Tidsskrift.dk (Det Kongelige Bibliotek)

Poul Lindegård Hjorth om DgF 47A, Elverskudsvisen efter opskriften i Karen Brahes folio: raker och thuo i str. 42 og dy hyfjue ruo i str. 50 og 51

Lindegård Hjorth, Poul

Slutningen af kong Abels forordning 139 
prius. Ud fra disse versioner skulle det være muligt at rekonstruere skriververset 
i kogebogen således: 
Qui bene wlt legere, debet (velit) ante legenda videre. 
Nam legitur levius lectio visa prius. 
Hanne Regnar 
Noter 
(1) Følgende meddelelse er et resultat af en emneopgave »En gammel dansk 
kogebog« hos Karl Martin Nielsen. - (2) Trykt i P. G. Thorsens udgave af 
Skånske lov, 1853, p. 259-64. - (3) Håndskriftet er (med undtagelse af lov-
stykket) udgivet af Chr. Molbech Henrik Harpestrengs Lægebog, 1826, og af 
Marius Kristensen Harpestræng. Gamle danske Urtebøger, Stenbøger og Koge-
bøger, 1908-20. - (4) Kogebogen er første gang trykt af Chr. Molbech i Hi-
storisk Tidsskrift V, 1844, p. 537-546, og senere af Marius Kristensen 1. c, 
p. 215-20. - (5) Dansk Lov-Historie II, 1776, p. 548-49. - (6) Den danske 
rigslovgivning indtil 1400, 1971, p. 47-49. - (7) L. c, p. LXXXVIII. Se også 
Lauritz Nielsen Danmarks middelalderlige Haandskrifter, 1937, p. 152. - (8) 
Over h findes en udvisket prik, som muligvis er en rasur; Kofod Anchers 
transskription: døthær. - (9) Der er en sammensyet rift i pergamentet som 
skiller u og n i wunæn, og et ha og hans. - (10) Molbech /. c, p. 537. 
(11) Danmarks gamle Landskabslove II, 1933, p. XXVI. - (12) L. c, p. 47. 
- (13) L. c, p. 538. - (14) L. c, p. LXXXVII. - (15) Nordisk tidskrift, 
1912, p. 369. - (16) Johs Brøndum-Nielsen Gammeldansk Grammatik I, § 
17,3. - (17) Johs. Brøndum-Nielsen /. c , 1950, p. 421 f. - (18) Erik Kroman 
sætter skillelinjen mellem ældre og yngre gotik til ca. 1350, se Nordisk Kultur, 
bd. 28 A, Palæografi, 1943, p. 46. - (19) Didrik Arup Seip Nordisk Kultur, 
bd. 28 B, 1954, p. 109. - (20) Erik Kroman Middelalderlig skrift, 1951, fig. 23. 
R A K K E R OG T O V 
Der er to svære steder i DgF 47A, Elverskudsvisen efter opskriften i Karen 
Brahes folio: raker och thuo i str. 42 og dy hyfjue ruo i str. 50 og 51. Det er i 
begge tilfælde det sidste ord, henholdsvis altså thuo og ruo, der volder kvaler, og 
vanskelighederne hænger i ret høj grad sammen med håndskriftets noget egen-
artede ortografi. I de gængse antologier og kommentarer klares disse tekststeder 
ved standardforklaringer, der i grunden ikke virker meget overbevisende, men 
som nok har erhvervet sig en vis autoritet ved den trofaste gentagelse. Der er 
det pudsige ved sagen, at standardforklaringen af ruo åbenbart er blevet forkert, 
fordi Kalkars ordbog gav en urigtig oplysning, som var let at finde, mens stan-
dardforklaringen af thuo er blevet forkert, fordi det var for svært at finde frem 
til Kalkars efter alt at dømme rigtige bestemmelse. Men herom senere. 
Først ganske kort om de høje ruo. I ordforklaringerne til Prøve 1847 norma-
liserede Sv. Grundtvig til Ru, som han oversatte ved »Ligbaare«. I DgF IV.863 
og 864 ændrede han normaliseringen til rå, der formelt er en lige så god mu-
lighed; desværre havde han i denne forbindelse ikke anledning til at gøre rede 
for, hvilken betydning han nu tillagde ordet. Den udbredte standardforklaring 
140 Mindre bidrag 
bygger på Kalkars [I.] Ru 3, »forhøjning under ligbåren (ligkisten)«, der forli-
ges halvdårligt med den omstændighed, at dy hyffue ruo er pluralis, og endnu 
ringere med det forhold, at stalten Ingelil finder sin brudgoms lig ved at slå 
de hvide lin af de høje ruo, som altså efter denne forklaring skulle befinde sig 
under båren. Det bør nævnes, at Kaikar ved at henvise til artiklen Ro(r) selv 
har antydet en vis tvivl. ODS III. Ru formoder, at ru egentlig betegner en »(op-
bygning med) dække, »himmel« ell. baldakin over en Iigbaare ell. ligseng«, men 
artiklen lider under betydelig uafklarethed m.h.t. det etymologiske; det samme 
er tilfældet med den i supplementet til Soderwalls ordbog nyoprettede artikel rof, 
som ved antagelsen af betydningen »baldakin over Iikbår e.d.« bygger på for-
modningen i ODS. For en ordens skyld skal det bemærkes, at betydningen 
»baldakin over ligbåre« nok kan give mening i forbindelse med de hvide lin, 
men ikke besidder noget fortrin for standardforklaringen, når det gælder at 
gøre rede for, hvorfor der bruges pluralis. 
En tilfredsstillende forklaring har ruo fået i Ella Jensens afhandling om den 
mandøske ru i Danske Folkemål XVI (1949-52), s. 98-122, spec. s. 106-12 og 
120. På grundlag af undersøgelser af dels ortografien i Karen Brahes folio, hvor 
hovedparten af belæggene findes, dels kilder til belysning af ældre tiders be-
gravelsesskikke, når Ella Jensen til det resultat, at ruo kan tolkes som et til vn. 
roda »stang« svarende ord, hvorefter dy hyffue ruo betegner »en Anordning over 
Båren til at bære et Klæde, som dækker Liget«. Da der sikkert er fare for, at 
folkevisens dyrkere ikke let vil finde på at søge til det nævnte tidsskrift for at 
få ruo forklaret, er det næppe overflødigt her at gøre opmærksom på Ella Jen-
sens afhandling. Ved de bidrag, den giver til belysning af ortografien i Karen 
Brahes folio, har den tillige betydning for det følgende. 
Herefter til nærværende undersøgelses egentlige emne, raker och thuo. Sam-
menhængen er sikkert velkendt, men bør vel trods alt genopfriskes: 
Hr. Oluf er vendt dødsmærket hjem fra mødet med eleverkvinden. Da hans 
brud kommer for at fejre bryllup med ham, er han ikke mere i de levendes tal. 
Men ingen giver bruden underretning om sagens rette stilling, bryllupsceremoni-
erne tager deres begyndelse, og da bruden spørger sin svigermoder om grunden 
til brudgommens fravær, får hun følgende svar: 
40. »Buode med høg och saa med hund 
daa er her Oluff y rosens-lund.« 
hvortil hun bemærker: 
41. »Haffuer hånd nu kierer synn høgg och syn hund, 
ind hånd haffuer synn vnge brud? 
42. Wel hånd helder ride med raker och thuo, 
ind hånd well sedde med hans brud y stuoffue?« 
Grunden til Olufs fravær angives altså at være, at han er på jagt; at ride med 
raker och thuo må i sammenhængen fungere som en variant af den almindelige 
formel »ride med høg og (med) hund«. 
Ordet rakke kendes i ældre dansk som betegnelse for »hund«, specielt »hun-
dehvalp« eller »lille hund« (således navnlig i ordsprog). I artiklen Hund, Kultur-
Rakker og tov 141 
historisk leksikon bd. VII, s. 64, medtager John Bernstrom rakke blandt de be-
tegnelser, der synes anvendt dels om hund i almindelighed, dels specielt om 
handyret i modsætning til hunnen. Et utvetydigt belæg på rakke i bet. »han-
hund« findes vistnok ikke i danske tekster, men der er næppe grund til at be-
tvivle Bernstroms antagelse. 
I folkeviserne er ordet ikke på langt nær så frekvent som hund, men det op-
træder dog hyppigt nok til at tillade den konstatering, at det her har de samme 
betydninger, som kendes fra andre kilder. Foruden de belæg, som følger ndf., 
kan nævnes thi racker smaa DgF 392, A 22, stalten Elselilles smaa racker to 
DgF 67, C 10 (mens B 10 har dy hundde smaa) og racker smaa C 12 og 13, 
og det ordsproglige op daa voxer den racke / med huasse tander i mund DgF 
10, A 11 (og tilsvarende B 16, C 9 og G 19, mens D 9 og E 8 i stedet læser 
hund; jf. DgF 136, C 16). De gængse forklaringer af folkevisens rakker, fra Sv. 
Grundtvigs »Smaahunde« i Prøve 1847 og Axel Olriks »Hund, Jagthund« i fol-
keviseudvalget 1899 til Grimer Nielsens og andres »Hanhunde«, er hver for sig 
rimelige nok. 
Problemet er da blot at forklare thuo. Sv. Grundtvig normaliserede det i 
Prøve 1847 til Tove, som han oversatte ved »Hunde«, hvorefter syndesen raker 
och thuo altså skulle betyde »småhund og hunde«, en sammenstilling, der i al 
fald savner klar semantisk motivering; normaliseringen blev gentaget DgF IV 
863, her uden oversættelse. Den nu almindelige forklaring er vist første gang 
givet af Griiner Nielsen, som i Danske Folkeviser fra Riddersal og Borgestue 
(1925) normaliserede syndesen til Rakker og Tov og oversatte den ved »Han-
hunde og Tævehunde«, hvorved han opnåede at etablere en stilistisk prægnans, 
som Sv. Grundtvigs forklaring manglede. En særstilling indtager Marius Kri-
stensens normalisering i Danske Viser VII (1930), s. 49: rakker og to; desværre 
oplyser Marius Kristensen ikke, hvilken betydning han vil tillægge to. 
Sv. Grundtvigs og Griiner Nielsen stort set overensstemmende forklaringer 
må bygge på kontekstslutninger kombineret med den omstændighed, at tov(e) 
lydligt kan minde om tæve; men et tov(e) med betydningen »(tæve)hund« eller 
en sideform med o-vokalisme til tæve (eller evt. tig) kendes ikke. Forklaringer-
ne har derfor ikke megen sandsynlighed for sig. 
Ortografien i Karen Brahes folio er ikke det enkleste udgangspunkt for en 
identifikation af ordet thuo. Følgende forhold må tages i betragtning: 
1°. Det initiale th- kan svare til gammelt t-, gammelt //;- eller gammelt thw-
jf. (med henvisning til bind og side i DgF): thuo to, num. (1.16), thuog tog, vb. 
præt. (1.135), Thuolild Tovelil, propr. (111.48); thuong tung, adj. (IV.124); thuo 
to, vaske, vb. (1.16). 
2°. Kombinationen -uo(-) kan svare til gammelt langt eller kort o, langt eller 
(under særlige omstændigheder) kort a og kort u. En del materiale er anført i 
Ella Jensens afhandling s. 109. Her skal blot gives nogle få eksempler: ruo ro, 
sb. (IV.298), ruo ro, vb. (IV.456), suott sot, sb. (IV.226), fruo fro, glad, adj. 
(VII.91); luojft loft, sb. (IV.231); ruo (skibs)rå, sb. (11.240), fruo frå, spørge/ 
spurgte, vb. (1.16; VII.90, 92), luo lå, vb. præt. (1.16); suorten sorten, adj. (1.18); 
fuor fagre, adj. plur. (IV.231); tuogt tugt, sb. (IV.400), suock suk, sb. (VII.89), 
