To Holbergiana

Mikael Køneke om komposita og »bekvemmelighedskomposition«

Køneke, Mikael

Surdejsskålen og oliefuglene • 159 
Noter: 
1. Mit ubetydelige Levnets Løb, udgivet af Marianne Alenius (Museum Tus-
culanum 1986). Citat her fra p. 9. Værket er skrevet 1787, men først trykt 
1909. 
2. op.cit. p. 60. 
3. Ludvig Holbergs memoirer ved F. J. Billeskov Jansen. Her citeres efter an-
den gennemsete udgave 1963, som er et optryk af den anonyme 1745-over-
sættelse. 
4. Alle tre citater: op.cit. p. 13. 
5. op.cit. p. 52. 
6. Angående denne sammenhæng samt hele analysen af optakten til Holbergs 
første levnedsbrev henviser jeg til indledningsafsnittet Bagateller i min bog 
»Holbergs Komik« p. 9-14. 
7. Citeret efter A. Kragelunds oversættelse af Ludvig Holbergs tre Levneds-
breve 1965, I p. 7. 
8. Ludvig Holbergs memoirer p. 13. 
Erik A. Nielsen 
Surdejsskålen og oliefuglene 
Om komposita og »bekvemmelighedskomposition« 
Komposition er som orddannelsesmekanisme først og fremmest karakteriseret 
ved sin umådelige produktivitet. At dømme efter »Nyordsordbogcn« (Riber 
Petersen 1984) er tilgangen af ny komposita i ordforrådet mindst tre gange så 
stor som tilgangen af ord fra alle andre dannelsesmåder - tilsammen!1 Forhol-
det mellem ny komposita og indlån af forskellig slags fra engelsk er iøvrigt no-
genlunde det samme2 - og så medtager Riber Petersen endda kun de komposi-
ta, der betydningsmæssigt volder problemer, ikke de »banale«.3 Kompositio-
nen indtager dermed positionen som suverænt førende leverandør af ny ord til 
det danske ordforråd. 
Komposition karakteriseres videre ved sit nære slægtskab med andre syntak-
tiske konstruktioner. Den absolut centrale form for komposition i dansk er 
sammenføjning af to substantiver;4 holder man sig til denne centraltype - hvil-
ket jeg gør i det følgende - ses det, at kompositionen indgår i en række af ialt 
fem muligheder for at relatere to substantiver til hinanden, og at komposition 
står i omsættelighedsforhold til samtlige 4 andre: genitivskonstruktion: ansigts-
udtryk et ansigts udtryk, mængdehelhed: vanddråbe en dråbe vand, præposi-
tionsforbindelse: middagsrester rester fra en middag, og endeligt verbalt ud-
trykt relation: avisdreng dreng der sælger aviser. 
I modsætning til de andre konstruktionsmuligheder er kompositionens pro-
dukt imidlertid et ord: de to indgående ord sammenskrives mellem to blank-
tegn som eet, ved bøjning og affigering behandles de som een rod, og attributi-
160 • Mindre bidrag 
ve led, adjektiver f.eks., knyttes til helheden, i almindelighed er det ikke mu-
ligt at knytte beskrivere selektivt til de enkelte kompositionsled.5 Sammen-
skrivningen er den grafiske gengivelse af den særlig tætte sammenføjning, der i 
tale markeres af enhedstrykket eller, med Diderichsens betegnelse »tryktabs-
forbindelsen« mellem de to ord, dvs. det forhold, at »... Ord der normalt har 
Fuldtryk ... mister deres Tryk for sammen med et Fuldtryksord at udgøre en 
snævrere Enhed.«6 
Det centrale indhold af den særlige tæthed mellem elementerne, komposi-
tion således implicerer, er, at den betegnede forbindelse er af generisk eller i 
det mindste habituel art. Således er komælk så ubetinget mælk fra en ko, det 
kan simpelthen ikke være andet; og en cowboybuksepige er som bekendt ikke 
blot en pige, der tilfældigvis i dag har cowboybukser på: det er en pige, der .røm 
regel, næsten altid, evt. »evig og altid« går i cowboybukser; tilsvarende er en 
markmus ikke en tilfældig mus, der tilfældigvis befinder sig på en mark, men en 
mus af den slags, der overvejende lever deres liv på markerne. 
Anderledes beskrevet: det er alle de nævnte substantivskonstruktioners op-
gave at danne betegnelser for begreber ved subklassifikation af overordnede: 
af al mælk i verden stammer noget fra køer, noget fra geder osv. osv. Mens så 
alverdens mere eller mindre tilfældige, forbigående og/eller enestående forbin-
delser - f.eks. »kvinde sluger testamente« - kan beskrives v.hj.a. substantivs-
forbindelser, er det kun de generiske eller de i det mindste habituelt forekom-
mende, der benævnes af sproget, får et navn. 
Dette krav om permanent/habituel relation må ses i sammenhæng med just 
det forhold, at komposita er ord; de er nemlig dermed kandidater til en plads i 
sprogbrugernes »leksikon«, hvor de lagres og hentes frem som enheder, der 
ikke analyseres henh. dannes på ny hver gang de bruges. 
At det faktisk forholder sig sådan, kan man se af de mange komposita i spro-
get, der klart er overlevet fra en tid, hvor de enten faktisk betegnede en lidt 
anden genstand end den nutidige - jvf. det fortærskede eksempel kakkelovn -
eller hvor ordene, de blev dannet af, betød noget andet end nu, jvf. eksempel-
vis ordet ligtorn, der jo ved nutidig analyse faren let makaber betydning. Læse-
ren kan iøvrigt iagttage den igangværende leksikaliseringsproces ved at overve-
je, om han nogensinde har tænkt på analysen af ordet fjerkræ som kræ med fjer 
på! 
1 kraft af denne egenskab adskiller komposita sig klart fra de øvrige substan-
tivskonstruktioner, der kun i stærkt begrænset omfang leksikaliseres - jvf. ud-
tryk af typen manden på gulvet. 
Arbejdsdelingen synes altså ganske klar mellem på den ene side komposi-
tion, og på den anden især leksikalsk udtryk for relationen mellem to substanti-
ver (præpositioner, verber). Det er da også i egenskab af leverandør til spro-
gets evigt foranderlige ordforråd, man gerne ser komposition beskrevet, såle-
des også i Aage Hansens Moderne dansk.7 Men det er - naturligvis- for enkelt 
til at være hele sandheden. Betragt f.eks. denne stump avistekst: 
»Svenske børn kan ikke mere klokken. Med digitalurenes fremmarch ... De 
forstår ikke fem-minuttersstregen, og mange ...« (Politiken). 
Ingen kan benægte, BA fem-minuttersstregen er en dannelse, der opfylder kra-
vet om permanent relation mellem leddene, og en benævnelse for en »streg der 
Surdejsskålen og olie fuglene • 161 
angiver intervallet fem minutter på en urskive« er da også en principiel mulig 
leksikonenhed; derimod kan man med god ret betvivle rimeligheden af en så-
dan enhed; den forekommer overflødig, alene p.gr.a. sin ringe anvendelsesmu-
lighed. Det er næppe heller som leksikonenhed, den er tænkt ved dannelsen; 
den er dannet som en bekvemt højkomprimeret kommunikationsenhcd, slet og 
ret, og som det fremgår af parafrasen er tekstbesparelsen også betydelig. 
Komposita som rent tekstbesparende konstruktionsvariant ses ofte i bl.a. 
avistekst, hvor der med et kompositum vises tilbage til en kompleks sammen-
hæng beskrevet i teksten: 
»Mindst 3.000 fugle er dræbt på grund af olieforureningen i Vadehavet, og 
mange flere er blevet tilsølet af olie og er drevet i land ... I denne week-end vil 
Dansk Ornithologisk Forening gå strandene igennem ... for at få en opgørelse 
over omfanget al oliefuglene« (Berlingske Tidende). 
Selve ordet oliefuglene er åbent for fortolkning. Det er naturligvis muligt som 
leksikonenhed med betydningen fugl, der er blevet dræbt af olieforurening -
eller evt. blot fugl, der er blevet tilsølet af olie (fra et udslip, og derfor ikke vil 
kunne overleve) - men som det fremstår her, er det klart blot en tekstsammen-
fatning med noget upræcis reference til alle de fugle, der er blevet ramt af olie-
forureningen i Vadehavet og i denne weekend, altså nu, ligger på strandene ... 
Som sådan tekstsammenfatning rummer det deiksiselementer - jvf. kursiverin-
gerne - og er dermed i modstrid med kravet til leksikonenheder beskrevet 
ovenfor. 
Et andet, endnu mere rendyrket eksempel leverede en kollega en morgen, 
da hun ankom i sidste sekund og undskyldte sig med, at hun havde skullet sen-
de sit kolonibarn af sted den morgen. Adspurgt forklarede hun, at hun dermed 
mente det af hendes børn, der den følgende uge skulle på koloni med sin børne-
have. Det mest interessante var imidlertid hendes egen - uopfordrede og helt 
spontane -afvisning af ordet som »... noget vrøvl at sige, det lyder som om han 
skulle bo der eller sådan noget«. 
Sådanne »bekvemmelighedskomposita« dannes også på tryk uden at være 
tekstsammenfattede: 
»Brug til surdejen en skål som er syrebestandig... Sæt en anden skål på væg-
ten og kom melsorterne i... Tag nu mel fra denne skål, så alt kliddet og det 
hvide mel kommer over i surdejs-skålen« (P. Holst. Grøn gastronomi). 
I modsætning til den tænkelige leksikonenhed en surdejsskål: skål beregnet 
specielt til at have surdej i, er der faktisk blot tale om en almindelig - men altså 
syrebestandig - skål; surdejs-skålen betyder ganske enkelt den skål surdejen 
(nu) står i - med et kompositum refereres altså til netop en blot forbigående og 
tilfældig forbindelse. 
Det hører med til beskrivelsen at disse bekvemmelighedskomposita altid har 
bekendthedsform eller på anden vis - f.eks. med possessivpronomen - er be-
stemt; naturligvis, kunne man sige: de fungerer jo i kraft af referencen til den 
kendte/beskrevne kontekst, netop derved bliver de mulige som attraktive vari-
anter for de langt mere ordrige konstruktioner, der »burde« være anvendt. 
Der er slet ingen tvivl om, at denne funktion er sekundær i forhold til kom-
positionens primære opgave, dannelse af leksikonenheder. Eller rettere: de to 
ting modsiger overhovedet ikke hinanden, man kan tværtimod glimrende fo-
162 • Mindre bidrag 
restille sig dem som tæt sammenhængende: det er muligt, at mange af de ikke 
umiddelbart forståelige komposita i ordforrådet i virkeligheden oprindelig er 
dannet som eksemplet oliefuglene viser, ved tekstsammenfatning, og så siden 
har vundet indpas i ordforrådet. Løsrevet fra sin dannelseskontekst vil et så-
dant ord ikke blive deiksisholdigt, men netop betegne en generisk/habituel re-
lation, fordi det da bliver tolket som en leksikonenhed. Hvis denne udviklings-
model er rigtig, bør man selvsagt ikke tale om to funktioner, men om én - der 
så blot må betragtes lidt mere nuanceret, end man almindeligvis gør det. 
Noter: 
1. Alle opslagsord i nyordsordbogen findes registreret efter herkomst, tvivls-
tilfælde er dobbeltregistreret; i disse lister fylder komposita ca. 23 sider, de 
øvrige orddannelsesmåder under eet fylder knap 7 sider. 
2. Indlån fra engelsk fylder i de ovennævnte lister ca. 8 sider, heri medregnet 
betydningslån, men ikke eksemplerne rubriceret som »mulig påvirkning«. 
3. Riber Petersen angiver hvad der optages af komposita som følger: »Disse 
ord kan ikke forstås umiddelbart selv om man kender indholdet af begge 
ord,« op. cit. s. 14. 
4. Alle komposita i nudansk får andctleddets ordklasse; af nyordsordbogens 
andetledsregister fremgår, at langt størstedelen af de nydannede (og optag-
ne) komposita er substantiver: 2.176 substantiver over for 185 adjektiver 
og kun 109 verber; af disse små 2.200 substantiviske komposita har ca. 
1.800, altså i størrelsesordenen 4/5, også substantivisk førsteled. 
5. I forbindelser som hvid slavehandel og nedlagt stationsbygning er adjekti-
vet faktisk selektivt knyttet til førsteleddet; det drejer sig om et meget få-
talligt undtagelsesfænomen, hvor de fleste eks. er leksikaliserede; i reglen 
vil man i stedet nydanne »uægte« komposita som førsteled, jvf. eks. som 
fastkurspolitik, flersengsstue; for en mere indgående beskrivelse af alle de 
forhold, der gør komposita til særlig tætte forbindelser se mit (utrykte) spe-
ciale, kap. 3. (Køneke 1986). 
6. Diderichsen 1974, s. 144. 
7. Hansen 1967, bd. 1 s. 233f, bd. 2 s. 295f. 
Litteratur 
Diderichsen, R, 1974: Elementær dansk Grammatik - 3. udg. 6. opl., Kbh. 
1974. 
Hansen, Aa., 1967: Moderne dansk, Kbh., 1967. 
Køneke, M., 1986: Danske substantiviske kompositas natur, funktion og se-
mantik, speciale i dansk v. Kbh.s Universitet, 1986. 
Riber Petersen, P., 1984: Nye ord i dansk/under medvirken af J. Eriksen, Kbh. 
1984. 
Mikael Køneke 


Surdejsskålen og oliefuglene: Om komposita og »bekvemmelighedskomposition«

Lars P. Rømhild om Paul V. Rubows litterære sandhed

Rømhild, Lars P.

148 • Mindre bidrag 
kunst kendte Staffan, der var tjener eller stalddreng hos kong Herodes, cf. 
Kulturhistorisk Leksikon for nordisk middelalder XVII, sp. 23-30. 
Thomas Riis 
Rubows litterære sandhed 
En fremstilling af Paul V. Rubow som litteraturvidenskabsmand og kritiker 
(SSO nr. 290, 1976: Tradition og fantasi) lod jeg udmunde i nogle fortolkninger 
af et motto den aldrende Rubow brugte på to af sine bøger: 2. udg. af Litterære 
Studier, 1949, og Hamlet i Original og oversættelse, 1961. Det lyder: Il y a une 
vérité littéraire, og er forsynet med ophavsnavnet Brunetiére. 
Fortolkningerne kan nok gå an hvor de står; og den franske litteraturhistori-
ker Ferdinand Brunetiére (1849-1906) har en vigtig plads i fremstillingen, fordi 
han gav den unge Rubow læresætningen om genretradition som hjørnestenen i 
litteraturhistorien, og fordi bataljerne mellem Brunetiére (og E. Faguet) på 
den ene side og Anatole France (og J. Lemaltre) på den anden side - om ved 
1890 - om objektivitet og subjektivitet i litteraturkritikken har en dyb genklang 
i Rubows eget forfatterskab. Han gik fra den Brunetiére'ske videnskabelighed, 
der præger fx H. C. Andersens Eventyr, 1927, til den France'ske impressionisti-
ske og causerende kunst, fx i essayet om Racine, 1940. Men beholdt dog altid 
aktier i begge arter af kritik. Brunetiéres navn kan endnu påberåbes ved nogle 
af hans sene skrifter, som sagt. 
Dog var der den kedelige omstændighed at det ikke var lykkedes mig a\ finde 
sætningen om den litterære sandhed hos Brunetiére. Nuvel - der er meget jeg 
ikke har fundet eller identificeret i Rubows kilder og kontekster, og Brune-
tiéres forfatterskab er ganske omfattende. En dag vil sætningen måske vise sig i 
et af hans mange bind. 
Forinden er den imidlertid nu antruffet på modsat hold, nemlig i Anatole 
Frances litterære kritik, i det første af de fire bind han under titlen La vie litté-
raire (Paris 1888-92) udvalgte af sine anmeldelser og causerier i Le Temps. Den 
pågældende artikel (bd. I, s. 73-83) hedder »Un roman et un ordre du j o u r - Le 
Cavalier Miserey«. Anledningen er en roman af Abel Hermant om livet i en 
fransk kavaleri-afdeling, åbenbart et stykke deprimerende afbildningslittera-
tur; artiklen er i virkeligheden Frances undsigelse af den Zola-naturalistiske 
doktrin om skønlitteratur som videnskabelig afbildning. Et sted midtvejs skri-
ver France omtrent således: 
»Det er litteraturens pligt at bemærke det der er afgørende og belyse hvad 
der er skabt for lyset. Hvis den først holder op med at udvælge og at elske, så er 
den falden ligesom den kvinde der er ligeglad med hvem hun hengiver sig til. 
Der gives en litterær sandhed (// y a une vérité littéraire) lige så vel som en vi-
denskabelig sandhed, og De kender nok navnet på den litterære sandhed. Den 
hedder poesi. I kunsten er det sådan at alt hvad der ikke er smukt, det er falsk. 
Om så hver eneste detalje i Hr. Abel Hermants bog var fuldstændig nøjagtigt 
taget af, så ville jeg sige at helheden var uden sandhed, fordi den er uden poe-
si.« (La vie litt., I, 78 f.)-
Søvnbesvær & sovepiller • 149 
Konteksten skal ikke kommenteres nærmere. Den behøver ikke at have væ-
ret bindende for Rubow, selv om han delte mange af Frances fordomme og 
antifordomme - fx den om eftertidens uretfærdighed, som han gerne slog på 
(jf. La vie littéraire, I, s. 111). Og Frances kritikker kendte han naturligvis me-
get godt. I anledning af et dansk udvalg af dem skrev han i 1946 artiklen »Ana-
toie France som Humanist«, optrykt i Sproget og Stilen, 1949; det er her han 
kraftigt demonstrerer sin flytning fra Brunetieres over på Frances side og dril-
ler Billeskov Jansen som den førstes - og hans egen - arvtager (jf. Tradition og 
fantasi s. 68 f.). For Rubows essayistiske kunst, især i 1940'rne, har Anatoie 
France og Jules Lemaitre troligt nok spillet en betydelig rolle; ingen har endnu 
undersøgt sagen. 
Tilbage bliver for os her det paradoksale at Rubow i 1949 og 1961 anfører 
Brunetiére som ophavsmand til sentensen om den litterære sandhed. Hvis den-
ne attribution er en litterær usandhed, eller med andet ord en svipser, så er 
dette vel ikke noget uforklarligt, ejheller hos vor store gamle litterat. Brune-
tiére og France havde på en meget kraftig måde en indbyrdes berøringsassocia-
tion for ham. Af de tre fortolkninger der udkastedes i Tradition og fantasi, sva-
rer nr. 2 til Brunetiére (som måske også har sagt det et eller andet sted, lad os 
endnu ikke udelukke det) og nr. 3 i nogen grad til meningen hos Anatoie 
France. 
Lars P. Rømhild 
Søvnbesvær & sovepiller. Om substantiviske komposita 
De fleste læsere vil umiddelbart være enige i en klassifikation af titlens to ord 
som komposita af ordklassen substantiver, og i en underkategorisering hvoref-
ter sovepiller er et eksempel med verbalt førsteled, sove-, mens søvnbesvær har 
substantivisk førsteled, søvn-. Dette sidste kan faktisk diskuteres, det kan det 
første derimod ikke: en god basisdefinition af komposita lyder: »orddannelse, 
hvis umiddelbare konstituenter hver for sig kan skrives som selvstændige ord, 
dvs. mellem to blanktegn«. Der kan imidlertid være gode grunde til at betragte 
også eksemplerne i a) herunder som komposita: 
a) flerstyrkeglas, ni-til-fire-job, gør-det-selv-mand 
For at få disse eksempler med ind under definitionen, må man ændre den, så 
første konstituenten kan udgøres også af en syntaktisk enhed større end et en-
kelt ord; en sådan ændring er ikke mulig for anden konstituents vedkom-
mende.1 
I det følgende vil jeg kun beskæftige mig med substantiviske komposita med 
verbalt førsteled; spørgsmålet er så blot, hvad man vil forstå ved verbalt før-
steled. En oplagt mulighed er at gå ud fra leddets formelle fremtræden i et 
kompositum, og det er da også sådan Aage Hansen går til værks i »Moderne 
dansk«, der rummer den eneste nogenlunde omfattende beskrivelse af danske 
komposita, jeg kender til. Hansen definerer det verbale førsteled som »normalt 
en form der svarer til infinitivsformen«;2 nu er der jo ikke tale om en infinitivs-
form, men en kompositionsform, og Hansen modificerer også: »Dette e kan 
forsvinde«. 


Rubows litterære sandhed

Per Dahl om en brevveksling mellem Edvard Brandes og Vilh. Andersen

Dahl, Per

Edvard Brandes og Vilh. Andersen: En brevveksling 1895-1927

Erik Hansen og Allan Karker om anmeldelsen af Retskrivningsordbogen i Danske Studier 1987