fuoll fugl, sb. (VII.109). 
3°. Men hertil kommer, at finalt -uo dels kan korrespondere med final vokal, 
142 Mindre bidrag 
dels, om end sjældnere, med vokal + final konsonant. Den første mulighed er 
allerede tilstrækkeligt belyst ved de foregående eksempler. Den sidste illustreres 
f. eks. af suo sov, vb. præt. (11.419, 452). 
4°. Endelig kan der på grund af apokoperingstendensen være tvivl om ordty-
pen: en- eller tostavelsesord? F. eks. kan propriet Tove skrives både Thuoe og 
Thuo (111.54 f.) der skrives normalt saadelbuo olgn., »sadelbue« (11.65, 178; 
IV.32, 201); det ruo, som Ella Jensen har behandlet, må antages at korrespon-
dere med et gammelt tostavelsesord; ved siden af luoffue lue, sb. (IV.187) kan 
også luo forekomme (IV.201); og stuojjue stue, sb., der i vor tekst udgør rim-
ordet, kan i sammensætningen »badstue« skrives ba-stuo (11.450). 
Af de mange kombinationer, som herefter formelt er mulige, synes dog kun 
nogle få at kunne identificeres med ord, der kendes i dansk. Der kan være tale 
om de ord, som i moderne dansk er faldet sammen i to, nemlig num. to »va-
ske« og sb. to »uld, hårlag m.m.«; om sb. tog »edeligt vidnesbyrd m.m.« (ODS 
I. Tog) eller om sb. tog »optog m.m.« (ODS II. Tog 2, jf. III. Tog); og endelig 
om sb. tov »reb«. Vb. to, sb. to og sb. tog »edeligt vidnesbyrd m.m.« kan ikke 
give mening i sammenhængen. Til overvejelse henstår da alene num. to, sb. tog 
»optog m.m.« og sb. tov (evt. pluralis tove). Den første mulighed ville kræve en 
- næppe meget betænkelig - tekstrettelse (til raker thuo). Om de to sidste gæl-
der, at *thuojf (hvis pluralis evt. *thuoffue) muligvis ville være en mere normal 
stavemåde i dette håndskrift, jf. især, at den nærmeste, dog ikke fuldstændige 
parallel »skov« vistnok altid skrives skuoff (f. eks. 11.177, 240, 312; IV.298), 
skuoffue »skove« (IV.246). Hertil er dog at sige, at typen med final vokal ikke 
holdes klart ude fra typen med vokal + final konsonant (eller fra typen med 
vokal + konsonant + endelsevokal, jf. ovf. om luo : luoffue lue og -stuo : 
stuoffue stue): ved siden af normalformer som luo »lå« og sluo »slog« findes 
luojf (11.451) og sluoff (11.96, 321; IV.399), og der kan skrives både skuo og 
skuoff »sko« (begge 11.65), både elskuo (11.42) og elskuoff (IV.225) »elskov«. 
Altså tør det nok sluttes, at ortografien ikke udelukker nogen af de to sidst 
nævnte muligheder. 
Til alt held skal valget mellem to, tog og tov(e) ikke træffes alene på grund-
lag af ortografien i Karen Brahes folio. Der kan til belysning af dem inddrages 
parallelt materiale fra andre håndskrifter. 
Den tydeligste parallel findes i en af opskrifterne af DgF 56, Jomfruen i 
Fugleham. Flere opskrifter af denne vise lader os se digtets jeg ved skakspillet: 
hun leger med racker och fiendde, rocker och fiinde olgn., dvs. med tårne {rok, 
jf. ODS u. rokere) og bønder Qi. Kaikar Finde, Soderwall finna og DgF IV. 
287). Opskrift D, fra Magdalena Barnewitz' håndskrift (der i Prøve 1847, s. 44, 
bestemmes som »næppe meget yngre end 1650«), har imidlertid en anden version, 
som rimeligvis bygger på misforståelse af skakspilsudtrykket, men i øvrigt giver 
god mening: 
Stedmoderen har omskabt kongebørnene: 
2. Di toe skaffte hun thill hiorte och hinde, 
bad denom løbe for racker och toff: 
hun skaffte mig thill saa liden en due, 
bad mig hente min føde y skoffue. 
Rakker og tov 143 
Ligesom i Elverskudsvisen forekommer syndesen racker och loff i forbindelse 
med en jagtsituation, men den er her set under byttets synsvinkel. Det må no-
teres, at der ortografisk skelnes mellem num. toe og sb. to/f. Lægger man vægt 
på dette håndskrift, udgår altså den første af de ovf. opregnede muligheder. 
Af de to resterende kan den ene hente en formentlig udslaggivende støtte i 
DgF 502, Bejler i Lunden, som kun kendes fra Svanings håndskrift (if. Prøve 
1847, s. 42, »fra sidste Halvdeel af de 16de Aarhundrede«). Visen begynder så-
ledes: 
1. Ridder tager høg, oc suenden tager hundt, 
oc saa rider handt y grønen lundt. 
Oc der sloe handt sine racker aff toff. 
Oc endt fannger sagen goden ende. 
2. Der sloe handt sine racker aff toff, 
di løbe saa wilde gemmen rosens-skoff. 
Meningen er tydeligvis, at rakkerne slippes løs (jf. ODS III. slaa 13.4). På 
vejen ud til jagtterrænet har de været ført i tov. 
I moderne dansk betegner tov normalt et reb af betydelig sværhed, og an-
vendelsen af ordet tov om de liner, bånd eller snore, som hundene føres i, fore-
kommer derfor lidt ejendommelig. Den er imidlertid ikke isoleret. Fra folkevise-
sprog kan nævnes endnu et eksempel, der på sin vis er mere slående, fordi der 
her ikke er tale om jagthunde, men om småhunde. I den version af DgF 67, 
Ridderen i Hjorteham, som indgår i Syvs udgave, hedder det først (E 13), at 
de rakker smaa spillede under jomfru Uselilles skind, og dernæst (E 14), at 
jomfru Uselille følger efter hjorten med sine rakker i tove. 
Så vidt det har været mig muligt at konstatere, findes der i folkevisehånd-
skrifter og -udgaver fra overleveringens første fase ikke mere relevant materiale 
end det her fremlagte. Dets vidnesbyrd lader sig sammenfatte på følgende måde: 
thuo i DgF 47A kan tolkes som tov, toff i DgF 56D kan vanskeligt læses som 
andet end tov, og læsningen tov i disse to tilfælde vinder øget sandsynlighed, ja 
næsten fuld sikkerhed, når den ses i lyset af DgF 502 (og DgF 67E). 
Som antydet i indledningen falder den her givne forklaring sammen med, 
hvad Kaikar har forestillet sig. At Kalkars identifikation af thuo i DgF 47A er 
blevet overset, beror nok på, at den er meddelt i en form, der er som skabt til 
at lægge ordbogsbrugere hindringer i vejen: kun den, som holder ud indtil sup-
plementet, finder under Tov V.1077a henvisningen »DgF II.114a (ovf. III.551a 
17)« og derefter under Rakke »wel hånd helder ride med raker och thuo. DgF 
II.II4a«. 
Identifikationen thuo = tov fjerner ikke alle vanskeligheder. Tilbage står den 
ejendommelighed, at de to hovedbelæg taler om rakker o g tov, hvorved der 
åbnes for den mulighed, at tov ikke betegner liner til at føre hundene i, men 
fangstudstyr. Det betyder, at fuld klarhed ikke kan opnås uden kendskab til 
ældre tiders former for jagt, især herremandsjagt. 
Problemstillingen skal kun skitseres her, idet der i øvrigt må henvises til Kul-
turhistorisk leksikon, artiklerne Jakt og Hund (med henvisninger). Det fremgår 
af disse artikler, dels at reb har været anvendt ved visse former for jagt, f.eks. 
144 Mindre bidrag 
netjagt, dels at jagthunde har kunnet føres i kobbel. Artiklerne yder ikke den 
ukyndige nogen håndsrækning til at afgøre, om det kan anses for sandsynligt, at 
herremanden selv transporterede udstyr til f. eks. netjagt; men umiddelbart ville 
man nok være utilbøjelig til at tro det. Snarere kunne det måske tænkes, at ride 
med rakker og tov ikke indebærer, at fangstreb befinder sig hos jægeren, men 
skal læses som en oplysning om, at den ridende jæger praktiserer en form for 
jagt, hvor hunde driver byttet mod en udspændt fælde; men en sådan læsning 
harmonerer ikke godt med løbe jor rakker og tov. Mest sandsynligt er det da, 
at tov har den betydning, vi først antog, liner til at føre hundene i. 
Denne antagelse kan give stød til at overveje et rettelsesforslag, som er frem-
sat i Ernst v. d. Reckes redaktion af Elverskudsvisen i Danmarks Fornviser I 
(1927): svarende til raker och thuo i DgF 47A læser Recke - i øvrigt uden at 
kommentere stedet - Rakker i Tove (s. 192). Læsningen forudsætter, som det 
ses, at Recke har identificeret thuo på samme måde, som det her er sket, og det 
må indrømmes, at rettelsen giver god mening. 
Nødvendig er den dog ikke, og den lider under den svaghed, at den kun dæk-
ker den fase af jagtforløbet, hvor jægeren fører hundene i snor, ikke det højde-
punkt, hvor hundene er sluppet løs og linerne formentlig befinder sig hos jæ-
geren. Mest tiltalende er det at lade rakker og tov stå urettet og tillægge synde-
sen den samlede betydning »et kobbel jagthunde«. 
Poul Lindegård Hjorth 
OM ANDERS BORDING OG PENGENE 
EN KORREKTION OG EN EFTERLYSNING 
I C. O. Dumreichers privatudgave af Anders Bordings Udvalgte Digte (1955) 
findes der en planche (nr. 5), der gengiver en side i en af Bordings få bevarede 
kladdebøger, Add. 46 Ib., 8°, hæfte 2, side 37; delte er et lille håndskrift, som 
Bording har taget i brug ca. 1665, og han har benyttet det som digtkladdebog 
frem til ca. 1670, dvs. i Frederik IIIs sidste leveår, der utvivlsomt var en af de 
bedste perioder økonomisk set for Bording. På den i Dumreichers udgave gen-
givne side finder man en række personnavne, der meget let lader sig identificere 
som adressaterne på en del af Bordings lejlighedsdigte. Til højre for navnene 
har Bording lavet nogle kolonner, og heri anfører han meget omhyggeligt en 
række tal; det hele er meget omstændeligt gjort, og kolonnestregerne får tallene 
til at stå lidt isolerede, således at man i stedet for 272 let læser 2 7 2 som tre 
separate tal. Og dette har Dumreicher gjort, thi i noten til dette højst interes-
sante aktstykke (udgaven p. 191) udlægger han disse tal på den måde, at de i da-
ler, mark og skilling angiver de priser, som Bording har fået for de pågældende 
digte af modtagerne. I så fald er det - som han gør opmærksom på - det 
ældste og formentlig også det eneste eksempel, vi har på prislaget for lejligheds-
digte i det syttende århundrede. I den sammenhæng ville det have været interes-
sant at have sammenligningsmateriale fra andre lejlighedsdigtere som f. eks. 
Dorus og Thomas Kingo, for at vælge et par yderligheder. 
Imidlertid forbavses læserne over, at Dumreicher ikke har givet sig til at regne 


Danish

Rakker og tov

Leif Nedergaard om J. P. Jacobsens Niels Lyhne og udtrykket »at dø stående«

Nedergaard, Leif

152 Mindre bidrag 
G E N F U N D E T B L I C H E R - M A N U S K R I P T 
Under mine studier på Det kgl. Bibliotek er det lykkedes mig at finde et ukendt 
(men trykt) Blicher-manuskript (Ny kgl. Saml. 1557.2° - I4). Det drejer sig 
om en del af trykmanuskriptet til »Improviseret Aftenunderholding« fra Min 
Vinterbestilling (1844-45). Manuskriptdelen består af et enkelt ark papir, kun 
beskrevet på den ene side og angivet som side 3. Det vil være rimeligt at for-
mode, at det således hører til den manuskriptdel, man allerede har kendskab til, 
som indbefatter side I og 2 af nævnte trykmanuskript (findes i Abrahamske Au-
tografsaml. 142II228.4°). I nederste venstre hjørne af det fundne manuskript 
står at læse: St. St. Blicher, skrevet med en anden hånd og andet blæk end selve 
digtene, som er »Ginning«, »Guldsmed«, »Bie«, »Oldenborre« samt »Myg«. 
En sammenstilling af manuskriptdelen og den trykte novelle viser, at der 
endnu mangler den sidste del af manuskriptet, nemlig fra og med strofen 
»Edderkop« og novellen ud. Mens side 2 er skrevet på bagsiden af side I, altså 
er begge sider af papiret her udnyttet, har Blicher kun skrevet på den ene side af 
det næste ark papir, han har brugt. Hvorfor har han ikke, som med side 1 og 2, 
skrevet side 3 og 4 på samme ark papir? Det ville vel være mest nærliggende. 
Når han imidlertid ikke har gjort det, hvad er der da blevet af sidste del af 
manuskriptet, side 4 og eventuelt side 5? 
Henrik Denman 
O M K R I N G NIELS LYHNE OG U D T R Y K K E T 
»AT DØ S T Å E N D E « 
Blandt alt det meget der er skrevet omkring Niels Lyhne, er det bemærkelses-
værdigt at man helt er gået udenom at Rousseau tydeligt har haft betydning for 
denne roman, som man mest har beskæftiget sig med som et moderne natura-
listisk værk. Rousseau's La nouvelle Héldise fra 1761 omtaltes nok af Georg 
Brandes i Emigrantliteraturen (1871) som en forudsætning for Goethe's Werther, 
men var da egentlig forlængst forældet, og det var snarere les Confessions og 
les Réveries der ligesom nu læstes og hvis stil fik betydning for Chateaubriand 
o.a. Det ses dog af Niels Lyhne at J. P. Jacobsen stadig har haft den gamle 
brevroman kær. Han lader forstå at det især er ved læsning af den at Niels 
Lyhne's moder har næret den »drømmehentagne« livsindstilling som hun giver 
videre til sønnen. I kap. VIII er »den lille tykke bog« han lader hende sidde og 
drømme over Den nye Heloise, ligesom det er til dens skueplads, Clarens, at 
han lader Niels Lyhne forhåbningsfuld drage afsted med den skrantende moder: 
»thi var det ikke Rousseaus Clarens, Julies paradisiske Clarens«. Selve det at det 
just var i Montreux/CIarcns J. P. Jac. i syv måneder 1877/78 valgte at slå sig 
ned, kunne kun bestyrke hans øjensynlig tidlige betagethed af denne roman, der 
sammen med Rousseau's Drømmerier kan have været med til at bestemme hans 
egen primære drømmernatur. Til Rousseau's Clarens henlægger han jo også sin 
intense skildring af vårens komme; den omhyggelige beskrivelse heri af de for-
skellige blomster vidner om den botaniske ildhu hvorved han også står Rousseau 
Omkring Niels Lyhne 153 
nær, jævnfør Syvende Vandring af Rousseau's Reveries (ss. 111-128 af min i 
1966 udsendte fordanskning af Rousseau's Den ensomme Vandrers Drømme-
rier). Med den interesse for Rousseau som Niels Lyhne vidner om, er det sand-
synligt at J. P. Jacobsen også har læst hans Confessions, og i intet andet værk af 
verdenslitteraturen er den masochistiske rolle i sexuallivet, som også var J. P. 
Jacobsen's, og denne indstillings genesis bedre beskrevet end i 1. bind af Rous-
seau's Bekendelser. Selv om J. P. Jacobsen ved sin så pretiøse skrivemåde stili-
stisk adskiller sig helt fra den enkle naturlighed i udtrykket og musikalske langt-
udspundne sætningsbygning der kendetegner Rousseau's prosa, har J. P. Jacob-
sen iøvrigt mange berøringspunkter med den ensomme vandrers drømmerier. 
Hos Rousseau har J. P. Jacobsen foruden i alt det andet de havde fælles: drøm-
meriet, jeg-optagetheden, ensomheds- og naturfølelsen samt den botaniske in-
teresse, også i sine masochistiske fantasier kunnet få bestyrket sig selv. 
Den nye Heloise eller Breve fra lo Elskende i en lille Bye ved Foden af Al-
perne, samlede og udgivne af J. J. Rousseau, har forøvrigt den lighed med 
Niels Lyhne at Wolmar, den mand Julie ægter, er overbeviist ateist, men ædelt 
tolererer hustruens tiltagende religiøsitet, der især giver sig tilkende i den langt-
udtrukne dødsscene, hvor hun samtaler med stedets præst, ligesom Gerda på sit 
dødsleje i Niels Lyhne. 
Vi vender os nu til Niels Lyhne på dødslejet på lazarettet, en scene der i real-
isme minder om Tolstoj's lazaret-beskrivelse i hans Skildringer fra Sebastopol 
fra 1855. Det bekendte afsluttende udsagn om Niels Lyhne: »Sidste gang Hjer-
rild saa til Niels Lyhne, laa han og fablede om sin Rustning og om, at han vilde 
dø staaende« er en mærkelig kontamination af en litterær og en historisk allu-
sion. At han som Don Quijote i den spanske fantastromans indledningskapitler 
fabler om »sin Rustning«, skal vel forstås som en sidste påpegning af at Niels 
Lyhne modsat Don Quijote, der dør helbredt for fantasteriet, endnu til sin døds-
stund er forblevet fantasten. Til Cervantes' roman hentydedes der jo også i Kap. 
XI medio, hvor Niels Lyhne omtales som »Venskabets vandrende Ridder«, der 
på sin Rosinante tror at komme vennen Erik tilhjælp, men optræder på en måde 
der lægger op til den Gregers Werle-type som Ibsen, der beundrede Niels Lyhne, 
fire år efter lod fremtræde i Vildanden: »Han med hans ofren og hans frelsen!« 
af barndomsvennen. »Skulde han altid gaa saadan og skabe sig, som om han var 
ansvarlig Minister hos Ideen . .« siger han ved sig selv, tilføjende: »Mon han 
da aldrig kunne lære i al tarvelighed at stræbe efter at gøre sin Pligt i Ideens 
Garnisonstjeneste som Menig af en meget underordnet Klasse?« - et skjult 
Heine-citat, det samme der ligger bag slutreplikken i Pontoppidan's Erindrin-
ger (jf. min Johs. V. Jensen 1968 s. 92). 
Den anden del af udsagnet, Niels Lyhne's fablen om »at han vilde dø staa-
ende«, et udsagn hvis proveniens mærkeligt nok står uforklaret både i DLFs ud-
gave fra 1952 og Frederik Nielsen's fra 1972, angives i DSLs udgave fra 1926 
med rette at gå tilbage til Vespasian's dødsreplik: »Imperatorem (ait) stantem 
mori oportere«. Da J. P. Jacobsen næppe selv har læst Suetonius' De vita Cae-
sarum, der i kap. 24 af Liber VIII om Divus Vespasianus bringer anekdoten, 
kunne man spørge hvorfra han har det skjulte citat, der hører til de mindre 
brugte bevingede ord? I betragtning af at La nouvelle Hélo'ise direkte omtales 
11 DSt 1974 
154 Mindre bidrag 
i Niels Lyhne og at citatet forekommer heri, mener jeg nu vi har grund til at 
antage det hentet herfra, hvor det tilmed kommenteres af Rousseau. Citatet fore-
kommer i VI. dels 11. brev, hvor Hr. de Wolmar til Saint-Preux skildrer Julies 
død. Han fortæller herunder hvorledes hendes lille datter var foruroliget over 
det usædvanlige i at se sin moder sengeliggende, »hun som altid var oppe førend 
hendes børn«. Wolmar bemærker hertil (Jeg citerer parallelt af den franske 1761-
udgave og af den gamle fordanskning, hvis Tredie Bind forelå år 1800 i cand. 
theol. J. J. Garnæs' oversættelse, hvor det anførte findes i III. Binds anden Deel 
s. 152 f.): 
-Je me souviens qu'a ce propos Julie 
fit une réflexion tout-å-fait dans son 
caractére, sur l'imbécile vanité de Ves-
pasien, qui resta couché tandis qu'il 
pouvait agir, et se leva lorsqu'il ne put 
plus rien faire*. Je ne sais pas, dit-
elle, s'il faut qu'un empereur meure 
debout, mais je sais bien qu'une mere 
de famille ne doit s'aliter que pour 
mourir. 
*Ceci n'est pas bien exact. Suétone dit 
que Vespasien travailloit comme å 
l'ordinaire dans son lit de mort, et 
donnoit méme ses audiences; mais 
peut-étre en effet eut-il mieux valu 
se lever pour donner ses audiences, et 
se recoucher pour mourir. Je sais que 
Vespasien, sans étre un grand hom-