Hansen, Erik

Karker, Allan

172 • Mindre bidrag 
bl.a.: »Edvard Brandes er ikke blot en Charmeur og et Mandfolk. Han er 
ogsaa en Mand, i en sjælden Grad fri for de Udyder, der menes at følge 
med den litterære Profession; han er uselvisk og umisundelig. (...) I hans 
udpræget litterære Stil og ikke i Broderens, hvori der er saa mange Safter, 
fortsættes Holbergs og Heibergs Prosa. Der knitrer endnu det tørre danske 
Salt.« - Hentydningen til Slott-Møller gælder bl.a. Vilh. Andersens to ar-
tikler om Agnes Slott-Møllers bog Nationale Værdier i Nationaltidende, 
Aften 19.5. og 9.6.1917: »Folk og Mennesker. »Fru Danmark««. - Ed-
vard Brandes' hustru Elise Rustad led af tuberkulose og døde 3.11.1918,45 
år gammel; jf. Kr. Hvidt s. 415. 
24. Brevet drejer sig om Vilh. Andersens Nordboer. Litteraturbilleder (1919). 
Edvard Brandes var medlem af Gyldendals bestyrelse fra 1918. Senere 
samme år anmeldte han Vilh. Andersens Vilhelm Topsøe i Illustreret 
Tidende 19.11.1922 s. 193. 
25. Bogen er Vilh. Andersens Holberg Billedbog (1922). 
26-27. 21.10.1927 fyldte Edvard Brandes 80 år. - Illustreret dansk Litteraturhi-
storie IV, hvor Edvard Brandes er behandlet s. 279-85, udkom i hefter 
1925-30. - »Hine nullae lacrymae«: derfor ingen tårer (omskrivning af et 
Terents-citat). 
Per Dahl 
Anmeldelsen af Retskrivningsordbogen 
i Danske Studier 1987 
Som medlemmer af Retskrivningsordbogens redaktion er vi skuffede over den 
anmeldelse af ordbogen som Danske Studier bragte i 1987-bindet. Ikke så 
meget fordi anmelderen, Mogens Løj, mener at Retskrivningsordbogen ikke er 
tilstrækkelig gedigen og konsekvent, men fordi vi er bange for at nogle af 
Danske Studiers læsere måske vil opfatte Mogens Løjs anmeldelse som en 
dokumentation af at han har ret i sin karakteristik af ordbogsredaktionens 
arbejde. Den læser der ikke kontrollerer de enkelte oplysninger i Mogens Løjs 
anmeldelse, må naturligvis give anmelderen ret i at det er for dårligt 
- at recipisse ikke er med i Retskrivningsordbogen 
- at in dublo heller ikke er med 
- at brugerne af ordbogen ikke kan se om det hedder lakseørred eller lak-
sørred 
- at ordet letsværvægt ikke er med, når letmellemvægt er det 
- at østland ikke er med, når østblok og østblokland er det 
- at ordet guardian kun er forklaret som 'klosterforstander' og ikke også som 
'vogter'. 
Men Mogens Løj har ikke ret. Det kan enhver forvisse sig om ved at slå op i 
Retskrivningsordbogen. 
Det er ganske vist rigtigt at recipisse og in dublo ikke er med. Og det er 
parantes, diskution, udemærket og grås heller ikke. Det er nemlig et princip i 
Retskrivningsordbogen at ordene kun er anført i deres korrekte staveform(er). 
De »manglende« ord skal derfor findes under recepisse, in duplo (og parentes, 
Retskrivningsordbogen • 173 
diskussion, udmærket, græs). Vi er klar over at det er et pædagogisk problem at 
brugeren af en ortografisk ordbog i princippet skal vide eller kunne forestille 
sig hvordan det ord staves som han eller hun er i tvivl om. Mogens Løjs 
fejltagelser på dette punkt - fejltagelser der er fuldt legitime for alle andre end 
en anmelder af en retskrivningsordbog - tyder på at dette leksikografiske para-
doksproblem rækker betydelig højere op i uddannelsessystemet end man nor-
malt forestiller sig, og understreger behovet for at få det afhjulpet. 
Så er der spørgsmålet om lakseørred eller laksørred og det manglende let-
sværvægt. Her er forklaringen den enkle at de slet ikke mangler: Det er bare 
Mogens Løj der ikke har kunnet finde dem. Både laksørred og letsværvægt står 
højt og tydeligt i ordbogen på deres alfabetiske plads. Rækkefølgen af opslags-
ord i Retskrivningsordbogen er nemlig strengt alfabetisk og ikke etymologisk 
el. lign. Det betyder at laksørred ikke står under opslagsordet laks, men at man 
skal arbejde sig forbi bl.a. laksativ, lakseyngel og laksko før man når frem til 
det. Tilsvarende med letsværvægt, det står på sin plads mellem letskyet og lette, 
og østland står ligeledes hvor det skal, mellem østgående og østlig. Det strengt 
alfabetiske princip er i en vis modstrid med det intuitivt naturlige, men er ikke 
desto mindre det alment accepterede i danske ordbøger, og det eneste brugba-
re hvis brugerne med sikkerhed skal kunne afgøre om et ord er med i en ordbog 
eller ej. Mogens Løjs fejllæsninger med hensyn til laksørred, letsværvægt og 
østland er i øvrigt endnu en smertelig påmindelse om et leksikografisk-pædago-
gisk problem, nemlig spørgsmålet om hvordan man forener hensynet til den 
redaktionelle økonomi med ordbogens umiddelbare brugbarhed. En udvej er 
at opdrage ordbogsbrugerne til kvalificeret mistro til deres egne opslag når de 
ikke finder det de søger. 
Mogens Løj kritiserer at ordet guardian i Retskrivningsordbogen kun er 
forklaret som 'klosterforstander' og ikke også som 'vogter'. Det har sine gode 
grunde: Ordet betyder nemlig ikke 'vogter'. Anmelderens bemærkning kan 
skyldes en unøjagtig læsning af oplysningerne om guardian i f.eks. Nudansk 
Ordbog, Gyldendals Fremmedordbog eller Ordbog over det danske Sprog; af 
de nævnte ordbøger fremgår det at 'vogter' er ordet guardians oprindelige 
betydning eller grundbetydning, mens dets »nutidige« betydning er 'forstander 
for et munkekloster'. Også fejllæsninger af denne art er velkendte og fuldt 
forståelige - hos alle andre end anmeldere af ordbøger. 
Mogens Løj anlægger i sin anmeldelse brugerens synspunkt, hvad der må 
være ganske rimeligt og relevant. Men i et sprogvidenskabeligt tidsskrift burde 
en anmeldelse samtidig være baseret på professionel leksikografisk indsigt og 
overblik. At dette mangler, viser sig mange steder i anmeldelsen. 
Når Mogens Løj således klager over at alle ikke er med som opslagsform, er 
det ikke klart om han anser det for en sjuskefejl, eller om han mener at 
Retskrivningsordbogen skulle have brudt med princippet om ikke at anføre 
regelmæssige bøjningsformer som selvstændige opslagsord (Vejledning i ord-
bogens brug, s. 14), og om han har overvejet den omfangsforøgelse dette ville 
medføre for hele ordbogen, som han jo i forvejen synes er for stor. 
Den samme mangel på faglighed viser sig flere steder hvor Mogens Løj har 
svært ved at gennemskue hvorfor nogle sammensætninger er med, når andre 
ikke er det. For eksempel undrer han sig over at ølbas, ølbrik og ølhund er med 
174 • Mindre bidrag 
i Retskrivningsordbogen, mens ølstue og øltønde ikke er det. Og denne gang 
har han slået rigtigt op: ølstue og øltønde står faktisk ikke i ordbogen, end ikke 
på deres alfabetiske plads. Men det gør ikke Mogens Løjs indvending mere 
rimelig. Ordbog over det danske Sprog har op mod 150 sammensætninger med 
øl-. En bog som Retskrivningsordbogen kan naturligvis ikke tage alle mulige 
sammensætninger med, men må som det også er nævnt s. 13-14 i indledningen 
til ordbogen foretage visse begrænsninger. Disse begrænsninger angår først og 
fremmest ord hvis betydning umiddelbart fremgår af de enkelte leds betydning, 
de såkaldte rækkesammensætninger. Grunden til at øltønde ikke er kommet 
med, er at det er en rækkesammensætning (ligesom f.eks. øldrikker, øleksport, 
ølelsker, ølflaske, ølforbrug, ølglas, ølkasse, ølpris, der heller ikke er med i 
ordbogen). Og grunden til at ølstue, der jo ikke er en rækkesammensætning, 
ikke kom med, er at vi ikke anså det for at være tilstrækkelig almindeligt til at 
det burde med: Ordbog over det danske Sprog karakteriserede det i 1954 med 
ordene »især forældet eller om tyske forhold«, og den karakteristik var efter 
vores vurdering stadig gyldig på redaktionstidspunktet. Når ordene ølbas og 
ølhund er taget med, er det fordi de ikke er rækkesammensætninger, og grun-
den til at ølbrik kom med, er at brik her er brugt i en lavfrekvent betydning. 
Midt i savnet af så mange gloser finder Mogens Løj en slags trøst i at »Ikke 
alle stammer er glemt«, og han nævner som eksempler sabiner, nasiræer, saddu-
kæer og nazaræer. Men det passer ikke at sabiner er med, Mogens Løj må have 
drømt sig til det. Og de tre andre ord betegner jo ikke stammer. En nazaræer 
er som bekendt en person fra Nazaret eller en jødekristen i kristendommens 
første tid, en saddukæer er en tilhænger af et jødisk parti på Jesu tid, og en 
nasiræer er i det Gamle Testamente en israelit som gennem askese har viet sit 
liv til Gud. 
De eksempler vi har trukket frem fra Mogens Løjs anmeldelse er de grelle-
ste, men er ikke desto mindre repræsentative for anmeldelsens dokumenta-
tionsniveau. De viser med al tydelighed at anmelderen ikke er fortrolig med 
den genre som han har påtaget sig at levere en vurdering af, og at han langtfra 
er i besiddelse af den filologiske akkuratesse og akribi man må forlange af en 
der anmelder et værk af Retskrivningsordbogens karakter. 
Mogens Løj mener at mange af de svagheder ved Retskrivningsordbogen 
som han postulerer, kunne være undgået ved en »ordentlig kvalitetskontrol«. 
Hvis han havde stillet tilsvarende krav til sit eget arbejde, var vi sluppet for at 
skrive dette indlæg. 
Erik Hansen og Allan Karker 


Anmeldelsen af Retskrivningsordbogen i Danske Studier 1987

Hansen, Henrik

En jeg-fortællers historie

C. J. Ballhausen om en aftenunderholdning i 1832 og »Slaget paa Rheden«

Ballhausen, C. J.