me, étoit au moins un grand prince. 
N'importe; quelque role qu'on ait pu 
faire durant sa vie, on ne doit point 
jouer la comédie å sa mort. 
-Jeg erindrer at Julie i den Anled-
ning gjorde en Anmerkning gandske 
og aldeles i hendes Maneer over Ves-
pasians usle Forfængelighed, som blev 
liggende medens han kunde handle, og 
rejste sig, da han ikke kunde udrette 
mere*. Jeg veed ikke, sagde hun: om 
en Kejser skal døe staaende; men jeg 
veed meget godt, at en Husmoder ej 
bør være sengeliggende uden for at 
døe. 
*Dette er ikke saa gandske rigtigt. 
Svetonius siger, at Vespasian arbejde-
de som sædvanlig paa sin Dødsseng og 
gav Audients; men det havde maaskee 
virkelig været bedre, at han havde 
staaet op for at give Audients, og lig-
get for at døe. Jeg veed at Vespasian, 
uden at være en stor Mand, var i det 
mindste en stor Fyrste. Det er ligeme-
get; hvilken Rolle mand end har spil-
let i sit Liv, bør man dog ikke i sin 
Død spille Komedie.* 
* Rousseau sigter her til Vespasians 
pralende Ord, da han mærker sin 
Dødstime nærme sig: en Kejser, sagde 
han, idet han vilde staae op af Sen-
gen: bør døe staaende. Oversætteren. 
Interessant er Rousseau's egen kommentar hertil. Da Rousseau foregiver at det 
er virkelige breve han bringer i trykken, som angivet i undertitlen: Lettres de 
deux arnants, habitants d'une petite ville aux pieds des Alpes, recueillés et 
publiés par Jean-Jacques Rousseau, har han som udgiver kunnet knytte sine egne 
noter til teksten. Og noten til ovenanførte citat indeholder en kritik af Vespa-
sian's udtalelse: 
Omkring Niels Lyhne 155 
Rousseau's note er betydningsfuld, fordi den vel også tilkendegiver hvordan vi 
skal opfatte Niels Lyhne's brug af kejserens ord. Skulle nogen være i tvivl om 
hvordan udgangsreplikken skal opfattes, bliver vi herved vejledet til dens rette 
udlægning: Den skal vidne om at Niels Lyhne er teatralsk til det sidste, og ikke 
opfattes som tegn på heltemod. Han der har haft svært ved at holde sig oprejst 
under livet, sætter sig i attityde overfor døden, der må akcepteres horisontalt. 
Det slutindtryk vi skal have af hovedpersonen var vel kommet tydeligere frem, 
om J. P. Jacobsen ikke hade måttet haste med avslutningen af bogen, for at nå 
at få den ud inden julen 1880. Men læses Niels Lyhne's dødsreplik i lys af 
Rousseau's kommentar, ses det klart at begge dens led tilkendegiver at Niels 
Lyhne, selv om han fastholder sin ateisme, lige til det sidste ikke er virkelig-
hedsbestemt, men dør som fantast. 
Mod Niels Lyhne's ynkelige livsforvaltning opponerede forøvrigt siden Johan-
nes V. Jensen, der som ung hade været optaget af Niels Lyhne, selv om ateis-
men for ham var en naturlig selvfølgelighed. I debybogen Danskere (1896) la-
der han hovedpersonen Buris Holm af sin Frk. Nina have »faaet J. P. Jakobsens 
Bøger til Laans«, og det siges derpå: »Ham sværmede de for begge to, og ude 
mellem Stikkelsbærbuskene drøftede de »Niels Lyhne« og deklamerede »Kender 
Du Pan?«« (s. 63). Spor af denne optagethed af Niels Lyhne kan påvises i ung-
domsforfatterskabet. 
Alt det som Niels Lyhne's moder, »saa træt af Hverdags Lykke og Hverdags 
Maal«, havde drømt om en strålende fremtid for sønnen, formulerede hun i ud-
trykket: »Det var din Lykkes Skib« (kap. VIII). Så er der mere indhold i det 
»Lykkens Skib« (i ms. også kaldt »Salighedens Skib«) Axel i kap. Lucie af 
Kongens Fald flyvedrømmer sig ombord på; det er som en mandlig ønskedrøm 
befolket med »Alverdens Kvinder«. Men da han i kap. Den danske Død (Kon-
gens Fald er jo endnu rigere på dødsscener end Niels Lyhne) daler »ombord paa 
Lykkens Skib«, er det transformeret til en anden art salighed, i manuskriptet 
opr. kaldt »Columbi Lykkes Land, Dødens Land«. Som en skitse til Johs. V.'s 
sangerinde i Madame D'Ora, tilmed også til navnet, virker den episode i kap. 
XII af Niels Lyhne hvor J. P. Jacobsen lader ham træffe sammen med »en be-
rømt Operasangerinde, hvis virkelige Navn var Madame Odéro«, øjensynlig kon-
strueret af J. P. Jacobsen som et anagram af sidste ord i navnet på det hotel han 
i Riva boede på: Albergo del Sole d'oro (jf. min Johs. V. Jensen-bog fra 1968 
s. 194). Men at han kritisk har drøftet Niels Lyhne, ses deraf at han tidligt 
giver udtryk for de stikmodsatte anskuelser af J. P. Jac: Maleren Eriks benæg-
telse i kap. XI af muligheden af gennem rejser at få fornyende indtryk, står jo 
i direkte modstrid med JVJ's dictum i Dolores (1899): »Skal jeg tænke nyt, 
må jeg sanse nyt«. En protest mod J. P. Jac.'s besynderlige frase: »I tvivl for-
tvivler der ingen« (kap. III) kan anes bag JVJ's skildring af Chr. Ils sejlads: 
tvivlen nedbryder ham. Visse af de almene tids-betragtninger i Kongens Fald, 
hvor JVJ endnu ikke havde fundet sin egen stil, kunne også se ud som var de 
blevet til udfra et ønske om at prøve kræfter med J. P. Jacobsen (jf. min Johs. 
V. Jensen 1968 s. 88, 127 & 149). Betragtninger i Niels Lyhne som »Tiden 
svulmed op til noget uhyre og fjendtligt, hver Dag var en uendelig Ørken af 
Tomhed...« (kap. XIII) viser JVJ også i Forsvundne Skove (1899) at han 
fuldtud magtede at formulere. Men J. P. Jacobsen's overforkunstlede og manie-
n* 
156 Mindre bidrag 
rerede skrivemåde tog han afstand fra. Til skuffelse for Chr. Rimestad, der i sine 
Digtere i Forhør (1906) selv viser sig så betaget af J. P. Jacobsen's sløromvund-
ne stil, fordømte Johs. V. med en for filologer ubehagelig men rammende be-
mærkning dennes sproglige puslerier: »At beskæftige sig direkte med sit sprog 
er det samme som at se en Rude i Stedet for at se igennem den« (jf. min Johs. 
V.J.-bog fra 1943 s. 60). 
Kort før havde han selv med figuren Lee i Hjulet fået stillet et sundt mod-
stykke til Niels Lyhne på benene. Mens endnu Einar Elkær og Mikkel Thøger-
sen havde været fremstillinger af selvoptagne, overreflekterede sind, tidens type 
da, der tvivlrådige og lidet levedygtige ikke kunne finde sig tilrette i hverdagen, 
blev det øjensynlig snart JVJ's intention at kreere modsætningen til Niels Lyhne: 
den handlekraftige mand, der akcepterer livets vilkår og former sin skæbne 
lykkeligt. I det program for arten af den psykologiske handlingsroman han ville 
skrive, fremsat i et Brev til Politiken, trykt 26/2-1905, små tre måneder før 
Hjulet begyndte at løbe som føljeton i bladet, siger han: 
Det jeg vil have frem, er Skildringen af en Mand, der bliver lykkelig ved 
Kamp, ikke alene fordi han holder af at slaas, men fordi han sejrer. Vore 
Helte her i Danmark »gik altid til Grunde«; det har ikke været muligt inden-
for Litteraturen at rejse Billedet af den, for hvem Tilværelsen lykkes. Det har 
enten været Adam Homoer, der frækt forekom som Rangspersoner, eller 
Niels Lyhner, der trak sig stumt tilbage og døde. Vor Historie har gjort det 
svært at skildre forhaabningsfulde Folk. (Cit. eft. Leif Nedergaard: Johannes 
V. Jensen 1943 s. Ulf). 
En allusion til Niels Lyhne's fabuleren om »at dø staaende« anes bag de ord 
hvormed han i samme forhåndsorientering proklamerer at den bog han vil skrive 
skal ende »med den fuldkomne Triumf for Manden, der traditionsbefriet og i 
klar Besiddelse af sig selv staar og blir staaende«. Et ekko af denne udtalelse 
i JVJ's manifest fornemmer vi nogle måneder efter hos Sophus Claussen, der 
d. 4/9-05 i en (i Det åndelige Overskud s. 35 optrykt) artikel, hvor han går 
imod at ende i et altfor plat demokrati, skriver: »Danmark er en magelig Seng, 
for den der vil lægge sig hen og sove, men en daarlig Tumleplads for den som 
vil staa oprejst«. 
Det som hverken J. P. Jacobsen, Herman Bang eller Pontoppidan (Lykke-
Per!) hade magtet: at skabe den handlekraftige mand der akcepterer livets vil-
kår og trods modstand former sin skæbne lykkeligt, det lykkes for Johs. V. Jen-
sen med den positive mandsfigur Lee i Hjulet fra 1905. Han havde derved over-
vundet J. P. Jacobsen's Niels Lyhne-type, skabt det handlekraftige mandfolk som 
tog livets tilskikkelser i opretstående stilling, går roligt ind i de hverdage som 
ikke var nok for Niels Lyhnes moder, ikke lader sig slå ud af noget, men blir 
stående under den daglige tilværelses kamp. 
13/5-1973 
Leif Nedergaard 


Omkring Niels Lyhne og udtrykket »at dø stående«

Dot Pallis og J. P. Jacobsen og Gustave Flaubert

Pallis, Dot

J. P. Jacobsen og Flaubert

John Chr. Jørgensen om tvivlesygen i Johannes V. Jensens »Kongens Fald«

Jørgensen, John Chr.

Den hamletske styrke: Et bidrag til debatten om tvivlesygen i Johannes V. Jensens »Kongens Fald«

Leif Nedergaard om H. C. Andersen's »Nattergalen« og J. L. Heibergs »Digter-misundelse«

Mindre bidrag 
H. C. A N D E R S E N ' S » N A T T E R G A L E N « 
OG J. L. H E I B E R G ' S » D I G T E R - M I S U N D E L S E « 
Det er kendt nok at der bag H. C. Andersen's Nattergalen ligger modsætningen 
mellem natursangerindetalentet Jenny Lind og den altfor artificielle operastil, 
ligesom mellem natursjeniet H. C. Andersen og den ikke-umiddelbare digter-
type J. L. Heiberg, der var så estimeret af Collin o. a. At der ikke behøver at 
ligge misundelse bag et modsætningsforhold mellem to digtere, hade Heiberg 
imidlertid selv gjort gældende, og i den forbindelse tilmed indført omtale af 
nattergales påståede sangerkampe. Det var i sin »Flyvende Post« at Heiberg 
i 1834 indførte et essay om Digter-Misundelse, siden optrykt i Tredie Bind af 
hans Prosaiske Skrifter (1861) ss. 395-406, og lad os kaste et blik på dette 
essay, der indledes således: 
»Det er et almindelig udbredt Sagn, at udmærkede Mænd i samme Fag ofte 
ere misundelige over hinandens virkelige Fortrin samt den deraf følgende Ære, 
og det er især de musikalske Virtuoser og Digterne, hvilke man tilægger denne 
hæslige Egenskab. Digtere og Musikere staae hinanden i en vis Henseende me-
get nær: Begges Kunst er rhythmisk; Digterne kaldes ofte Sangere. Skulde nu vir-
kelig Sangen i Ordets udstrakteste Bemærkelse være, om ikke just en Datter, saa 
dog en Paarørende af »den giftig Avind, den vanartige Gudinde?« [fra Peder 
Paars], Det forsikkres almindeligen, og det troes ligesaa almindeligen«. 
J. L. Heiberg omtaler mærkeligt nok en myte om nattergalen: 
»Allerede Fuglene tilskriver man Misundelse: man fortæller, at det ikke skal 
være saa ualmindeligt, at f. Eks. en Nattergal er død af hæftig Ærgrelse over 
at maatte give efter i Sang-Væddekamp med en anden, fortrinligere Fugl af 
samme Art; og hvad de menneskeligo Kunstnere angaae, da har man Exempler 
nok paa paa, at den ene søger at nedsætte den andens virkelige Fortjenester. 
Især Digterne - hedder det - ere et misundeligt Folkefærd: Enhver af dem vil 
være den Eneste paa Parnasset...« (Prosaiske Skrifter III, 397f.) 
- »Men ikke Alt hvad som almindeligen forsikkres og troes, er Sandhed« 
bemærker Heiberg; og til de dubiøse påstande hører netop »Sagnet om Digternes 
indbyrdes Misundelse« forsikrer han. Hvad der tolkes som udslag af digter-
misundelse har oftere »ædlere Bevæggrunde« fremhæver han derpå: »Således 
gjør man da Digterne, Sangerne, ja selv Nattergalen Uret«. 
Skønt Heiberg sikkert har Baggesen's strid med Øhlenschlager og sin egen 
kritik af Øhlenschlager i tankerne og vil have læserne til at nå til en mere 
objektiv og lidenskabsløs opfattelse af disse stridigheder, hentyder han ikke i det 
følgende hertil, men godtgør ved andre velvalgte eksempler urigtigheden af at 
opfatte forholdet mellem store digtere som bestemt af lav misundelse. For det 
første fremhæver han at Goethe og Schiller ikke bar nag til hinanden: »De stode 
i det venskabeligste Forhold til hinanden« (s. 400). »At Voltaire og Rousseau 
ikke kunde blive enige, er let at begribe af deres ganske forskjellige, ja modsatte 
Danske Studier 1970 (februar) 
144 Mindre bidrag 
Characterer og Anskuelser« påpeger han med rette. Vel må det indrømmes at 
»den nulevende tydske Skribent Heine, har paa Prent erklæret, at det var af 
Misundelse, at han havde angrebet Gothe« (s. 401); Heiberg vil dog ikke tage 
denne ytring højtideligt: »Men hvad kan ikke Heine falde paa at sige, for at 
være original?«. Resten af essayet benytter Heiberg til at påvise at hvad angår 
»Det norske Selskabs Opposition mod Ewald«, var der også herfor de hæder-
ligste motiver, ligesom man må erkende at bortset fra Johs. Ewald stod nord-
mændene stærkest i dobbeltmonarkiets litteratur i 18de årh.; man kan hertil 
erindre om J. S. Welhaven's 1863 udg. skrift om Ewald og de norske Digtere 
(jf. min avh. om Wessel's Gaffelen i Edda 1968 s. 257). 
Da Heiberg 1841 i En Sjæl efter Døden skånselsløst var faldet ud mod H. C. 
Andersen, vittigt men rent foreløbigt besvaret i En Digters Bazar, er det ikke 
mærkeligt at HCA lod sit kinesiske æventyr rumme nogle hib til Heiberg, og 
morsomst var det, om han ligefrem kunne hente stof dertil fra Heiberg selv. En 
erindring om essayet om Digter-Misundelse fra 1834 i »Flyvende Post«, som 
HCA kan have læst engang efter sin hjemkomst fra Italien, kan have spillet ind 
da HCA i oktober 1843 nedskrev Nattergalen, der jo retter sig mod Heiberg, 
hvis forsøg på at latterliggøre H. C. Andersen også bundede i misundelse over 
HCA's europæiske ry, der strakte sig længere end til Skåne. I Nattergalen er 
Heiberg skildret som Spillemesteren, der lovpriser den mekaniske fugl med det 
enkeltsporede repertoare for at være »særdeles tactfast og ganske af min Skole«, 
ligesom han fremstilles som den dominerende anmelderautoritet, der skrev »saa 
lærd og langt, med de allersværeste chinesiske [dvs. hegelianske] Ord, saa alle 
Folk sagde, at de havde læst og forstaaet det, for ellers havde de jo været 
dumme. .« - »Og ikke duet til deres embede« kunne man tilføje; for Nattergalen 
varierer jo her dette måske fra Niels Klim hentede motiv i Kejserens nye Klæder 
(se mit essay herom i Anderseniana, 2. Rk., Bd. VI, 2 1967 s. 198). »Det er 
ganske mine Tanker!« skynder de sig også allesammen med at forsikre, et billede 
på de halvintellektuelles respekt for den anmelder der har fået chancen at skrive 
i et toneangivende blad; de er med på noderne når det gælder at bifalde den 
konkrete poesi der frembringes af kunstfuglen, hvis digtning er uinspireret nok 
til at alt deri fuldt ud lader sig nemt forklare: »man kan sprætte den op og vise... 
hvordan det ene følger af det andet -« Ved at lade de fornemme opfatte kunst-
fuglen som Virtuosen nr. 1 harcelerer HCA også over de tungnemmes glæde ved 
at høre de anerkendte navne ustandselig gentage de samme numre. Kunstfuglen 
hjælper dog ikke in articulo mortis; den rigtige nattergals kamp mod Døden peger 
frem mod Historien om en Moder, ligesom diktionen her skifter fra det vittige 
til det patetiske: »Kold og bleg laae Keiseren . . . « . 
»Sang-Væddekamp« mellem et par nattergale nævntes i Heiberg's essay; en 
sådan foranstaltes også i HCA's æventyr: »Nu maae de synge sammen ..« Ved 
det snobbede hof klarer kunstfuglen sig prægtigst, især på grund af sit glimrende 
ydre, mens derimod et publikum af umiddelbare mennesker ved at høre den som 
nattergal kamuflerede spilledåse »bleve saa fornøiede, som om de havde drukket 
sig lystige i Thevand«, hvad der i HCA's mund betyder at det nu var noget 
kedsommeligt; ifølge Klokken er det romantiske noget ganske andet end når 
der »bliver sunget til thevand.« Men kunstfuglen er jo også Heiberg som digter: 
Det hed i Heiberg's essay at hvis nattergalen »døer i Væddekampen, hvorfor 
H. C. Andersen og Heiberg 145 
skulde det da just være af Misundelse? Kan det ikke ligesaavel være af Anstren-
gelse for at naae en Fuldkommenhed, som overstiger dens Evne, eller maaske 
af Sorg over, at den ikke kan naae dette Maal?« (s. 398f). Også HCA's kunst-
fugl overanstrenger sig tildøde i sin bestræbelse på at underholde den litterære 
republik, uden at kunne frembringe en hjærterørende poesi som naturfuglen, 
der er blottet for misundelse, hvad Heiberg trods sit essay jo ikke var. 
Det er ikke usandsynligt at H. C. Andersen har haft sin private ekstra fryd 
ved under nedskrivningen af denne Heiberg-persiflerende historie underfundigt 
at gøre brug af nattergaleriet i Heiberg's eget essay om forholdet mellem digtere, 
en dulgt hentydning som Heiberg har været klog nok til at ignorere. 
Leif Nedergaard 
F I R E J. P. J A C O B S E N - B R E V E 
I Det kgl. Biblioteks samling af breve fra og til H. S. Vodskov1 findes (i kapslen: 
Breve fra andre til andre) de nedenfor gengivne, hidtil ikke offentliggjorte breve 
fra J, P. Jacobsen til hans pensionatsværtinde frøken Marie Zoffmann (1819-1904). 
Præstedatteren Marie Zoffmann oprettede 1864 et studenterpensionat i Studie-
stræde 18, der i slutningen af 1860erne blev samlingssted for en række begavede 
unge med mangesidede interesser, som knyttedes sammen af en levende interesse 
for de nye tanker, der i disse år brød frem i dansk åndsliv.2 Hertil flyttede J. P. 
Jacobsen 1866, og han blev boende her, alene afbrudt af udenlandsrejsen juni-
oktober 1873 og af ophold hos forældrene i Thisted, indtil frk. Zoffmann 1. april 
1875 ophævede pensionatet og flyttede til Hørsholm. Højst ugerne måtte J. P. 
Jacobsen da forlade sit beskedne værelse i Studiestræde. Æstetikeren Joh. Lund-
beck skrev i februar 1875 til Vodskov, der da opholdt sig i Jylland, at »Jakobsen 
er meget misfornøjet med at skulle flytte til April, og hvis han kommer til at 
rejse, maa Grunden vistnok for en væsentl. Del tilskrives denne Omstændig-
hed.«3 Og i begyndelsen af april 1875 skrev Vilh. Møller, at »det berømte Sted 
i Studiestræde har mistet sin fra iboende Mennesker hidrørende Berømmelse, og 
at Jakobsen som en vildsom Fugl flagrer om i frugtesløse Efterforskninger efter 
en ny, om ikke bedre Lejlighed.«* Jacobsen flyttede 8. april 1875 til Bredgade 
10,5 men endnu i maj s. å. underhandlede han med frk. Zoffmann om - således 
som Vodskov havde gjort det - at flytte ud til hende i Hørsholm.8 
Frøken Zoffmann var en trofast og moderlig veninde for alle sine unge pen-
sionærer. Hun levede med i alle deres interesser, fulgte deres arbejder og søgte 
livet igennem at vedligeholde kontakten med sine tidligere pensionærer. J. P. 
Jacobsen sendte hende sine bøger, sflsnart de udkom, og hun besøgte ham oftere 
i hans sidste år i København. Da hun døde 1904 skrev Vodskov, at ingen, der 
havde kendt hende, og da navnlig ikke de, der i Studiestræde havde nydt godt af 
hendes omsorg og pleje, havde glemt eller ville kunne glemme hende, for hvem 
minderne fra Studiestræde-tiden var »hendes egentlige Liv, langt mere end Alt, 
hvad der angik hende selv.« »Trofast, virksom og uegennyttig« er de adjektiver, 
hvormed han karakteriserer hende.7 
10 DSt 1970 