En aftenunderholdning i 1832 • 137 
Den alm. opfattelse af Vedel som anlægger af ms. er vistnok grundlagt af 
Sophus Larsen, at Vedel måtte stå bag Hånd Vs arbejde, særligt da denne 
ikke ringe Lighed med Valentin Rentzels«...) tillige har skrevet teksterne bl. 
126-128 og 140-142 samt tekster i Svaning I. På denne baggrund sluttede 
Sophus Larsen, at Vedel måtte stå bag Hånd l's arbejde, særligt da denne 
bl. 128' har påbegyndt en vise, som fuldendes af Vedel selv. Ræsonnementet 
lider alene af den skavank, at identifikation af Hånd 1 med skriveren af bl. 
126-128 og 140-142 klart er uberettiget. Agnes Agerschou (op. cit. note 3) er 
enig heri, hvorimod hendes skelnen mellem Hånd 6 (bl. 126-128 + Svaning I 
181-183) og Hånd 9 (bl. 140-142 + Svaning I 184-188 og 193-207) efter min 
mening er forkert. 
Dette »mindre bidrag« var fuldt udformet før fremkomsten af Iørn Piø's 
Nye veje til Folkevisen. En første gennemlæsning af dette indholdsrige værk 
har dog ikke givet mig anledning til at ændre min opfattelse på de punkter, 
hvor jee afviger. ., ,,, . 
1 " D Karsten Christensen 
En aftenunderholdning i 1832 og »Slaget paa Rheden« 
Lønningerne til Det kongelige Teaters personale var i den fattige tid efter 
Statsbankerotten og tabet af Norge yderst pauvre. Imidlertid var det dengang 
muligt for de kongelige skuespillere at supplere deres indtægter ved at give 
såkaldte aftenunderholdninger. Hjulpet af kolleger blev ved en sådan et blan-
det program givet til bedste af aftenens vært. Til formålet blev det gamle kgl. 
Teater, eller Hofteatret på Christiansborg, jævnligt vederlagsfrit overladt de 
betydeligste af kunstnerne, der således kunne hjemtage entréindtægten. 
Christen Niemann Rosenkilde var fra attenhundrede tyverne og indtil sin 
død fyrre år efter, Det kgl. Teaters store, helt originale, komiske karakterskue-
spiller. Hans økonomi var, som hans kollegers, elendig. For at tjene nogle 
højst fornødne ekstrapenge oversatte Rosenkilde derfor også skuespil og ope-
ralibrettoer, ja skrev originale stykker som f.eks. »De fortvivlede paa Runde-
Taarn«, »Den dramatiske Skrædder«, et sidestykke til Holbergs »Politiske 
Kandestøber«, samt i 1826 »Vennernes Fest«, digtet til minde om Slaget på 
Københavns Rhed fem og tyve år tidligere. Efter at teatrets høje direktion i 
1827 havde undersøgt hans forhold, skrev de til Frederik VI, »at hans Forfat-
ning var den sørgeligste og grænsede til Fortvivlelse; som Familiefader har han 
daglig 10 Personer at underholde.« 
Rosenkilde planlagde nu at give en aftenunderholdning på Det kgl. Teater 
den 1. april 1832 og skulle derfor sammensætte et program. Datoen opfordrer 
naturligvis til spøg og skæmt, men et originalt, seriøst hovednummer turde ikke 
mangle. For at få et sådant, velegnet til deklamation, henvendte Rosenkilde sig 
derfor i januar måned til digteren af »Gjenganger-Breve eller poetiske Epist-
ler fra Paradis«. 
På det tidspunkt vidste ingen, at det var Henrik Hertz, der var forfatteren til 
»Gjengangerbrevene«, foregivet at være skrevet af den afdøde digter Jens 
Baggesen, og udkommet anonymt i 1830. Først efter at være blevet døbt 9. 
138 • Mindre bidrag 
april 1832 opgav Hertz sin strenge anonymitet. Af »Breve fra og til Henrik 
Hertz« kan vi se, at Rosenkilde beundrede »Gjengangerbrevene«s forfatter 
meget stærkt, men også, at han var helt uvidende om, hvem han var. Og Hertz 
røbede sig ikke. 
Den 29. januar skriver Rosenkilde til Gjengangeren: »Jeg vil strax efter 
Winsløw give en lignende Aftenunderholdning. Et feilslaget Haab, der stran-
dede paa, som mig synes, nogen Ubillighed af vor nyeste Theater-Direction, 
giør en saadan Operation nødvendig. Skal et saadant Foretagende lykkes mig, 
saa maae jeg være vel sorteret med courante Articler. - Vil De understøtte mig 
med et Par?«. Den 18. marts svarer Gjengangeren »... Jeg har saaledes havt 
stor Lyst til at skrive til Deres Declamatorium ... et Digt: »Landmagt og 
Sømagt« naturligvis taget fra den blot poetiske Side; men Emnet interesserer 
mig for meget til at jeg, sæt ogsaa, sligt var muligt, kunne feie det af i et Par 
Dage, hvilket dog maatte skec.« Rosenkilde svarer næste dag: »Hvilken Idee: 
Landmagten og Sømagten! faae Timer før 2den April. Gud velsigne Dem om 
De udfører den! Ikke eet ret alvorligt, rigtigt værdigt Alvorsdigt har jeg«. 
For mennesker i dag er det nok kun muligt at forstå, hvad mindet om 
Skærtorsdag den 2. april 1801 har betydet for datiden, ved at parallelisere til 9. 
april 1940. Begge dage var vi de tabende, men i 1801 var æren og den nationale 
stolthed i behold. Bevidstheden om dette opløftede nationen i de lange, trange 
tider, der fulgte. Den anden april var en dato, man huskede om aftenen den 
første april: 
Faa Timer endnu - da stiger paany 
Af Natten paa Morgenens Strimer 
Hiin anden April, hvis evige Ry 
I Dannemark rækker fra By til By, 
Hiin Kamps mærkværdige Timer. 
Digtet kom Rosenkilde i hænde den 24. marts, og han oplæste det straks for 
familien Heiberg. Heiberg bad Rosenkilde melde forfatteren sin tak med orde-
ne: »Jeg holder det for det skiønneste lyriske Digt, vor Litteratur eier!« Dog, 
det mentes, at titlen på digtet »Landmagten og Sømagten« kunne opvække 
den gamle skinsyge mellem hæren og flåden, hvorfor Rosenkilde foreslog 
Hertz at kalde det »Slaget paa Rheden eller Sømagtens Priis«. Hertz svarede, 
at »»Slaget paa Rheden« giver falske Forestillinger om Stykkets Indhold; og 
Sømagtens Priis er for prætentionsfuldt. - Lad det derfor hellere hedde »Lan-
det og Havet««. Alligevel lod Rosenkilde det kalde »Slaget paa Rheden« i 