H. C. Andersen's »Nattergalen« og J. L. Heibergs »Digter-misundelse«

Leif Nedergaard- Hansen om Brorson's »Op! all den ting som Gud har giort«

Nedergaard-Hansen, Leif

Om Brorson''s Op! all den ting som Gud har giorl 119 
OM BRORSON'S »OP! ALL DEN TING SOM G U D HAR GIORT« 
At det centrale i Brorson's Om Skabelsen (fra Troens rare Klenodie 1739) nok er at 
digteren til overbeviisning af eventuelle fritænkere her forsøger at opstille et guds-
beviis udfra de skabte tings mangfoldighed, er næppe blevet tilstrækkelig påagtet. 
Der indledes og avsluttes rigtignok med en lovprisning afguden, men det er kun 
ligesom rammen om digtets egentlige tema. Bortset fra digtets to første linjer og tre 
sidste strofer er det vi har i dets hovedstol, stroferne 1,3-12,4, at opfatte som forsøg 
på et nærmest fysico-teleologisk gudsbeviis. 
Mærkeligt tung, næsten didaktisk, virker straks i 1. strofe af dette digt, der ellers 
besidder en livsalig enkelhed og simplicitet i udtrykket, den vægtige mathematisk-
rationalistiske glose »bevise«: »Det mindste han har skabt, er stort, / og kand hans 
magt bevisel« 
Her poneres problemet: Kan gudens magt, og dermed hans existens, bevises af 
skaberværket? Stillet som det er af den troende digter, er det naturligvis påforhånd 
løst, men en smuk opremsning af tilværelsens mangfoldighed gør det for digteren 
ud for en argumentation. 
I denne række retoriske spørsmål - rettet til en tænkt ateist, der ikke får lov til at 
fremkomme med en eneste indvending udfra det ondes dominans i den lovpriste 
naturs herlighed - menes gudens storhed og magt beviist udfra den blotte tilstede-
værelse af alle disse fænomener. Q.e.d. 
Undervejs betages Brorson selv af opgavens vælde. Det stadig gentagne »hvad 
skal jeg sige?«, som Vilhelm Andersen (Dansk Litt. hist. II, 235) jævnstiller med 
Ciccro's Quod dicam?, er snarere udtryk for digterens betagethed af sin opgaves 
omfang end for en der forstummer af lykke. Men ytringen »hvad skal jeg sige« me-
ner jeg bør sammenholdes med den gentagne anvendelse af samme vending i den 
3. sang af Arrebo's Hexaemeron (udg. 1661) der også nævner nælden. At Brorson's 
Om Skabelsen har berøring med Arrebo's skabelses-epos er kun naturligt. Og i sin 
skildring af Verdens første Uges tredie Dag om Vandenes Rømning og Jordens 
Kledning med vegetation overgår Arrebo, efter at have beskrevet de enkelte planter, 
til at benytte denne materie til en påviisning af den guddommelige almagt, også 
emnet for Brorson's digt: 
Hvad skal jeg sige meer? i hvort jeg mig henvende!. 
o allerklogstc Gud, jeg finder dine hænder, 
paa lidet styeke Land hvert sted, i alle kanter, 
staa sætt' alt med din haand vel mange tusend planter . . . 
O Gud jeg gaaer i eng, paa bierget rank jeg kryber, 
alt dine fodspor der oc fied af fedme dryber, 
der er paa ager ej, der er ej sted i Enge, 
der er i vilden Skof, i vongen eller venge 
ej nogen liden Urt, ej græs, ej straa, ej nelde, 
der dig jo peger paa, dig alle Skaber melde . . . 
Hvad skal jeg sige meer? Hvo kand i Verden mindis 
den ofverflødighed, af Jordens gafver findis? . . . 
(Citeret eft. Holger F. Rørdam's Mester Anders Christensen Arrebos Levnet og Skrifter 
1857, II. del s. 224 f. Fremhævelserne mine). 
120 Mindre bidrag 
Brorson's digt virker naturligt nok som et lille koncentrat af Arrebo's omstænde-
lige beskrivelse af alt fra stjerner til fisk; begge er ved at give op for opgavens 
storhed; i 5. sang, om torsdagen, klager Arrebo: 
O var min efne saa, jeg kunde det kundgiøre 
paa artig danske riim, oc Skaldrc-viis udføre . . . 
at dig i pennen min hver Fisk i Hafvet priiser, 
hver Fugl, i Luften far, tilbørlig lof beviiser. (Op. cit. s. 238 f). 
Den berømte nælde var, som nævnt af Vilh. Andersen (II, 235), allerede af Arrebo 
anvendt på lignende måde: den bryder ej frem af jorden trods befaling af »alt det 
som Herre-Navn kan bær'«. Tankegangen var på Brorson's tid dog almindelig. 
Pascal fremhævede det beundringsværdige i selv en midde. Netop at lade det være 
»konger« der det ej formår, er ikke unaturlig under enevælden. 
I La Bruyére's berømte Les Caractéres ou les Moeurs de ce siécle fra 1688 findes 
i avsnittet Des Esprits Forts, en lille samling næsten pascal'ske pensées til overbevis-
ning af fritænkere, også anvendt et ligeartet gudsbeviis. 
Man jævnføre Brorson's 1.-2. strofe med nr. 46 af denne brudstykke-agtige 
omvendelsespræken: 
Tout est grand et admirable dans la nature; il ne s'y voit rien qui ne soit marqué 
au coin de l'ouvrier; - Homilie vain et présomptueux! faites un vermisseau que 
vous foulez aux pieds, que vous méprisez; vous avez horreur du crapaud, faites 
un crapaud, s'il est possible. Qucl excellent maitrc quecelui qui fait desouvrages, 
je ne dis pas que les hommes admircnt, mais qu'ils craignent! Je ne vous 
demande pas de vous mettre å votre atelier pour faire un homme d'esprit, un 
hommebien fait, une belle femme: l'cntrepriseest forteet au-dessusde vous. . . -
Rois, Monarques, Potentats, sacrées Majestés! vous ai-je nommés par tous 
vos superbes noms? Grands de la terre, trés-hauts, tres puissants, et peut-étre 
bientot toitt-puissants Seigneiirs'. - faites de la rosée, envoyez sur la terre une 
goutte d'eau. -
(Cit. eft. La Bruyére: Les Caractéres, texte établi par R. Garapon, Paris 1962, 
p. 483 f.). 
Her har vi ikke bare den tanke at menneskene ikke selv kan skabe en orm eller en 
skruptudse, men det fremhæves netop at denne Verdens mægtigste, konger, mo-
narker, majestæter, trods deres enevoldsmagt ikke ejer magtfuldkommenhed til 
bare at skabe noget dugg: »Gik alle konger frem i rad, i deres magt og vælde . . . « 
Da La Bruyére's exempel var mindre godt, eftersom netop en vanddråbe nemt lader 
sig kemisk fremstille, er det heldigt at Brorson, måske efter Arrebo's exempel, 
valgte en nælde i stedet til at vise selv de største potentaters manglende evne til at 
skabe bare en lille ting i naturen. Hvorfra han derimod har sin viden om engles 
kompetence i str. 3, er dunkelt. 
Efter tilsyneladende at have godtgjort gudens existcns med samt hans attributters 
manifestation i skaberværket, mener han at have skabt begrundelse for den apostrofe 
til guden der avsluttes med, ligesom der indledtes med en sådan. Den kan, som 
Billeskov Jansen har gjort det (i Danmarks Digtekunst II, 105 f) jævnføres med den 
148. salme, hvilken ligesom de følgende numre i Salmernes Bog former sig som et 
Halleluja til Jahves pris. 
Digteren glemmer dog at det kun er gudens magt han har prøvet at bevise, ikke 
Om Brorson's Op! all den ting som Gud har giort 121 
hans godhed, hvorfor det forblir noget tvivlsomt, om les esprits forts ville have 
kunnet istemme hans halleluja. 
Digtet ligner nok Den yndigste rose ved også som dennes strofe 7-8 at være en 
omvendelsespræken, sat på vers, til overbeviisning af fritænkere o. a. »forhærdede 
tidsel-gemytter« der til den frelstes irritation holder sig så ranke i stoltheds »for-
hærdede tanke«; men Op all den ting er modsat hin aldeles ikke i pietismens sødlige 
tone; den nævner karakteristisk nok slet ikke Jesu navn. Egentlig bunder den i den 
kristelig-rationalistiske optimismes betragtningsmåde ved sit forsøg på at gennem-
føre en art fysico-teleologisk gudsbevis. 
Typisk nok er det alene gudens almagt-attribut der søges demonstreret; hans 
godheds-attribut lod sig da heller ikke godtgøre uafra det skabtes natur. Der er 
sørget for at haren skal leve i evig angst for ræven, og det er altid lidt tvivlsomt om 
nogen mætter de mange munde, og om fisken »slap fra Frost og Fange-Garn«, eller 
om det flittige redebyggeri ikke lønnes med skadens besøg. Der er virkelig dem der 
gør en sangfugl fortræd. Derfor er det lidt svært at eftervise, som Stub forsøger det 
i sin Aritt, at »Guds Forsyn spores ved en hver især«. 
Brorson har da også klogeligen primært nøjedes med at ville påvise gudens magt, 
ikke godheden. For den der apriorisk er overbevist om at intet i naturen kan være 
udviklet af sig selv, kunne Verdens mangfoldighed nok siges at vidne om en gud-
dommelig almagt. 
Men i 12. strofe, hvor beviset ligesom bider sig selv i halen, sluttes der alligevel med 
den konklusion, at dermed er gudens viisdom, godhed og kraft beviist. Hvilket turde 
være en tilsnigelse. Godheden i naturens skånselsløse tilværelseskamp er af gode 
grunde ligeså lidt som den viselige indretning blevet demonstreret, ja slet ikke nævnt. 
Brorson, der siden som andre blev rystet ved Lissabons ynkelige Undergang (1756), 
har kun ved at springe theodicé-problemet over, kunnet bekræfte sig selv og andre 
i gudstroen. Hans samtidige, Holberg og Eilschov, var derimod klare over at men-
neskers og dyrs lidelser gjorde det vanlige gudsbevis noget problematisk; se herom 
min Bayle's og Leibniz' Drøftelse af Theodicé-Problemet (1966), der giver træk af 
denne debats avspejling i dansk litteratur. 
Leif Nedergaard-Hansen. 
E T O E H L E N S C H L Å G E R - F U N D 
Studiet af guldalderen er langtfra stagneret. Tvært imod synes den nyeste tid med 
forkærlighed at have viet det sine kræfter. Under disse bestræbelser er det op-
muntrende, når der dukker ganske ukendte manuskripter frem. Således fandtes for 
nogle år siden en stor pakke breve, korrespondance mellem datidens digtere og 
Det kgl. Teater, gemt og glemt i en afsides krog. Hos byens bogantikvarer kommer 
med mellemrum ukendte aktstykker for lyset, og det tjener disse videnskabens 
trofaste støtter, deres kyndighed og hjælpsomhed, til ære, at sådanne ting havner i 
hænder, der er parate til at påskønne dem i kulturens interesse. 
Hvad Oehlenschlagcr angår, skal vi nok helt tilbage til 1916 for at træffe på et 
»hidtil ukendt« hyldestdigt, skrevet til »Prinds Christian Frederiks og Prindsesse 
Caroline Amalias Bryllupsdag d. 22de Mai 1836.« Det udsendtes i 226 nummererede 
eksemplarer af Det akademiske Antikvariat (Th. Johansen), trykt hos Kr. Kongstad 