programmet for aftenen, der blev offentliggjort i avisen torsdag den 27. marts. 
Og herved blev det så. 
Om hele programmet for aftenunderholdningen og hvorledes denne forløb, 
kan vi læse i Konferensraad Carl Henrik v. Holtens erindringer »Af en gam-
mel Hofmands Mindeblade«. Den 1. april var midfastesøndag, og efter at have 
hørt N.F. S. Grundtvig prædike ved aftensangen i Frederikskirken - i hvilken 
prædiken Holten ikke fandt smag, »da han aldeles ikke har noget fordelagtigt 
Udvortes, og hans Declamation er langdragende og klynkende«, selv om »fle-
En aftenunderholdning i 1832 • 139 
re kraftige Udtryk og oratoriske Vendinger sloge mig« - begav familien Holten 
sig til Det kgl. Teater. Dette var propfyldt, så at endog orkestergraven var 
besat med tilskuere. For at støtte Rosenkilde havde Prins Christian Frederik, 
(den senere Christian VIII), taget en loge, selv om han selv den aften gav en 
dinér for Akademiet for de Skønne Kunster, og det var i denne Prinsen nådigt 
havde givet Holten, hans kone og datter plads. Holtens søn, der som femten-
årig var elev på Kadet-Akademiet, sad i dettes loge. Hvor Hertz sad, vides 
ikke. 
Aftenens program bestod af fjorten numre. Den gamle Holten forstod vel at 
vurdere forestillingens præstationer - han havde selv en lille poetisk åre og var 
forfatter til flere digte og vaudeviller. Fader og søn var ikke ubetinget begej-
strede. Både prologen og epilogen blev givet af Rosenkilde. Begge disse numre 
spillede på at narre publikum april på en ret barnlig måde. Nogle fortællinger 
og smådigte virkede også meget ubetydelige. Kun Steen Steensen Blichers digt 
»Den jydske Landsoldat« hævede sig over dette, men fremsigelsen ved Rosen-
kilde vandt ikke Holtens bifald. »Variationer for to Fløjter«, en »Pianoforte-
Concert« og en »Waldhorn-Concert« udgjorde det musikalske islæt. Kun 
»Slaget paa Rheden«, som fremsagt af Anna Wcxschall, vakte såvel ved ind-
holdet som ved fremsigelsen Holtens fulde applaus. Når aftenen som helhed 
derfor faldt lidt mat ud, skyldtes dette først og fremmest »Skuespillerens eller 
Værtens alt for store Familiaritet med Publikum eller Gæsterne«. Rosenkilde 
var helt den geniale improvisator, der, som hans datter Julie Sødring skrev i 
sine erindringer, »ligetil sin Død bevarede Barnet i sig uskadt, og det var det, 
der gav hans Kunst den bestandige Ungdom«. 
Anna Wcxschall, der to år senere blev gift med skuespiller N. P. Nielsen, var 
Johanne Luise Heibergs store rival. Hun var især mesterlig i at fremsige vers, 
og var derfor ofte den, der ved højtidelige lejligheder på teatret fremsagde den 
da brugelige prolog. Blid og stilfærdig var hun den ideelle fremstiller af Oeh-
lenschlagers kvindeskikkelser. Hun har givet Hertz' smukke strofer deres fulde 
virkning. 
»Slaget paa Rheden« blev straks trykt i »Dansk Ugeskrift«, udgivet af den 
berømte professor og politiker J. F. Schouw. Hertz lod tage et særtryk af digtet, 
og sendte dette med følgende, hidtil utrykte verslinier til Anna Wcxschall: 
Forundres ei, om Tonerne, der fandt 
Et skjønt og nyfødt Liv paa Deres Læbe 
har lidt urolige sig viist, iblandt 
Min Pults Papirer, disses Spøg og Tant, 
Og atter hen til Dem med Længsel stræbe. 
Mit Digt, der er kun ufuldendt, berøvet 
Det Liv, det blev ved Dem forlenet med, 
For Deres Fødder synker frygtsomt ned 
Med ydmyg Bøn om stadigt Opholdssted 
hos Dem, der løftede det op af Støvet. 
Skjærtorsdag 1832 Henrik Hertz 
140 • Mindre bidrag 
Man bemærker underskriften: Skærtorsdag faldt i 1832 den 17. april. Det var 
den 11. april, Hertz ophævede sin anonymitet. Digtet er således hans første 
under eget navn udsendte arbejde. Dateringen Skærtorsdag behøver ellers 
næppe nogen kommentar. 
Digtet blev optrykt i Hertz' »Foraarets Nytaarsgave for 1833« og senere 
mange gange i lyriske antologier. Før sidste verdenskrig kunne man finde det i 
folkeskolens læsebøger. Lidt uretfærdigt synes det nu helt glemt. 
C. J. Ballhausen 
Til Holger Drachmann's »Natten. En Radering« 
I Holger Drachmanns digt »Natten. En Radering« i »Gamle Guder og nye« 
(1881) står der i sidste strofe: 
En Hymne! Ved en snehvid Barm jeg laa, 
Og Natten slog sit Forværk blødt ud over 
Min Nakke, medens Lyd af fjerne Vover, 
Hendøde under Taktslag, sagte, smaa.1 
»Ordbog over det danske sprog« citerer under Foderværk V (1923), 80 billed]. 
Drachmann: »Ved en snehvid Barm jeg laa, / og Natten slog sit Forværk blødt 
ud over / min Nakke« med henvisning til »Gamle Guder og nye« (1881) p. 97. 
Det er det eneste citat på dette ord i et billede. 
En genlæsning af Henrik Ibsens digte førte mig hen til »Lysredd«.2 Det var 
næsten af chokartet virkning at møde ordet forværk i sidste strofe: 
Men fattes meg nattens forverk, 
jeg vet ei mitt arme råd; -
ja, øver jeg engang et storverk, 
så blir det en mørkets dåd. 
Det kan diskuteres om det er ordet forværk der har fremkaldt storværk eller 
omvendt. Det er vist umuligt at afgøre. Der kan ikke være mindste tvivl om, at 
Drachmanns ejendommelige - ja enestående - udtryk må betragtes som et 
direkte lån fra Henrik Ibsen - der var en fremragende lyriker og en vældig 
rimtekniker. Det er helt usandsynligt at to digtere uafhængigt af hinanden har 
forbundet nat med forværk. 
Jeg minder om at Drachmanns digt »Farlige Drømme« i »Ranker og Roser« 
(1879) har en af sine forudsætninger i Henrik Ibsens kendte og berømte digt 
»Borte«.3 
1. Se f.eks. Holger Drachmann »Poetiske Skrifter« III (1927) p.146. 
2. Se Henrik Ibsen »Digte« (1871) p.22 og f.eks. »Dikt« (i Gyldendals små 
gavebøker 1974 p.21). Henrik Ibsens digt blev trykt første gang med titlen 


En aftenunderholdning i 1832 og »Slaget paa Rheden«

Aage Hansens nekrolog skrevet af Sv. Eegholm-Pedersen

Eegholm-Pedersen, Sv.

Aage Hansen: 3. sept. 1894- 15. marts 1983

Brodersen, Micha

Mindre bidrag 
Frejas klenodie 
Et af Frejas kæreste klenodier må have været hendes smykke, Brisingamen. Mengldd (Meeg-
lad), der forekommer i Fj, er navnet på en mø, der bor på Lyfjaberg. Hun hjælper syge og 
sørgende og råder for heldigt gennemførte fødsler. Hun kan altså tolkes som en Frejaskik-
kelse. Wy omtaler hendes smykke som »mikla men Bnsinga«. 
Der er forskellige tydninger af klenodiets navn: 
Bnsing er norsk = St.Hansbål. Man har derfor gættet på, at smykket skulle være et sol-
symbol. 
Verbet brisa er ligeledes norsk = at skinne, lyse. 
B/ismgr(oldnord.) = ild. 
Brising kan desuden være et familienavn, altså Brisingfamiliens eller Brisingstammens 
smykke. 
Ordet men = smykke, bruges mest i betydningen halssmykke, og i det oldengelske digt 
»Beowulf«, er smykket, der bærer et lignende navn, også et halssmykke, oven i købet med 
en kostbar sten. (kap.XVIII). Det nævnes i forbindelse med helten, der bliver belønnet med 
rige gaver, bl.a.: (i amr./eng.oversættelse) 
»the largest of necklaces of those I have 
heard spoken of on earth. I have heard of 
no better hoard-treasure under the heavens 
since Hama carried away to his bright city 
the necklace of the Brosings, chain and 
rich setting...«. 
Brosing-smykket benævnes ganske vist i oversættelsen ved »chain« osv., men gaven, der 
sammenlignes med det, blev senere båret i kampe mod frankere og frisere af goternes kong 
Hygelac, og digtet beretter: 
»Over the cup of waves the mighty prince 
wore that treasure, precious stone...« 
Hygelac falder imidlertid i kampen, og frankerne tilegner sig hans »breast-armor and the 
neck-ring together.« 
»Beowulf« antages at være nedskrevet ca. 700 og overleveret i ms fra ca. år 1000. En af be-
givenhederne, det refererer til, Hygelacs togt mod frankerne, skete i år 520, altså ca. 200 år 
før digtet blev skrevet. Det vil sige, at hændelserne i det tilhører tiden efter, at anglernes, sak-
sernes og jydernes invasion var begyndt, men endnu ikke fuldført. Meget i digtet nævnes 
kort, fordi det antagelig har været bekendt for tilhørerne, der endnu må have haft erindrin-
ger om fortiden på fastlandet. 
Sproget er sent vest-saksisk, men med spor af den angliske dialekt, som det oprindeligt var 
skrevet i. 
104 • Mindre bidrag 
Indholdet beretter om hændelser i Danmark (Sjælland) og Sydsverige, gøternes land. Når 
man tager tidsafstanden og den geografiske afstand i betragtning, kan digteren sikkert kun 
have haft nogle traditionsbestemte opfattelser af et Frejaklenodies eksistens, og han kan selv 
have prøvet at forestille sig, hvordan det så ud. Smykkerne, der sammenlignes, kaldes hen-
holdsvis »chain« og »ring«. Til fælles har de den usædvanligt store størrelse og den kostelige 
»sten«. 
Et århundrede senere står en norsk skjald, E>jooolfr enn hvinwerski (9. årh.) og betragter 
billederne på et skjold og bliver inspireret til et digt, hvori Loke omtales som »Brisings girdi 
bjofr.« Dette kunne tyde på, at der her var tale om et bælte. Dog kunne et halssmykke vel 
også tolkes metaforisk som »halsens bælte«. 
Fra gammel tid har halsringen været frugtbarhedsgudindens attribut. Davidson 
(1964.116) gør opmærksom på, at dette iflg. Freud illustrerer 
»the familar tendency to represent the sexual parts of 
the body by others higher up, and by ornaments worn 
on these.« 
I Danmark er der således fundet små, nøgne kvindestatuetter af bronze, kun med et ringpar 
omkring halsen og ringe i ørene og nogle med hænderne under brysterne, som de eksempla-
rer, der er fundet i Fangel Torp, Itzehoved og Horne (Glob 1969) og i Viksø mose (Glob 
1965). 
P.V.Glob (1965) tolker dem som frugtbarhedsgudinder i lighed med de forasiatiske og 
græske: Isår, Astarte og Afrodite. Samme forsker mener, at hvis man skal slutte fra offer-
fundene i keltisk jernalder har en kvindelig guddom været dominerende i Norden i denne pe-
riode og har endda været det allerede i yngre bronzealders to sidste perioder. 
De store mængder af halsringe, der har været det foretrukne offer til gudinden, og som er 
fundet i moserne, er et godt bevis herpå. 
Gudinderne på de offerkar af keltisk oprindelse, der er fundet bl.a. i Rynkeby mose og i 
Gundestrup, bærer alle halsringe, hvilket dog også nogle mandlige guder gør. Selv om disse 
billeder er af udenlandsk oprindelse, vil de dog have påvirket nordboerne, der har haft dem 
for øje ved højtidelige handlinger og måske gennem lange tidsrum. 
I 1981 blev der på Fyn fundet en lille mandsstatuette i guld, Nationalmuseet har fastslået, 
at den i hvert fald næppe er yngre end 3. årh.e.Kr., da den blev fundet sammen med en ro-
mersk mønt fra Kejser Valerians tid. Den lille figur er også nøgen og bærer dobbelt halsring. 
(Vebæk 1982). 
Det kan vel tænkes, at ringene fra at symbolisere kvindelig frugtbarhed og gudemagt i ti-
dens løb har fået videre betydning og er blevet tegnet på al frugtbarhed og magisk magt. 
Helt op i vikingetiden brugtes ringen ved edsaflæggelse. Mosefund i Buskerud har bragt 
en guldhalsring, der er 26 cm i diameter, for dagen. Den er fra 800-årene og har sikkert haft 
en sakral betydning og funktion. (S.Grieg: Vikingetidens skattefund. 1929.182). - Atlakvifia 
(30) taler om at sværge ved »Ulls ring«. 
Man har altså guldgud fra det 3.årh. med halsring, omtale af »the necklace of the Bro-
sings« i forbindelse med handling, der foregår i det 6.årh., og antagelig nedskrevet i det 
8.årh. og endelig den store guldring fra Buskerud ca. 100 år senere, dvs., at der er en lang tra-
dition for sakrale ringe. De forskere, der holder på, at Brisingamen var et strålende halss-
mykke, kunne således godt have ret, men man skal så se bort fra, at det lige så vel kan have 
været båret af mandlige guder. 
Frejas klenodie • 105 
Der kan også være en anden mulighed: 
Ligesom de andre gudeklenodier, Tors hammer, Sifs hår, Odins spyd og ring og Frejs 
gyldne galt er Frejas smykke skabt af dværge, som det ses af 5orl. For at komme i besiddelse 
af det, måtte hun love at tilbringe en nat hos hver af dem, og da dværgene havde overnaturli-