Om Brorson's »Op! all den ting som Gud har giort«

Andersen, Poul

Om det finale r i Dansk

Bent Søndergaard om Claus Fastings »Hermione«

Søndergaard, Bent

Claus Fastings »Hermione« : Et bidrag til teksthistorien

Andersen, Harry

Floromvunden 
Et ordhistorisk bidrag 
Af H A R R Y A N D I - R S E N 
I et selskab (oktober 1960) blev en mands udtalelser karakteriseret som flor-
omvundne. Meningen var tydelig nok: de var valne, forsigtige, undvigende, fulde 
af omsvøb etc. Der blev protesteret mod denne betydning, idet det blev hæv-
det at floromvunden betyder højtidelig etc. Der udspandt sig en diskussion om 
ordets betydning eller rettere betydninger i nuværende dansk rigsmål. Denne 
diskussion viste tydeligt at der hersker forskellige opfattelser af dette ord, der 
er en del uklarhed. Disku.ssionen gav stødet til denne lille undersøgelse der har 
til formål at kaste lys over ordet. Jeg har radført mig med en række værker, 
specielt en række ordbøger. 
»Ordbog over det danske sprog« IV (1922) har: bogsprog eller spøgende, om-
vunden med flor som tegn på sorg (f. eks. om flag). Fra Holger Drachmanns 
»Forskrevet« (1890) citeres: »Farvel! hele Parnasset lige ned til vore allersidste 
Dage! Lad os hænge vore floromvundne Lyrer op i Grædepilene« (p. 294). Fra 
»Blæksprutten« 1895 citeres fra et digt: »det floromvundne Flag« (p. 32). Det 
anføres endvidere at ordet i jargon anvendes i betydningen: alvorlig, højtidelig. 
Fra Robert Storm Petersens »Tretten Øre - alt iberegnet« (1915) citeres: »en 
underlig Mand en mærkelig floromvunden Mand. - Han nød aldrig Spiri-
tus« (p. 44). Dette nu så klassiske sted er fra »En dansk Anarkist«. Citatet 
bør bringes uforkortet: »min Mester det var en underlig Mand en mær-
kelig floromvunden Mand. - Han nød aldrig Spiritus - han lod det løbe lige 
ned.« På side 45 er der et herligt billede af den mærkelige floromvundne 
Mand: fra fod til den høje hat er han viklet ind i sørgeflor. Vi må mærke 
os at denne ordbogsartikel er ca. 40 år gammel. 
Ulla Albeck »Dansk Synonym-Ordbog« 1941 og anden udgave 1944 har ikke 
ordet. Harry Andersen »Dansk Begrebsordbog« 1945 har heller ikke ordet. Kaj 
Bom »Slang« 1948 har floromvunden: fordægtigt eller trist udseende (p. 164). 
I Kaj Boms »Slangordbogen« 1957 - i serien Politikens blå ordbøger - er or-
det ikke taget med. Ulla Albeck »Dansk Synonym-Ordbog« 3. udgave 1948 
har artiklen floromvunden: trist, dyster, begrædelig, højtidelig, højtravende, 
jfr. overspændt, svulstig. Under højtidelig anføres bl. a.: højstemt, patetisk, al-
vorlig, alvorsfuld, dyster, floromvunden. »Nudansk ordbog« 1953, 2. udgave 1957 
- i serien Politikens blå ordbøger - har: spøgende (til flor II i betydningen 'sørge-
flor') bedrøvelig: han så noget floromvunden ud. Ifølge »Nudansk ordbog« kan 
ordet altså ikke bruges med alvorlig betydning: højtidelig etc. »Synonymord-
bogen« 1957 ved Allan Karker - i Politikens blå ordbøger - har floromvunden 
under alvorsfuld og bedrøvet. Her er intet om den spøgende betydning. 
Redaktionen beklager, at denne artikel ved en misforståelse er sat med en 
mindre skrift end de foregående; forfatteren har velvilligt accepteret fejltagelsen. 
Danske Studier 1962 (maj) 
102 Harry Andersen 
I »Dansk Synonym-Ordbog« 4. udgave 1957 ved Ulla Albeck, Mikal Rode 
og Erik Timmermann er artiklen f l o r o m v u n d e n ændret: trist, dyster, 
lamenterende, begrædelig; højtidelig, højtravende, jfr. overspændt, svulstig; af-
glidende, dunkel, undvigende, forblommet. Her mærker vi os den vigtige ud-
videlse: afglidende . . . Under h ø j t i d e l i g anføres floromvunden som i 3. 
udgave. I denne forbindelse gør jeg opmærksom på at ordet afglidende ikke 
kendes af »Ordbog over det danske sprog« (der har afglide). »Nudansk ord-
bog« og »Retskrivningsordbog« 1955 (udgivet af Dansk sprognævn) har ikke 
afglide, »Dansk Begrebsordbog« og »Synonymordbogen« har ikke afglidende. 
Denne oversigt viser tydeligt at vi har at gøre med et ord der har spaltet sig 
i en række betydninger siden 1922, da fjerde bind af den store danske ordbog 
udkom. Der kan vist ikke være tvivl om at Storm Petersens anvendelse har 
haft en ikke ringe betydning. Han havde jo held til at lancere en række ud-
tryk der er blevet til bevingede ord. »Tretten Øre - alt iberegnet« har en hel 
serie af sådanne udtryk. Det er slet ikke helt let at bestemme betydningen af 
»en mærkelig floromvunden Mand«, der står sammen med underlig. Betyd-
ningsområdet kan vel angives af ord som aparte, mystisk, højtideligt udseende, 
alvorsfuld. T. Vogel-Jørgensen anfører (under mærkelig som opslagsord): En 
mærkelig floromvunden Mand i »Bevingede ord« 4. udgave 1955 (p. 585). Un-
der floromvunden henvises hertil. I 1. (1940) - 3. udgave er floromvunden 
ikke anført under f. Jeg fæster mig ved Kaj Boms »fordægtigt eller trist ud-
seende« og ved »afglidende, dunkel, undvigende, forblommet« i »Dansk Syno-
nym-Ordbog« 4. udgave 1957. Kaj Boms fordægtigt kan vist ikke være rigtig; 
hans »oversættelse« synes tydeligt at afspejle vanskelighederne ved at komme 
til rette med dette ord. Vi må også fremhæve »Nudansk ordbog« 1953 med 
den spøgende anvendelse: han så noget floromvunden ud. 
Nogle citater fra 1960 og 1961 viser på en udmærket og slående måde or-
dets forskellige betydninger i dansk nutidssprog. I filmen »Flemming og Kvik« 
(1960) siger rektor til lærer Jespersen der kommer styrtende ind på lærerværel-
set: »Jeg synes De ser noget floromvunden ud«. Lærer Jespersen ligner en tor-
densky, så ordet må her omskrives ved: højtidelig, truende, meget alvorlig etc. 
»Politiken« har i et referat af et retsmøde (3/11 1960): ^Forsvareren: Hvis De 
ikke vil udtale Dem om det, så sig det. De har ret til at nægte at udtale Dem, 
men lad os blive fri for disse floromvundne udtalelser om udenlandske både. 
Tiltalte: Så ønsker jeg ikke at udtale mig«. Betydningen her er ikke til at tage 
fejl af, den svarer nøje til den betydning som blev lagt i ordet i det omtalte 
selskab oktober 1960: undvigende, forblommet etc. 
»Det Bedste« november 1960 har: »Alle sagde, at kampen var endt uafgjort 
- og en mere floromvunden indrømmelse af en bæversejr skal man lede længe 
efter« (p. 38). 
I Tove Ditlevsens roman »To som elsker hinanden« (1960) hedder det om 
en restauration på Kongens Nytorv: »Hun havde ikke før vidst, at København 
ejede den slags floromvundne steder. Hun var vant til at komme i lokaler med 
råt trægulv, borde uden dug. . .« (p. 35). Om den samme restauration hedder 
Floromvunden 103 
det længere henne i romanen. »Hun trådte ind i den højtidelige café, der lig-
nede et genrebillede fra halvfemserne« (p. 120). 
Ole Hansen skriver i sin kronik »England ved milepælen« (»Politiken« 18-7-
1961): »Netop i disse for England så floromvundne uger, præget af indhyllede 
erklæringer, kan det være spændende at se på, hvad England faktisk har gjort«. 
Sammenstillingen af floromvundne og indhyllede er betydningsfuld. 
Jacob Paludan skriver i sin anmeldelse af Erik Bertelsen »Skuder på Lim-
fjorden«: »Man ved da så nogenlunde, hvor man er henne: blandt såkaldt rig-
tige mennesker i den rigtige verden uden alle de floromvundne problemer, visse 
forfattere disker op med til gene for læseren« (artiklen »Litterær småskibsfart« 
i »Politiken« 9-9-1961). Eksemplet taler smukt for sig selv. 
Ordbogsredaktør Jørgen Glahder har meddelt mig at han - selvfølgelig -
kender ordet floromvunden i den egentlige betydning: sørgeklædt, alvorlig, høj-
tidelig; men han vil helst anvende det i betydningen: fuld af omsvøb, forsigtig, 
hemmelighedsfuld, mystisk (jf. Storm Petersens mærkelige floromvundne mand). 
Om sprogforskeren Marius Kristensen har han engang sagt: han blev med årene 
mer og mer floromvunden i sine udtalelser. 
Jeg er tilbøjelig til at tro at betydningen undvigende, forblommet etc. er støt-
tet af et ord som omsvøb, jf. svøbe om. Hertil kommer ord som tilhylle (jf-
citatet ovenfor fra Ole Hansen) og tilsløre, der svarer til omvinde med parti-
cipiumsformen omvunden. »Ordbog over det danske sprog« har under tilhylle: 
tilhylle den sørgelige sandhed med undskyldende ord (XXVIII (1946)). Det er 
muligt at ordet ulden har spillet med ind: flor : uld. »Ordbog over det danske 
sprog« opgiver under ulden (XXV (1950)): 6) dagl. om optræden, holdning el-
ler forhold, sag: præget af uklarhed, ubestemthed, valenhed, mistænkelighed 
o. Ign. 1). Om person (s optræden, holdning, udtalelser): som mangler fasthed, 
bestemthed, undgår stillingtagen eller stiller sig noget reserveret med hensyn 
til en sag eller tilslører sit virkelige standpunkt (ved at udtrykke sig uklart eller 
tvetydigt); også: som ikke er åben og ærlig, men virker noget fordægtig, mis-
tænkelig eller underfundig, 2) om ting eller sag: som der er noget mistænkeligt, 
muggent eller prekært ved. Her anføres udtrykket: den er ulden. Det hedder 
om betydning 6,2: næsten vulg. »Nudansk ordbog« har under ulden: overf.: 
uklar, lusket med eksemplerne: billedet er uldent i konturerne - der er noget 
uldent ved ham. »Synonymordbogen« 1957 ved Allan Karker har under mis-
tænkelig: betydningsbeslægtet: dubiøs, lusket, misliebig, muggen, skummel, ul-
den. »Dansk Synonym-Ordbog« 4. udgave 1957 har en artikel ulden (som ikke 
findes i 1.-3. udgave): lodden, pelset; rodet uklar; misliebig, mistænkelig, tve-
tydig, fordægtig; vigende, valen. 
Det her anførte synes at kunne tale til gunst for at Kaj Bom alligevel ikke 
har ramt helt ved siden af med sin »oversættelse« fordægtig; men det må ikke 
glemmes at man ved en række betydningsforskydninger - ofte næsten umærke-
lige - kan få synonymerne slået helt i stykker. Nuancerne her er meget fine, 
og man kan meget let komme på glat is. Hvad kryds- og tværsordsopgaver by-
der på i retning af synonymer tør jeg slet ikke tænke på i denne sammenhæng. 
104 Harry Andersen 
Et større materiale end det her meddelte vil sikkert kunne vise hvordan 
ordet floromvunden har spaltet sig. Ordbøgernes oplysninger er ikke helt over-
ensstemmende. Uoverensstemmelserne afspejler på en talende måde den usik-
kerhed der er overfor dette ord, som efterhånden er kommet langt bort fra be-
tydningen alvorlig, højtidelig etc.::) 
Ordbøgerne for dansk-engelsk, dansk-tysk etc. har ikke indregistreret betyd-
ningen forblommet, undvigende etc. Også dette er et talende vidnesbyrd om 
hvor svært det er at få fat i et ords betydningsnuancer og skiftende valører. 
Den humoristiske anvendelse har jeg kun set anført et sted! J. Brynildsen 
»Norsk-tysk ordbog« (1926) har floromvunden om fane etc.: umflort, in schwar-
zen Krepp (in Trauerflor) gehiillt, mit schwarzem Krepp umwunden. J. Brynild-
sen »Norsk-engelsk ordbok« 3. utg. (1927) har: crepe bound, -draped, draped 
with crepe, draped in mourning. Blinkenberg og Thiele »Dansk-fransk Ord-
bog« (1937): voilé de crepe, cravaté de c. »Dansk-svensk ordbok« utarb. af 
Karin Widman (1951) har florbehdngd! Vinterberg og Bodelsen »Dansk-engelsk 
ordbog« (1954): draped with crepe; (højtidelig) solemn, ceremonious, fimeral 
N. Chr. Sørensen »Dansk-fransk ordbog« (grundlagt af Vilhelm Stigaard) 1956 
anfører: se floromvunden ud: avoir une mine piteuse. Adjektivet pieteux bety-
der ynkelig, elendig, faire piteuse mine oversættes ved: sætte et fortrædeligt an-
sigt op. Oversættelsen her må karakteriseres som forkert. Den viser hvor dette 
ord driller. »Dansk-engelsk ordbog« 1957 (i Politikens blå ordbøger) har: hu-
moristisk: woe begone (d. v. s. sørgmodig). »Dansk-Svensk ordbog« af Bertil 
Molde (m. fl.) 1958 har: skamts. forsedd med sorgband; bedrovlig, sorglig. 
Denne artikel kan med rette kritiseres. »Dansk-italiensk ordbog« udarbejdet af 
Poul Høybye og Johanne Mengel (1959) har avvolto in velo da lutto; (fig.) 
grave, solenne. En række ordbøger har ikke medtaget ordet floromvunden. 
Resultatet af denne lille undersøgelse, der har en foreløbig karakter - den 
bør sikkert suppleres med flere eksempler - kan samles i følgende: ordet flor-
omvunden har flere betydninger i dansk: 1) Den oprindelige betydning: om-
vunden med flor som tegn på sorg (om flag o. lgn.). 2) Højtidelig, alvorlig. Fra 
*) I Mogens Boisens oversættelse af Thomas Manns »Doktor Faustus« (1957) 
er floromvunden brugt på en ret ejendommelig måde. Om hovedpersonen 
Adrian Leverkiihn står der: »Naturligvis var han højt hævet over floromvundne 
miner og banaliteter som »Nå, knægt, hvad laver vi så i dag?«« (kapitel 44, p. 
505). Den tyske udgave fra 1947 har: »Natiirlich war er weit entfernt von ge-
falteten Mienen und Trivialitatcn wie »Nun, mein Jung, immer brav,«« (p. 
709). For at være på den sikre side har jeg rådført mig med en specialist i tysk: 
professor Peter Jørgensen. Ordet gefaltet betyder foldet, og (hvis der ikke er 
en svag hentydning til gefaltete Ilande foldede hænder) må gefaltete Mienen 
være det man plejer at udtrykke med feierliche Falten (im Gesicht) højtidelige 
folder eller feierliche Mienen. Den rigtige oversættelse er altså højtidelige mi-
ner eller ansigtet i højtidelige folder. Udtrykket »floromvundne miner« lyder 
besynderligt i mine ører. Oversættelsen kan ikke være rigtig. Efter Peter Jør-
gensens opfattelse er ordet floromvunden ikke på sin plads her. For ham be-
tyder det noget i retning af det falsk sentimentale. Her har vi en ny opfattelse 
af dette ords betydning. Bagved synes at ligge at betydningen højtidelig, alvor-
lig ikke længere kan tages alvorligt. Storm Petersen har måske været med til 
at give denne betydning et grundskud. 
Floromvunden 105 
sorg til det alvorsfulde og højtidelige er springet ikke stort. Fra det meget høj-
tidelige til det spøgende er der ofte ikke ret langt i sproget. Den der ser Storm 
Petersens tegning for sig får spøg ud af alvoren. 3) I de senere år har ordet 
fået betydningen dunkel, undvigende, forblommet etc., jf. »Dansk Synonym-
Ordbog« 4. udgave 1957. I 1948 taler Kaj Bom fordtugtig. Allan Karker har 
ikke indregistreret betydningen forblommet etc. i »Synonymordbogen« 1957; 
han kender kun betydningen alvorlig, højtidelig. Storm Petersens fortælling »En 
dansk Anarkist« fra 1915 kan have haft en ikke ringe betydning for ordets 
drejning i retning af det forblommede. Betydningsændringen er sikkert støttet 
af ord som omsvøb, tilhylle og tilsløre (jf- også Storm Petersens tegning!). Et 
ord som ulden kan have spillet med ind, jf. flor : slør : uld. Der er sikkert mange 
mennesker der slet ikke vil vedkende sig ordets oprindelige betydning; de vil 
ikke kunne anvende det i betydningen alvorlig, højtidelig. De vil blive meget 
forbavsede når man oplyser dem nærmere om ordets egenartede forhold. Det 
første eksempel i dansk på betydningen undvigende, forblommet etc. kender jeg 
ikke. 