ge evner, var der magi knyttet til de skatte, de overrakte guderne, og dermed vel også til Bri-
singamen. 
Da Loke over for Odin røber, at Freja har skaffet sig dette smykke, beordrer han ham til 
at stjæle det. I skikkelse afen flue og senere af en loppe lykkes det Loke at få fat i Brisinga-
men og bringe dette til Odin. 
For at få sit smykke igen må Freja love Odin, at de to konger og deres hære skal kæmpe 
og dø atter og atter, til evig tid. Takket være sin tilknytning til kærlighed og død lykkedes det 
Freja at skaffe sig og bevare sit smykke. 
Det havde egenskaber, der gjorde det efterstræbt af mørkets magter, der jo evindeligt tru-
ede Asgård. 
Endnu en gang prøvede Loke at tilegne sig smykket, da han kæmpede med Heimdal om 
det, mens begge var i skikkelse af sæler, og Heimdal vandt. (SnE II kap.8) Myten herom må 
have været almindelig kendt og yndet år 983, da billedkunstneren har brugt denne kamp som 
motiv, og skjalden Ulfr Uggason medtager den i sit Husdråpa. Ligeledes forekommer den 
at være Snorre så bekendt, at han nøjes med at henvise til den i sin Edda. Hvis der har været 
skriftlige kilder, er de væk. I Husdråpa hedder det: 
Rådgegninn bregSr ragna 
rein at Singasteini 
frægr vid firna slægjan 
Fårbautu mog våri: 
moooflugr ræ6r mædra 
mogr håfnyra fogru, 
kynnik, ådr ok einnar 
åtta, mær6ar t>pttum. 
Det må være »singastein«, Snorre tænker på, når han taler om, hvordan en kvinde kende-
mærkes (SnE 11.29 s. 140, Collinders overs.): 
»...Men orsaken til att kvinnan kannemårkes efter 
ådla stenar eller glaspårlor år den, att i forn-
tiden fanns det ett kvinnosmyckc, som kallades 
stenhalsband, och som de buro om halsen...« 
Singastein opfattes af Turville-Petre (1964.129) som en klippe i havet, mens de Vries har no-
teret, at 
»der Gegenstand, um dem gekåmpft wird, heisst 
hier Singasteinn.« (1956.§ 504) 
I Sn,EII.kap.8står: 
»Han ar också Vågaskårs och Singastens uppsokare; 
då stred han med Loke om Brisingamen...« 
106 • Mindre bidrag 
Genstanden, der kæmpes om, hedder Brisingamen hos Snorre, medens Hiisdråpa bruger et 
andet navn på den, nemlig Singastein. Finnur Jénsson (Skj.I.128.129) forklarer »Singa-
sten« som »den strålende sten«. 
De Vries henviser til Pering, (19411210-227) som fremfører, at Singastein forklares med 
ordet håfnyra. 
Hermed mener Pering, at der tænkes på vættenyrer eller søbønner, som de også kaldes. 
Disse tilhører en vestindisk bønneart, hvoraf dens 1 m. lange og 10 cm. brede bælge føres 
med Golfstrømmen til de vestnorske kyster. Selve bønnerne er nyreformede, deraf navnet. 
Disse såkaldte sten har ikke mistet spireevnen efter den lange sørejse. Den mystik og vældige 
livskraft, der karakteriserer dem, var vel grunden til, at netop de blev anset for at stå i forbin-
delse med frugtbarhedsgudinden. 
Pering (1941.217 0 nævner kilder, der beskriver vættenyrerne som smukke, kastaniebru-
ne med rødt skær. 
På islandsk kaldes de lausnarsteinar (fødselssten). I det norrøne område brugtes de til at 
mildne veerne. Man bandt dem om den fødende kvindes hofter og lår for at lindre smerterne. 
Man kunne også lægge dem i hendes hånd, eller man kunne overhælde dem med kogende 
vand, som man så gav hende at drikke. (Reichborn-Kjennerud 1933.No.2.67). På nogle ste-
der lod man hende drikke brændevin af stenens hule skal. 
Som i hvert fald en af årsagerne til at de kunne virke som amuletter ved fødsler, vil jeg pege 
på mulighed for »lighedsmagi«, idet frugt i bælg = graviditet. 
I Svipdagsmål, str.21-22 er det antagelig dem, der omtales som frugten fra livstræet. 
(Oversætteren gør dog opmærksom på, at digtet er vanskeligt at tyde.) 
Frugten bruges af Menglo& til at fremme fødslen til frelse for mor og barn. Fjolsvidr giver 
følgende anvisning: (str 22) 
»Ut af hans aldni 
skal å eld bera 
fyr kelisjiikar konur 
utar hverfa 
baz bær innar skyli, 
så er hann meo monnum mjotudr.« 
(Sæmundar Edda udg. af Sophus Bugge, 1867) 
Olaf Hansen (1911) oversætter strofen: 
(»læg en af dem 
paa Ild og bær den 
for en Viv, Veen vil dræbe. 
Saa føder hun 
det Foster, hun bær -
saa stærke har Skæbnen skabt dem«.) 
Tanken om lighedsmagi kan her fortsættes, og tydningen af det ellers dunkle vers lettes, idet 
bælgfrugt, der opvarmes, vil sprænges, og frugterne vil frigøres, ligesom ved naturlig mod-
ning, dvs. » f ø d e s«. Formodningen om lighedsmagi kan underbygges hos Reichborn-
Kjennerud, (1933.No.2.65) som omtaler forskellige midler, der skulle sætte fødslen i gang 
Frejas klenodie • 107 
(dvs. skulle løsne, frigøre). Alle kan forbindes med en løsningsproces. Blandt andet nævner 
han, at på Vestlandet blev en afkastet slangeham bundet om livet på den fødende. 
I Telemark skulle barselskvindens hår hænge løst (hvilket også blev krævet af gravide i an-
tikkens Rom). Alle knuder i huset skulle løsnes, også på folks klæder, ligeledes alle sammen-
føjninger, f.eks. hammerhovedet fra skaftet. I Hardanger fortaltes om en mand, som hele 
vinteren havde arbejdet med at lave en solid slæde inde i huset. Da fødslen var ved at gå i stå 
for hans kone, betænkte han sig ikke et øjeblik på at trække alle naglerne ud igen af slæden. 
I Svipdagsmål skal frugten (»stenen«) og ilden forbindes. Dette leder tanken hen på et an-
det eksempel, hvor frugten (»stenen«) også bliver sat i forbindelse med ild, nemlig den under 
b) nedenfor anførte tolkning af ordet »singastein« i Altnordisches etymologisches Worter-
buch. Her anfører dog de Vries, at ordets etymologi er usikker. 
Med hensyn til første stavelse har man: 
»got: sineigs = alt latein: senex<*sé. 
norw.dial: sina •) 
n.schw.dial: sena 1 = altes wintergrass 
lpN: sidno = feines kurzes grass. 
b) urn: * sinhjon> nisl: sia, viell.zu nisl: sangur 
»versengt, abgebrannt, »n.norw. dial: sengra, sengla = 
»brenzlich riechen«, n.schw.dial: sjangla, »sengen«. 
ae: sengan < *sangjan = »sengen« (da = at svide. eng. = 
to singe) also »Sintersteinn«.« 
c) Pering (1941.219) mener, at netop anvendelsen af håfnyra som »fødselssten« taler 
for, at singasteinn, der opfattes som synonym for hafnyra oprindelig hed* »signaste-
inn«, og at første stavelse er i familie med det oldisl. verbum »signa« »signe«, »indvi 
ved tegn.« (Lex.poet.) 1 præt.: signdi (eller signadi) (Cleasby-Vigfusson), og at gn + 
dental > ( n.) + dental (Noreen. 1923). 