Floromvunden: Et ordhistorisk bidrag

Harry Andersen om Johannes V. Jensens lethal

Nogle allusioner i Sophus Claussens digtning 125 
I »Løvetandsfnug« (1918) læser vi i »Jord og Sjæl«, forelæsning over mo-
derne lyrik: »Ja, endog den flagrende Erotik dømtes til at vige, skønt den 
vendte sig om i Døren med mange Hjertesuk: De Jordbær, som jeg lod 
staa - brænder mig endnu i Sjælen« (p. 132)13. Digteren har husket sig 
selv godt. Linierne lyder som et anslag til et digt der aldrig blev skrevet 
færdigt. 
1. Se forordet til anden udgave af »Unge Bander« 1912 p. VI og Ernst Frand-
sen I p. 50. - 2. »Højsang« omtales og citeres af Helge Toldberg p. 65. -
3. Citeres hos Ernst Frandsen 1 p. 92. - 4. Se Ernst Frandsen I p. 71 ff. med 
noter p. 221. - 5. Begge Sophus Claussens versioner anføres med henvisning 
til Ernst Frandsen i »Ordbog over det danske sprog« under velin XXVI (1952), 
998. Ejendommeligt nok omtaler Ernst Frandsen ikke »Anadyomene«s tilknyt-
ning til Højsangen! - 6. Se Ernst Frandsen I p. 112. - 7. Ordet øjerand hører 
ikke til sprogets almindelige. »Ordbog over det danske sprog« citerer det fra 
J. P. Jacobsen og henviser til Holger Drachmann i »Brav Karl« (1897) p. 79 
(XXVII (1954), 1560). Burde Holger Drachmanns kendte digt »Vor Moders 
Saga« ikke være citeret? - 8. Se Carl von Kraus »Walther von der Vogelweide. 
Untersuchungen« (1935) p. 132 f. og Karl Helm »Tandaradai« (i »Beitrage zur 
Geschichte der deutschen Sprache und Literatur« 77, Tiibingen 1955 p. 252 f. 
(her diskussion af »ordet«s betydning og skansion, med henvisninger). Jeg 
skylder professor Gunther Jungbluth tak for henvisningen til Karl Helms lille 
artikel. Julius Wiegand omtaler Tandaradei i »Zur lyrischen Kunst Walthers, 
Klopstocks und Goethes« (1956): enten er det en efterligning af nattergalens 
sang eller udtryk for »jodlerhafter Ubermut« (p. 31). - 9. Se også Thøger 
Larsen »Fra fremmede Tungemål« (1948) p. 197 f. Oversættelsen her er ta-
get fra »Dagene« (1905). Det er specielt i første strofe Thøger Larsen har 
foretaget en række ændringer. Olaf Hansen anfører i sin kommentar til Thø-
ger Larsens digt »Walther von der Vogelweide« (i digtsamlingen »Det Fjerne« 
1907) i »Nyere dansk Lyrik« (1921), udgivet af Dansklærerforeningen, første 
strofe af Fledelius' oversættelse af »Unter der Linden« (p. 123); men mærke-
ligt nok omtaler han ikke Thøger Larsens egen oversættelse i »Dagene« 1905 
og den lidt ændrede i »Jord« 1916! - 10. Digtet »Tandaradei« omtales Ernst 
Frandsen II p. 176 med citater (bl. a. citeres slutningsversene). - 11. Olaf 
Hansen citerer Harald Nielsens karakteristik af Sophus Claussen i »Nyere 
dansk Lyrik« p. 112. - 12. Andet oplag 1929 p. 60. - 13. Se også »Jord og 
Sjæl. Erindringer. Noveller og litterær Journalistik« (1961), i udvalg ved Stig 
Krabbe Barfoed, p. 174. - Red.s korrekturnote: Walthers digt er ledemotiv i 
H. C. Andersens historie »Pebersvendens Nathue«, først trykt 1858. Hoved-
personen fløjtede »en Vise af Minnesangeren, Walther von der Vogelweide: 
»Under Linden ved Heden -.« Og især klang saa deiligt i den: »Ud for Skoven, 
i den stille Dal, / Tandaradai! / Sang dertil en Nattergal!« Den Vise kom 
ham altid paa Tunge« etc. (Nye Eventyr og Historier, [I. Rk., 1. Saml.]). 
J O H A N N E S V. J E N S E N S L E T H A L 
E N D N U E N G A N G 
I »Danske Studier« 1959 har jeg omtalt Johannes V. Jensens brug af det 
ejendommelige ord lethal (p. 125 f.). Jeg anfører det fra skildringen »Kon-
gelyset« fra 1933: den dybblaa Cikorie, lethal i Farven som Asters (se 
mytesamlingen »Sælernes 0« (1934) p. 103). Jeg prøver på at forklare 
126 Mindre bidrag 
dette gådefulde sted ved hjælp af udtrykket »letheblaa Asters« i »Dansk 
Natur« fra 1909 (se »Tilskueren« 1909 andet halvbind p. 458, »Myter. 
Ny Samling« (1910) p. 3 og »Myter« II (1924) p. 45). 
I artiklen »Frugttid« fra 1925, optrykt i »Aarets Højtider« (1925) skri-
ver Johannes V. Jensen: »paa Blomstertorvet viser Efteraarets Blomster 
sig, Georginer, natblaa Asters1, de duftløse prangende Blomster leder Tan-
ken hen paa Kranse og Kirkegaard« (p. 64). Udtrykket natblaa Asters 
må forbindes med letheblaa Asters; den intime tilknytning ses af ordene 
»Kranse og Kirkegaard«. »Ordbog over det danske sprog« anfører natblaa 
Asters under natblaa (XIV (1933), 912). 
Lethal (med th) tolkes som et adjektiv dannet af Johannes V. Jensen 
selv til Lethe, glemselens flod. Jeg afviser den mulighed at lethal skulle 
være det samme som letal, der betyder dødelig, dødbringende. Man kan 
ikke sige dødelig i farven. »Gyldendals fremmedordbog« ved Sven Briiel 
under medvirkning af A. Willer (1960) anfører letal (lat. letalis): dødelig, 
dødbringende (sml. lat. letum tilintetgørelse, død), letalis dødelig og leta-
litet dødelighed. Man kan ikke tale om en dødbringende farve! 
Man bør vel ikke ganske afvise den mulighed at Johannes V. Jensen 
- der var meget dristig og stærk i sine associationer (jf. hans myter) -
har forbundet de to ord med hinanden. Død og blå kan forbindes. »Ord-
bog over det danske sprog« citerer fra Goldschmidts »Blandede Skrifter« 
III (1859/60) p. 72: et blaaligt, dødningagtigt Glimt (IV (1922), 33). Un-
der dødelig citeres fra Oehlenschlager: (lampen) Brænder for den Dødes 
trætte Been / I en dødligblaa, men hellig Lue (IV, 24 f.). Citatet er fra 
mindedigtet over Vahl. Det fremgår ikke af ordbogens citat at adjektivet 
er brugt i et billede, det sigter til violer: 
Smaae Violer! hulde Børn! som sødt, 
Medens Foraarshimlen venlig lufter, 
Under Græsset, svalt og luunt og blødt, 
Staaer og seer saa fromt til Gud og dufter. 
Samler Eder ved hans Hovedsteen, 
Lampen liig, som under Gravens Bue 
Brænder for den Dødes trætte Been 
I en dødligblaa men hellig Lue. 
Ordbogen har to eksempler på dødblå fra Oehlenschlager: blågusten (som 
et lig), se II, 22. Fra Baggesens »Danske Værker« VII p. 393 citeres: 
Hun sad der, en Dødning, / Stum, blaalæbet og bleg (IV, 32). Det samme 
citat anføres under blålæbet (se sp. 750). Under blaa citeres fra Paludan-
Muller »Poetiske Skrifter i Udvalg« (1901-02) II p. 69: Dog er Læben 
blaa, som død hun var (II, 744). Under blåbleg citeres fra Henrik Pontop-
pidans »Fortællinger« I (1899) p. 21: blaableg som et Lig (II, 746 f.). 
Da jeg skrev min lille artikel om lethal var jeg ikke opmærksom på at 
Johannes V. Jensen har anvendt dette ord på en gådefuld måde i »Jo-
hannes Larsen og hans Billeder« (1920): » . . . lutter Halvtoner, lige fra 
Johannes V. Jensens lethal endnu en gang 127 
Købke og op til vor egen Tids Malere, de sidste maaske endda umærkeli-
gere i Farven end de første. Et Topmaal er her naaet af Hammershøi. 
Fraset en desværre usund, lethal Tilbøjelighed hos denne Maler er Retnin-
gen og Metoden jo rigtig. Hammershøis smaa iridisccrende Farver er Na-
turens egne« (p. 91). Det er let at se at ordet har noget at gøre med far-
ver. Man kan ikke tale om en dødelig eller dødbringende tilbøjelighed hos 
en maler. Det er ikke ordet letal vi har for os, i hvert fald ikke direkte. 
Karakteristisk for Vilhelm Hammershøi er jo lysegrå farver. Sidestillingen 
med usund siger os noget om ordets betydningsområde; men det er meget 
svært at give en nøjagtig oversættelse af »usund, lethal Tilbøjelighed«. En 
forbindelse med Lethe er der nu nok på en eller andet måde. Og med no-
get sygeligt også. 
Ved en genlæsning af Johannes Jørgensens »Sommer« (1882) stødte jeg 
på et sted, som jeg ikke kan lade være med at anføre i denne sammenhæng. 
Oluf siger til Astrid: »Jeg misbrugte egentlig Ordet, sagde han saa, da jeg 
talte om Lotofager. Den Urt, som Homers Lotofager æder, er vokset paa 
Bredden af Lethe, mellem de underjordiske Enges dødningblege Asfode-
los, og den skænker Glemsel, dyb som Døden. Den Lotos, hvorpaa jeg 
tænker, er ikke hvid, men blaa - blaa som denne Maanenat over os -
blaa som den uendelige Længsel og det evige Savn« (p. 90). Har Johan-
nes V. Jensens letheblaa noget at gøre med dette sted - eller er det blot 
et træf jeg har været ude for? Asfodelos hører til liliefamilien og har som 
oftest hvide blomster. Homer omtaler ofte i »Odysseen« hvordan sjælene 
tænkes at svæve over underverdenens enge med asfodelos. Lotofager be-
tyder lotusspisere, det er navnet på et folk som Odysseus kom til på sin 
rejse. 
O M N I S P E T E R S E N S 
» C A F É D E T R O D E H J E R T E « . 
F O R S L A G T I L E N F O R T O L K N I N G 
Allerede titelen suggererer et milieu og en stemning: Beværtning, og hvad 
dertil horer. Billig tilfredsstillelse af hjertets lidenskaber. Sentimentalitet. 
Synd. 
»Det rode Hjerte« er et ret ejendommeligt navn på en café. Man aner 
en betydningsmæssig dobbelthed. At der kan være tale om et menneske-
hjerte. 
Den forste del af digtet kan dog læses som en skildring af en virkelig 
café. To af gæsterne lægger man særlig mærke til: pastor Smerte med den 
sode lille logner froken Trost på sit skod. Pastoren er på gale veje. Men 
kan ikke netop den, som foler smerten over egen og andres syndighed, 
have trost behov, og er knejpen ikke netop et sted, hvor man soger trost 
mod andres og egen svigten? En bedragerisk trost, hvad enten den er ero-
tisk eller alkoholisk. Nis Petersen selv gjorde sine erfaringer. 


Not a member yet