Iflg. navnet forbindes MenglpS med sit »men«, og på andre måder viser hun også, at hun er 
en Frejaskikkelse, idet hun forbindes med forelskelse, med lægedom, fødsel og død. Hun 
bor på Lyfjaberg, dvs. norrønt: Lyf-n. og f.gen.pl: -ja = Lægemiddel, lægeråd, tryllemid-
del, (nynorsk: lyvja vb.tr. = at lindre.) 
I Haustlong benævnes Frejas klenodie Brisings girdi, og der er også andre magiske bælter i 
den nordiske mytologi, nemlig Tors Megingjord og det, der tilhører »den lille vølve« i Eiriks 
Saga Rau6a. 
Det hedder her om Porbjorg: 
»..non hafdi um sik hnjoskulinda ok var 
bar å skjédupungr mikill, ok vardveitti 
hon bar i tofr sin, bau er hon burfti til 
frodleiks at hafa.« 
108 • Mindre bidrag 
Bæltet betegnes »hnjoskulinda«, og hnjoskur = Fnjéskur = fyrsvamp, er en fællesbetegnel-
se for store, træede frugtlegemer af forskellige arter poresvamp, som findes på træstammer 
og stød. Myceliet breder sig op gennem veddet og danner uden på barken hovformede eller 
mere flade, oventil hårde og faste, indvendigt blødere frugtlegemer, hvis underside dækkes 
af tæt sammenstillede porer. Dens indre, brune hyfevæv omdannes ved sønderskæring, ud-
blødning og bankning til flade, bløde stykker, der imprægnerede med salpeter, tidligere 
brugtes til tønder til at opfange gnister fra et fyrtøj. 
Hvis man holder sig til, at brising = ild, som ovenfor nævnt, vil Brisings girdi være en gan-
ske dækkende betegnelse for vølvens bælte. 
Stor magisk kraft var knyttet til ild, og den var afværgemiddel mod onde magter. 
Fyrsvamp anvendtes også som blodstillende middel, idet blodet koagulerer mellem de fine 
hyfetråde. 
Ligesom Menglpd behersker den lille vølve altså ilden, og ligesom hun kan hun hjælpe sy-
ge og sårede. Man rådfører sig da også med hende om en sygdoms ophør. Ved fødsler og ved 
blødninger af andre årsager vil bæltets fyrsvamp kunne gøre god gavn ved at standse og op-
suge blod. Den kan desuden bruges til at tænde den ild, der skal få »håfnyra' s« bælg til at 
åbne sig, så veerne fremmes, ligesom den i andre tilfælde bruges til at opvarme det vand, der 
skal udløse »stenens« kraft i det afgørende øjeblik. 
I pungen, der er fastgjort til vølvens bælte, er der måske blandt tryllemidlerne netop en 
»håfnyra« / »singastein«, der kan bruges som amulet og ved lighedsmagi styrke og fremme 
fødsler. 
Andet led i Menglpos navn hentyder altså næppe, som man nemt kunne tro, til en (lidt na-
iv) glæde over strålende guld eller sølv , men til en værdsættelse af prydelsens magiske egen-
skaber, der kan anvendes til at afværge ondskabens fjendtlige ånder og som middel i læge-
kunsten til at bevare liv og hjælpe nyt liv frem. 
Derved forstås bedre, at det bliver efterstræbt af Loke. Han fungerer som hjælper, snart 
for dødsguden Odin i Sprl., snart i Idun ogTjasse-myten som jætternes redskab i deres kamp 
for at sikre siggudernes livsbevarende klenodier. Også de Vries (1956. §536) mener, at Bri-
singklenodiet kan sættes i forbindelse med fødsel, og at det oprindeligt ikke var noget egent-
ligt »smykke«, samt at den senere betegnelse »Brfsingamen«, kan skyldes indflydelse fra 
»Beowulf«. 
Noter: 
1. Ny opfattelse hos Aage Kabell (1980): Skalden und Schamanen. FF Communications. 
Vol.XCVI2 No.227. Helsinki. 
2. Om lighedsmagi, se Arild Hvidtfeldt »Religioner og kulturer« (Kbh) 
1961: MANA, ligeartet (begivenhed) fremkalder ligeartet (begivenhed) p.20. 
3. R. Cleasby m.fl.: Mengloo = »the necklace-glad« L. Heggstad m.fl.: Menglod = 
»den halsringskinnende.« 
Tekstliste: 
Beowulf v.E. Talbot Donaldson (1968). The Norton Antology of English Literature. 
Vol.I. (New York) 
Eiriks Saga Rauda efter Hauksbék. 
Haustlgng overlev, i Snorres Edda. 
Frejaskatte- 109 
Hiisdråpa oversat af Finnur Jonsson. Skj.I. (Kbh.) 
Snorre Sturlusons Edda. oversat af Bjorn Collinder (1958) 
Sæmundar Edda v/Sophus Bugge (1867) (Christiania): Sprlabåttr, Svipdagsmål + 
Olaf Hansens oversættelse (1911) f>rymskvida. 
Litteraturliste: 
Davidson, Ellis (1976) Gods and Myths of Northern Europe. (Penguin) England. 
Glob P.V. (1965) Mosefolket. (København). 
Glob P.V. (1969) Helleristninger i Danmark. (København) 
Grieg S. (1929) Vikingetidens skattefund. (Oslo) 
Pering B. (1941) Heimdallr. (Lund) 
Reichbom-Kjennerud 1. (1933) Vår gamle trolldomsmedisin. Skrifter udg. af det norske 
videnskabs-akademi i Oslo. (II No.2.). 
Turville-Petre E.O.G. (1964) Myth and Religion of the North. (London). 
Vebæk CL. (1982) Art. i Skalk nr.2. (Højbjerg), 
de Vries Jan (1956) Altgermanische Religionsgeschichte. 
Micha Brodersen 
Frejas katte 
Når Freja rejste omkring, kørte hun i en kærre forspændt katte. (SnE 23.48) Dette var tilfæl-
det til Balders bålfærd. Kun Snorre omtaler dem, og de Vries mener, at de kan være så nyt 
et mytisk element, at de måske knap tilhører den hedenske tid, i hvert fald kun dens allersid-
ste periode. Dog omtales de i Hiisdråpa fra det 10. århundrede. 
I eddadigtet Hyndluljod rider gudinden som bekendt på en galt. Kattedyr synes at knytte 
forbindelse til den frygiske frugtbarhedsgudinde, Kybele. Hun betjente sig af en vogn for-
spændt løver og pantere. 
Holtsmark (1950) mener, at der er mulighed for, at en skjald har betragtet nogle billeder 
på importeret gods eller krigsbytte, forestillende Kybele i sin vogn. Derved er han blevet in-
spireret til et mytisk digt på grundlag af sine egne religiøse forudsætninger, altså som f.eks. 
Hiisdråpa og Haustlong er blevet til. Visse symboler kan have fået ham til at genkende en 
frugtbarhedsgudinde, hvorefter han har digtet den hjemlige Freja ind i billedet og derved 
skabt en slags udvidelse af Freja-myterne. 
Katte virker som et fremmed element i norrøne myter. 
Iflg. Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder omfattede begrebet kat en vid be-
tydning, nemlig også andre musefangere som f.eks. lækat og pindsvin (sv.igelkott), der lige-
ledes er natdyr. 
De to katte, der iflg. Snorre trækker Frejas vogn kan, derfor muligvis have været »hreysi-
kettir« (væsler, lækatte, hermeliner), hvis vinterpels er hvid. Det hvide skind, som den grøn-
landske vølves handsker var foret med, kan have været dette såkaldte »hvitskinn«. (Eiriks 
saga RauSa.) 
I 1100-1200 tallet forekom vel tamkatten (der er dog ingen beviser herfor) men ikke 


Not a member yet